Voldtægt i Islam
skrevet af Chris Hinrichsen
Denne artikel har tidl. vret bragt i Islam, integration eller...?

Voldtægt

Voldtægt er forbudt iflg. islamisk lov, men lovgivningen er skæv pga. det skæve retslige forhold mellem mand og kvinde. Dertil kommer undtagelsesbestemmelserne, hvor en voldtægt ikke anses for voldtægt.
I de fleste muslimske lande er det reelle antal voldtægter svimlende højt sammenlignet med andre himmelstrøg. Særligt fire grupper er udsatte: Ironisk nok hustruen, som ikke kan modsætte sig, men står konstant til rådighed “som mandens ager”, dernæst husets tjenestepiger, husets pigebørn samt vestlige eller asiatiske ikkemuslimer. Et forsvindene lille antal anmeldes. Dette skyldes blandt andet Koranens bestemmelser for “falsk anklage”, der idømmer strenge straffe for at beskylde en person for noget, som ikke kan bevidnes af flere vidner. Da der som regel ikke er flere vidner til en sådan voldtægt vil en afvisning fra mandens side føre til strenge straffe for kvinden.
I et muslimsk samfund er mænds og kvinders rettigheder forskellige. Men per definition skal begge køn “vogte deres kønsdrift”. “De, som vogter deres kønsdrift, undtagen overfor deres hustruer eller hvad de ellers ejer (slaver/ kvindelige krigsfanger) skal ikke irettesættes” (sura 23.6-8). Det sidste halve Koranvers sigter på, at en muslim, som kæmper for Allahs sag i jihad er fri til at voldtage en kvinde uden konsekvenser. Her er problemet, at nogle muslimske grupperinger anser sig selv som stående i konsekvent jihad mod de vantro. Da er voldtægt tilladt. Samme udgangspunkt har Gia partisanerne i Algeriet, som kæmper for en religiøs stat, at kvinder, som de bortfører, er krigsfanger og derfor må voldtages, indtil de ikke er “tjenlige mere”, da henrettes de for “utroskab!”.
Men voldtægt er specielt hyppigt i forholdet muslim- ikkemuslim. I Saudi-Arabien og flertallet af rige emirater, som har mange gæstearbejdere, bliver flertallet af alle kvindelige ikkemuslimske husansatte voldtaget. Dette er specielt udtalt for filippinske og afrikanske kvinder ansat i huset i Saudi-Arabien. Her er det endog sjældent, at kvinden undgår voldtægt. Kvinden er i denne sammenhæng retsløs, da hun generelt 1. ikke har vidner 2. ofte vil blive udsat for en modanklage. Denne modanklage kan typisk være løsagtighed (hvilket medfører offentlig piskning), beskyldning om tyveri fra hjemmet ( hvilket medfører amputation af lemmer), familiens konfiskering af passet, så kvinden reelt kan holdes som slave uden løn i årevis og uden mulighed for udrejse eller flugt. Opfattes den “ansatte” kvinde som værende i et slavelignende forhold, som er ret almindelig, også i Sudan, Mauretanien og Yemen, da har husherren ret til seksuelt samkvem ved at gennemtvinge et midlertidigt “ægteskab”. Alene i Mauretanien er der 800.000 Haradin´er, dvs. sorte slaver med en vis frihed, og 90.000 Abdi´er, dvs. traditionelle sorte slaver. Specielt for kvinderne hører voldtægt med i forholdet til deres mest mauriske ejermænd, trods det at slaveriet overfor omverdenen blev ophævet i 1980. Slaveri i muslimske lande forholder mange sig ligegyldig overfor. Dels finder det ikke sted på det europæiske kontinent, dels er slaveri overfor omverdenen officielt afskaffet. Men ikke desto mindre har man især i de senere år set stadig flere forhold i England, hvor ansatte hos Saudiarabiske familier i England bliver holdt som slaver, hvilket antislaveriorganisationer gjorde opmærksom på i anledning af FN-jubilæet efteråret 1998. Slaveri i muslimske hjem, især blandt diplomater fra flere islamiske lande er bedst belyst i Frankrig, men kendes fra en del europæiske lande. Alene i Frankrig kendes et par hundrede tilfælde på få år. Mange af pigerne voldtages, prygles og må ikke forlade huset. Kendt blev sagen i bred offentlighed, da den indonesiske pige Suki Saripambthatomibm kastede sig ud fra 6.sal efter 16 dage hos den saudiarabiske diplomat Mohammed Al-Hamdi. Hun ramte et træ og overlevede. Forinden var hun blevet slået hver eneste dag. I et tilfælde blev en pige bortført som stuepige 14 år tidligere, hvor hun gennem alle disse år under umenneskelige forhold hos en muslimsk diplomat blev voldtaget adskillige gange. Den franske forening mod slaveri mener, at der er tusindvis af tilfælde alene i Frankrig. Slaverne indvandrer ofte sammen med den muslimske familie som en del af denne. De er altid uuddannede og lærer sjældent et europæisk sprog (Udstillingen om menneskerettigheder på Nationalmuseet, Kbh. 1998 samt Jyllandsposten 9.12.98).
I lande, hvor islam dominerer samfundet specielt med islamisk lov, føler mange “vantro” hinduistiske, kristne, ateistiske, etc. kvinder sig tvunget til at gå over til Islam for at modtage et minimum af retsbeskyttelse, da de ellers i et ansættelsesforhold permanent er udsat for voldtægt uden mulighed for straf af gerningsmanden. Det samme gør sig derfor også gældende i europæiske lande med mange indvandrede muslimer. Holdningen og lovgivningen fra hjemlandet (samt den islamiske lovgivning) sættes af troende muslimer gennemgående over enhver anden lov. Derfor har der været en række retssager i Danmark og Vesteuropa i forbindelse med voldtægter, hvor den mandlige part mente at være i sin gode ret, og ikke kunne se noget forkert i sin handling. Dette forhold har procentuelt betydet et uforholdsmæssigt højst antal af tilfælde, hvor muslimske mænd voldtog kvinder, som de anså som løsagtige. Efter muslimsk opfattelse er kristne og vestlige kvinder løsagtige. Efter overgrebet er mange af kvinderne så rystede og flove over deres uvidenhed, at de desværre ofte undlader at anmelde voldtægtsforbryderen, da det tilmed ofte er en person, som de har kendt og haft venskab med.
Denne dominansholdning af en muslim overfor ikkemuslimer også seksuelt, betyder, at muslimers forhold til europæiske kvinder, som ofte i begyndelsen føler sig feteret af, at de af den mandlige part bliver behandlet som rigtige kvinder og undertiden føler sig båret på hænder, ofte alt for sent erkender, hvor svært det kan være for en europæisk kristen eller “vantro” kvinde at blive hørt af den mandlige muslimske part. På samme måde kan det være svært for en kvinde i en ledende stilling på socialkontoret, rådgivningscenteret eller i den lille private virksomhed at gennemføre en ordre, hvis hun ikke med lovgivningen i ryggen sætter sig i respekt. Til nogle kvinders forbløffelse sker der intet efter at de har anvist et arbejde, givet en ordre, en vejledning, etc.
Seksuelt samkvem med en “ikkemuslim” bedømmes ikke på samme måde som voldtægt eller utroskab med en muslimsk kvinde (som straffes).
Da islam som religion gennem den tiltagende udbredelse af sharialov i mange muslimske lande har skærpet kvindens uheldige stilling i forholdet om voldtægt, er organisationen “War against rape”(WAR) blevet dannet i Pakistan under ledelse af journalisten Beena Sarwar. Den ekstremt vanskelige situation i Pakistan med hensyn til voldtægt skyldes at general Zia ul-Haq 1979 i forbindelse med indførelse af islamisk Sharialov vedtog hodood lovgivningen. Den indebærer bl.a., at voldtægtsforbrydere kun kan straffes, hvis de tilstår, eller hvis kvinden mindst har fire mandlige vidner til voldtægten! Hvis kvinden ikke kan bevise voldtægten på denne måde, anklages kun efter muslimsk lovgivning og bliver ifølge Koranen anklaget for at have haft sex udenfor ægteskabet og bliver offentligt pisket.
Hodood loven, som blev gennemtvunget af det muslimske præsteskab, indeholder fem selvstændige love. Zina-forordningen er en af de love, der forbyder sex udenfor ægteskabet og gør utroskab til en forbrydelse mod staten. Mand og kvinde begår “zina”, hvis de ikke er gift før samleje. Ved anmeldelse af en voldtægt, bliver kvinden anklaget for Zina, når der ikke er det tilstrækkelige antal mandlige vidner. Straffen for Zina er fængsel, pisk eller stening. Dette i sig selv fastlåser kvinden i en permanent tilstand af frygt og undertrykkelse. WAR mener således at højst en tredjedel af alle voldtægter anmeldes i Pakistan. I Pakistan som i andre islamiske lande bliver kvinden betragtet som mandens ejendom, hendes mand er hendes patriark og hun er mindre værd, oplyser Beena Sarwar. Hun påpeger, at Zina ikke kun bruges til at undertrykke kvinden, men også anvendes til at straffe en ung, der har giftet sig mod familiens ønske. Islams æresbegreb er også grunden til, at en bror vil dræbe sin søster eller en mand sin hustru, hvis han føler hun har krænket familiens ære. Således kan en familie slippe af med en besværlig kvindelig slægtning, som gør oprør. Der er sket en stigning i antallet af æresdrab, i dag dræbes også i Europa ganske jævnlig kvinder, fordi de har "mistet ære" iflg. islam. Selv om Beena Sarwar henviser til æresbegrebet for disse drab, så er baggrunden lovgivningen i Koranen; kvinden har forbrudt sit liv, hun har ikke samme juridiske værdi i islam som manden. Ofte forsøger man at få voldtægtsofret til at fremstå som moralsk anløbent ved at antyde, at hun har udfordret manden og selv er skyld i voldtægten. I muslimske lande er dette forhold desto mere alvorligt i forhold til vestlige kvindelige turister, som muslimer anser som moralsk fordærvede og havende mindre værdi, end den muslimske kvinde.
Ligesom Zia ul-Haq gennem Sharialoven konsoliderede sin magt og brugte islam som begrundelse for at myrde sin forgænger Ali Bhutto, således underminerer lovgiverne og magthaverne kritikere i disse lande ved at kalde dem anti-islamiske. At få etiketten “anti-islamisk” kan betyde den visse død, da det er lig med fornærmelse af Koranen eller profeten. Sharialoven, som det fuldendte system, bliver på denne måde ikke blot et religiøst, men et politisk værktøj til undertrykkelse og total styring af befolkningen og udslettelse af ikke-islamiske elementer. Beena Sarwar siger herom: ”Islam er en meget følsom ting, og det religiøse element i loven gør det svært at kæmpe imod den. Modstanderne bliver anklaget for at være anti-islamiske....for de ortodokse er det et bekvemt redskab at kontrollere kvinder med”. Voldtægt i islam foregår gennemgående i hjemmet, i et område, hvor kvinden burde føle sig tryg. Ofte er det familie, venner og slægtninge, der står bag overgrebene. Voldtægt som et mønster indenfor hjemmets fire vægge brydes, når Islam omplantes til et ikke-islamisk samfund, så er det gennemgående ikkemuslim-ske kvinder, som er mest udsatte, da disse i værdi rangerer under de islamiske kvinder og “kvinden er hjemmets ære” i det muslimske hjem.
Den ikke-tildækkede kvinde er ifølge systemet selv skyld i, at hun forulempes, hvilket dermed rammer den vestlige frem for den muslimske kvinde. “Profet (Muhammad), sig til dine hustruer og dine døtre og til de troende kvinder, at de skal trække noget af deres ydre kåbe ned (over hovedet). Dette er det bedste, så de kan kendes (som ærbare hustruer), og så de ikke forulempes”(Sura 33.59)
Nawal El Saadawi skriver om forskellen mellem mand og kvinde for islamisk lovgivning: “Loven straffer en kvinde for utroskab meget hårdere end en mand. Hun kan i Ægypten få fængselsstraf på op til 2 år; men en mand straffes ikke for utroskab så længe det foregår udenfor det hjem, han bor i med sin hustru.... Normalt er det kvinden alene, der straffes, fordi en kvindes utroskab overfor ægtemanden er stemplet af loven, sædvanen og religiøse begreber som uundskyldelig forbrydelse. Mandens manglende loyalitet overfor konen ses der imidlertid meget lettere på, og både lov, sædvane og religion tillader det stiltiende.”(Evas skjulte ansigt”).

Flgende sider er relateret til denne artikel:
- Gruppevoldtægter i Pakistan (Tekster)
- Gruppevoldtægter i Sverige (Tekster)
- Massevoldtægt i Danmark (Tekster)
- Voldtægt / Materiale til videre studium (Tekster)
- Voldtægt grundlagt i profeten Muhammads sunna og liv (Tekster)
- Censur i islam (Ordforklaring)
- Voldtægt (Ordforklaring)
- Rapporter om gruppevoldtægt, voldtægt og seksualitet (Tekster)
- Kun (Tekster)