Medgift, Mahr
skrevet af Rolf Slot-Henriksen

Ægteskab og medgift

Loven om medgift kaldes også loven om Mahr/Sadaq. Mahr eller Sadaq er det arabiske ord for den medgift, som bruden ifølge Koranen og islamisk lov skal modtage. Denne brudepris er en kontraktligt forpligtigelse. Ifølge Koranen og islamisk lov er brudegaven eller prisen en grundbestanddel (rikn) af ægteskabet, uanset om kvinden er muslim eller vantro (kristen eller jøde).
Koranen Sura 5.v.6: ”Lovligt for jer i ægteskab er ikke blot kyske kvinder, som er troende, men kyske kvinder blandt folk af skriften, som blev åbenbaret før din tid, når I giver dem deres fastsatte brudesum og ønsker kyskhed og ikke utugt, ej heller hemmelige intriger”. Denne medgift kan bestå af penge, smykker, ejendom, kvæg, tæpper og møbler og salgbare effekter. Man kan betale hele beløbet ved ægteskabets indgåelse eller lade det forfalde til betaling ved skilsmisse eller forstødelse. Forstødelse er mandens ret, kun han har ret til at udstøde kvinden, ikke omvendt.
Kvinden kan forlange ægteskabet opløst, hvis manden ikke betaler Mahr. Men hvis kvinden accepterer at fuldbyrde ægteskabet, inden beløbet er betalt, er det ikke mere skilsmissegrund, hvis manden undlader at betale. Den opfattes da som forfalden, bortfalden gæld. Forstøder manden sin hustru efter indgåelse af ægteskab, men før fuldbyrdelse af ægteskabet, har hun ret til halvdelen af brudegaven: Koranen sura 2.v.237: “Dersom I skiller jer fra dem før ægteskabet er fuldbyrdet, men efter at brudegaven er fastsat, giv dem da halv-delen af deres brudegave, medmindre de selv eller den, i hvis hænder ægteskabsformidlingen ligger, indvilliger i at eftergive den, men det er mere sømmeligt, at denne skulle eftergive den. Glem ikke at vise gavmildhed mod hinanden. Allah våger over alle jeres handlinger”.
Et ægteskab uden brudegave er i Koranen kun nævnt ét sted og betragtes derfor ikke som ugyldigt, men som uønskværdigt (makruh). Forstøder manden sin hustru efter fuldbyrdelse af ægteskabet, har kvinden ret til at beholde sin brudegave. Opstår der strid, tillægges der mandens ord mere vægt end kvindens, hvis ægteskabet er fuld-byrdet. Ingen af de fire muslimske retsskoler fastsætter en øvre grænse for beløbets størrelse.
Kvinden kan efter indgåelse af ægteskabet give sit brudegave til manden. Omgivelserne priser den kvinde, som forærer sin mahr til manden, hun er da en god opofrende hustru. Kvinden undlader ofte at kræve sin mahr tilbage ved skilsmisse. Hun kommer ellers i vanry og har svært ved at blive gift igen.
Den forstødte eller fraskilte muslimske kvinde anses for at være luder og behandles som sådan af det muslimske samfund omkring hende. Hun er i oprør mod Allahs system. Familiens mænd vil opsøge hende for at få sex under foregivende af, at de vil hjælpe hende. Denne hjælp er ofte meget nødvendig, da hun ikke kan komme ind i samfundet igen, ej heller kan få en ægtefælle. Hun griber efter hjælpen, men skuffes.
Mere radikalt tolkes det i lande, hvor der er sket et islamisk systemskifte de senere år. En menneskeretsrapport udarbejdet af det britiske parlament dokumenterede i 1995 en lang række henrettelser af kvinder, som blev stenet bl.a. i Iran: Disse kvinder blev stenet, efter de som eneste forbrydelse havde forladt deres mænd. Den religiøse domstol dømte dem for “korruption og utroskab”, den islamiske rets ord for prostitution (den, som forlader sin mand er luder). Rapporten dokumenterer, at alle dødsdømte kvinder voldtages inden de henrettes. Den islamiske ret skal være sikker på, at kvinden ikke henrettes som jomfru. Mændene i henrettelses-pelotonen trækker derfor “lod om, hvem der natten inden dommen får lov til at gøre den dødsdømte kvinde til sin brud. Efter henrettelsen udfærdiger den religiøse dommer et bryllupscertifikat, som bliver sendt til ofrets familie sammen med en æske sødt slik”(JP 2.2.1995). Den britiske politikerrapport er den hidtil mest omfattende dokumentation for religiøs domspraksis i Iran. Det må dog siges, at koranskolestyret i Afghanistan og den islamiske stat i Sudan på mange punkter er mere radikal end Iran også i forhold til kvinden. I Iran har kvinderne rettigheder, som kvinder i Kuwait og Saudi-Arabien helt savner, selvom Hizbollahs holdning til kvinden i Iran er klar. “Profeten selv har advaret de troende mod den skade, som kvinder kan forårsage mod Islam: Havde det ikke været for kvinden, kunne Allah have været tilbedt på den måde, han ønsker” (I Shojaeddin Shafa “Towzih al-Masayel”, “Problemernes forklaring”, Paris 1983, s.581).
Tunesien har sammen med Tyrkiet den muslimske verdens frieste forfatning vedr. forholdet til kvinden, idet der i Tunesien officielt er ligeberettigelse mellem mand og kvinde (dog ikke i praksis).