To slags mennesker

Menneskerettigheder i Islam
Når der tales om menneskerettigheder, taler man ofte forbi hinanden, fordi menneskerettigheder i islam ikke ubetinget dækker det, man i vesten lægger i ordene:
Ved den internationale konference for menneskerettigheds-spørgsmål i 1968 formulerede den islamiske retslærde Sjiít Sultanhussein Tabandeh følgende retsnorm, hvor han var ordfører for og forfægter for flere af de tilstedeværende muslimske staters standpunkt om menneskerettigheder:
Sultanhussein Tabandeh har undersøgt i hvilket omfang de Forenede Nationers Deklaration om Menneskerettigheder, som anses for bindende for alle FN-medlemmer, kan accepteres og anvendes som bindende normer i et muslimsk samfund.

Menneskerettighedsdeklarationens 1. artikel om, at alle mennesker er født frie og er lige og derfor har samme rettigheder, er den første anstødssten. Tabandeh bekræfter på landenes vegne, at der på den ene side ikke findes skranker eller forskelle mellem racer eller samfund, men konstaterer alligevel en uovervindelig forskel:
“Menneskeheden består af mennesker, som tror (dvs. muslimerne) og mennesker, som ikke tror. Sådanne, som glemmer deres Skaber og kun forlader sig på deres egen forstand og på deres hænders værk, sætter sig selv på samme udviklingsstade som dyr. De tilsøler menneskeheden. De må imidlertid kun dræbes i krige. Mennesker, som ikke tror på den eneste ene og usynlige Gud, må betragtes som udstødte. De hører ikke til i menneskehedens kreds. Deres eksistens må erkendes som skadelig for menneskene. I overensstemmelse med dette standpunkt må alle de, som er overbevist om en anden tro, om end kun dens mest elementære bestanddele - til dem hører jøder og kristne - anses for stående noget over de gudløse. Deres tro har dog ikke nået Islams høje stade. De følger andre love end Koranens forskrifter - de er blevet stående på et lavere stade; de kan derfor ikke stilles side om side med muslimerne som ligeberettigede”. Derfor mener Sultan-hussein Tabendeh, at islam ikke uden videre kan tilslutte sig menneskerettighederne på samme måde, som de er formuleret i FN regi. Tværtimod må islam altid tage konsekvensen af den rette islamiske lære: “Islam henviser ikke-muslimer til et lavere eksistens-stade. Hvis nu en muslim dræber en sådan ikkemuslim, så må han ikke idømmes dødsstraf, for hans udviklingsstade er højere end den dræbtes. I krig (her må forstås Hellig Krig) mellem muslimer og ikke muslimer, skal enhver hensyntagen til modstanderens værdighed være ophævet. “Når en mand, som ikke tilhører Islam, bliver taget til fange, så skal han dræbes. Det er kun muligt at undgå denne skæbne ved at gå over til Islam ”.

Menneskerets-Deklarationens artikel 17, som skal garanterer fri religionsudøvelse, er et punkt, som muslimer i Europa meget pointerer overfor kristne og de verdslige stater. Kravet overfor vestlige stater er, at religionsfrihed for islam kun findes, hvis det er muligt for en muslim at leve efter islamiske love. På hjemmebane gælder til gengæld islamisk ret. Sultanhussein Tabendeh udtaler som retsekspert i islamiske menneskerettigheder, at “Allah har bestemt, at menneskenes religion skal være islam og ingen anden. Den, der går over fra islam til kristendommen, gør sig lige med dyr og har forskertset sit liv. Religionsskifte er kun mulig fra det lavere til det højere stade, fra Kristendom til Islam” (Gerh. Konzelmann: "Den islamiske udfordring, Gad 1981, s.35 ff.).

To forskellige slags borgere
Den tyske muslim og redaktør af det tyske tidsskrift for kristne og muslimer: ”Aktuelle Fragen, Zeitschrift für christliche-islamische Begegnung” M. Salim Abdullah skriver om islams samfundsorden: “Forordningen ....går tilbage til den i middelalderen dannede islamiske statsteori, som indtil i dag ikke er trukket tilbage, ophævet eller er erklæret ugyldig. Denne statsteori forudsætter inddelingen af samfundet i to klasser af borgere. Den ene gruppe, nemlig muslimerne, er de egentlige borgere i landet, de andre bliver kun tolereret (det er på denne baggrund islam kalder sig en tolerant religion. red.). De har godt nok en form for livsrum, men deres rettigheder er kun de, som den islamiske stat giver dem. Denne statslige indretning går ud fra en grundlæggende ulighed og forskellig værdi mellem muslimer og “beskyttelsesborgere” (dvs. ikkemuslimske borgere). Derfor er muslimer og ikkemuslimer ikke indehavere af de samme grundrettigheder og grundpligter. De er heller ikke ligestillet overfor loven. Ikkemuslimerne er godt nok ikke helt retsløse. Alligevel bliver de i deres eget land anset for borgere af anden klasse og behandlet efter dette. De skal leve som fremmede i deres eget land” (9.årgang.1-2.1989,s.9).

”Lebensraum er her oversat til livsrum. Hvad menes der med, at islam har brug for ”Lebensraum”, og kun tillader andre begrænset livsrum? Hvad minder brugen af dette ord om?



Anbefal siden til en ven...
Webdesign by Style-IT

© www.islaminfo.dk