forbrydeler mod kvinder som følge af sharia
skrevet af Robert Fisk

Det er en tragedie, en rædsel, en forbrydelse mod menneskeheden. Detaljerne om mordene – kvinder, der er blevet halshugget, brændt ihjel, stenet, dolket, dræbt med elektrisk stød, stranguleret og begravet levende for at redde familiens ”ære” – er ligeså barbariske som de er skammelige. Mange kvindegrupper i Mellemøsten og Sydvest Asien tror, at antallet af ofre er mindst fem gange så stort som anslået i FN’s seneste optælling på omkring 5000 om året. De fleste af ofrene er unge, mange er teenagere, slagtet ifølge en afskyelig tradition, der er hundreder af år gammel, men som nu spænder over den halve verden.

 

En 10 måneder lang undersøgelse foretaget af The Independent i Jordan, Pakistan og Ægypten, Gaza og Vestbredden har blotlagt forfærdende detaljer omkring de grusomste mord. Mænd dræbes også for ”ærens” skyld, og, til trods for at journalister som regel betragter det som en muslimsk praksis, har kristne og hindu samfund også nedværdiget sig til samme praksis. Ja, familiens ”ære” (eller ird) rækker længere end religion og menneskelig barmhjertighed. Men frivillige kvindegrupper, menneskerets organisationer, Amnesty International og nyhedsarkiver antyder, at slagtningen af uskyldige mennesker der har ”vanæret” deres familier, stiger år for år.

 

 

Irakiske kurder, palæstinensere i Jordan, Pakistan og Tyrkiet synes at være de værste, men de frie medier i disse lande overkompenserer måske for den hemmelighedsfuldhed der omgiver ”æres”-drab i Ægypten – som i strid med sandheden hævder, at der ikke er nogen – og andre Mellemøst lande, i Golfen og Levanten. Men æresforbrydelser har for længst spredt sig til England, Belgien, Rusland og Canada og mange andre lande. Sikkerhedsmyndigheder og domstole over det meste af Mellemøsten er ofte medskyldige ved at reducerede fængselsdomme eller afkortning af afsoning for myrdede kvinders familiemedlemmer, og klassificerer dem ofte som selvmord for at undgå retsforfølgelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er svært at forblive følelsesmæssigt upåvirket overfor det omfattende og detaljerede katalog over disse forbrydelser. Hvordan skal man ragere overfor en mand – dette er sket både i Jordan og Ægypten- som har voldtaget sin egen datter, for derefter, når hun bliver gravid, myrder hende for at redde sin families ”ære”? Eller den 16-årige tyrkiske pige Medine Mehmi, hvis far og bedstefar begravede hende under et hønsehus i Adiyaman provinsen i februar for at ”være venner med drenge”? Hendes lig blev fundet 40 dage senere, i siddende stilling med hænderne bundet.

 

Eller Aisha Ibrahim Duhulow på 13, der, i Somalia i 2008, foran et tusind mennesker, blev trukket hen til et hul i jorden, begravet op til halsen og stenet for hor af 50 mænd?  Ti minutter senere blev hun gravet fri, og da hun stadig var i live, blev sat i hullet igen så steningen kunne fortsætte. Hendes forbrydelse? Hun var blevet voldtaget af tre mænd, og, skæbnesvangert nok, havde hendes familie besluttet at underrette til Al-Shabab militsen, som styrer Kismayo. Eller tag Al-Shababs islamiske ”dommer” i den samme region, som i 2009 kundgjorde dødssteningen af en kvinde – den anden det år – for at have haft en affære? Hendes kæreste kunne nøjes med 100 piskeslag.

 

Eller den unge kvinde som blev fundet i en afvandingsgrøft nær Dharki i Pakistan, ”æres”- dræbt af sin familie mens hun var ved at føde sit andet barn, hendes næse, ører og næse og læber hakket af før hun blev dræbt med en økse. Hendes første barn lå død blandt hendes klæder, hendes nyfødtes overkrop var stadig i hendes livmoder, dets hoved var ved at komme ud af ud af hendes krop? Hun var gået i forrådnelse; det lokale politi blev bedt om at begrave hende. Kvinder bar de tre til graven, men en muslimsk præst nægtede at fremsige bønner for hende, fordi det var ”irreligiøst” at deltage i namaz-e-janaza bønnen for en ”forbandet kvinde og hendes uægte børn”.

 

Så forfærdende er detaljerne i disse ”æres”-drab, og så mange er de kvinder, som er blevet slagtet, at enhver af disse historier kunne vende rædsel til banalitet. Men for at undgå at disse gerninger - og ofrenes navne - når vi kan finde dem – bliver glemt, fremlægges her blot et udpluk af kvinderne fra

det sidste årti, udvalgt tilfældigt, land efter land, forbrydelse efter forbrydelse.

 

Sidste marts skød og dræbte Munawar Gul sin 20-årige søster i den nordvestlige grænseprovins i Pakistan, sammen med en mand, Aslam Khan, som han mistænkte for at have et ”umoralsk forhold” til hende.  

 

I august 2008 blev fem kvinder levende begravet for ”æres-forbrydelser” i Baluchistan af bevæbnede klanmedlemmer, tre af dem – Hameeda, Raheema og Fauzia – var teenagere, som, efter de var blevet tævet og skudt, blev kastet levende i en grøft, hvor de blev dækket af sten og jord. Da to ældre kvinder på 45 og 38 år protesterede, led de samme skæbne. De tre yngre kvinder havde forsøgt at vælge deres egne ægtemænd. I Pakistans parlament betegnede medlemmet Isarullah Zehri mordene som en del af en ”århundreder gammel tradition”, som han ”fortsat ville forsvare”.

 

 

I december 2003 blev en 23-årig kvinde i Multan, kun identificeret som Afsheen, myrdet af sin far, fordi hun, efter et ulykkeligt arrangeret ægteskab, stak af med en mand ved navn Hassan fra en rivaliserende fjendtlig klan. Hendes familie var højt uddannet – den talte tjenestemænd, ingeniører og sagførere. ”Jeg gav hende sovepiller i en kop te and strangulerede hende med en dapatta (et langt tørklæde, en del af kvindens traditionelle påklædning), tilstod hendes far. Han sagde til politiet: ”Ære er det eneste en mand har. Jeg kan stadig høre hendes skrig, hun var min yndlingsdatter. Jeg vil ødelægge mine hænder og tage mit eget liv.” Familien havde fundet Afsheen med Hassan i Rawalpindi og havde lovet, at de ikke ville gøre hende fortræd, hvis hun kom hjem. De løj.

 

Zakir Hussain Shah skar halsen over på sin datter Sabiha, 18 år, i Bara Kau i juni 2002, fordi hun havde ”vanæret” sin familie. Men ifølge Pakistans berygtede qisas lov har arvinger ret til at benåde en morder. I dette tilfælde ”benådede” Shaihas mor og bror faderen, og han blev løsladt. Da en mand dræbte sine fire søstre i Mardan samme år, fordi de ville have en del af hans arv, blev han ”benådet” af sin mor efter den samme lov. På samme tid i Sarghoda åbnede en mand ild mod kvindelige medlemmer af sin familie og dræbte to af sine døtre. Endnu engang – blev morderen ”benådet” af sin kone og adskillige andre døtre, der var blevet såret af ham, fordi de var hans arvinger.

 

Skandaløst nok bliver voldtægt også brugt som straf for ”æres”- krænkelser. I landsbyen Meerwala i Punjab i 2002, påstod en klan ”jury” at en 11-årig dreng fra Gujar klanen, Abdul Shakoor, havde spadseret uledsaget med en 30-årig kvinde fra Mastoi klanen, hvilket havde ”vanæret” mastoierne.   

Klanens ældste besluttede, at for at æren kunne ”genoprettes” skulle drengens 18-årige søster, Mukhtaran Bibi gruppevoldtages. Hendes far blev advaret om, at alle de kvindelige medlemmer af hans familie ville blive voldtaget, hvis han ikke bragte Mukhtar til dem. Pligtskyldigt bragte han sin datter til den vanhellige ”jury”. Fire mænd, heriblandt et medlem af ”juryen” slæbte omgående pigen til en hytte og voldtog hende mens op imod hundrede mænd grinede og jublede udenfor. Så blev hun tvunget til at gå nøgen gennem landsbyen til sit hjem. Det varede en uge før politiet overhovedet registrerede forbrydelsen – som en ”klagesag”.

 

Syreangreb spiller også en rolle som straf for ”æres”-forbrydelser. The Independent bragte selv vid dækning i 2001 da en mand ved navn Bilal Khar hældte syre over sin kone Fakhra Yunus ansigt efter hun havde forladt ham og var vendt tilbage til sin mors hjem i byens luderkvarter. Syren sammensvejste hendes læber, brændte hendes hår af, smeltede hendes bryster og et øre, og fik hendes ansigt til at ”ligne smeltet gummi”. Samme år blev en 20-årig kvinde ved navn Hafiza skudt udenfor en retsbygning i Quetta af sin bror Asadullah, for næsen af et dusin politifolk, fordi hun havde nægtet at følge en tradition, der påbød hende at gifte sig med sin afdøde mands ældre bror. Hun havde derpå giftet sig med en anden mand, Fayyaz Moon, men politiet arresterede pigen og bragte hende tilbage til familien i Quetta under foregivende af, at parret kunne stadfæste ægteskabet der. Men hun blev tvunget til at påstå at Fayaz havde voldtaget og bortført hende. Det var da hun var på vej til retsbygningen for at tilkendegive, at hendes udtalelse var afgivet under pres – og at hun stadig betragtede Fayaz som sin mand – at Asadullah myrdede hende. Han overrakte sin pistol til en politibetjent, der havde overværet skydningen.

 

 

En af de mest forfærdelige mord i 1999 var på den udviklingshæmmede 16-årige Lal Jamilla Mandokhel, der blev voldtaget af en underordnet tjenestemand i Parachinar i den nordvestlige grænseregion i Pakistan. Hendes onkel anmeldte sagen til politiet, men udleverede Lal til sin klan, hvis ældste besluttede, at hun skulle dræbes for at bevare klanens ”ære”. Hun blev skudt foran dem. Arbab Khatoon blev voldtaget af tre mænd i Jacobabad distriktet. Hun anmeldte det til politiet. Syv timer senere blev hun myrdet af familiemedlemmer der hævede, at hun havde ”vanæret” dem ved at anmelde forbrydelsen.

 

 

 

 

For over ti år siden registrerede Pakistans Menneskerettigheds Kommission tusind ”æres”-drab årligt.  Men hvis Pakistan har den værste rekord i ”æres”-drab – og her må vi huske på, at mange lande usandt påstår, at de ingen har – så kommer Tyrkiet sikkert ind på andenpladsen. Ifølge politiets tal mellem 2000 og 2006, blev 80 kvinder – 20 % af dem var mellem 19 og 25 år – dræbt for ”ærens” skyld eller i blodfejder. Andre tyrkiske statistikker, sammensat for mere end fem år siden af kvindegrupper, anslår at mindst 200 piger og kvinder myrdes hvert år for ”ærens” skyld. Disse tal betragtes nu som helt utilstrækkelige. Mange fandt sted i landets kurdiske områder; en opinionsundersøgelse blandt borgerne i Diyabakir fandt at 37 %  syntes det var i orden at dræbe en kvinde der havde en affære udenfor ægteskab. Medine Mehmi, pigen som blev levende begravet, boede i den kurdiske by Kahta.

 

 

I 2006 prøvede kvinder at begå selvmord med få ugers mellemrum efter ordrer fra deres familie. Andre blev stenet ihjel, skudt, levende begravet eller kvalt. En 17-årig pige ved navn Derya som blev forelsket i en dreng fra sin skole fik en SMS fra sin onkel på sin mobil. Der stod. ”Du har sværtet vores navn. Dræb dig selv og rens vores skam bort, eller vi dræber dig først.” Deryas tante var blevet dræbt af hendes bedstefar af lignende grund. Hendes brødre sendte hende også SMSer, nogle gange op til 15 om dagen. Derya prøvede at udføre sin families vilje. Hun sprang i Tigris floden, prøvede at hænge sig selv og skære pulsårerne over – alt sammen forgæves. Så stak hun af til et krisecenter.

 

Det varede 13 år før Murat Kara, 40, i 2007 indrømmede at han havde skudt sin lillesøster i hovedet 7 gange efter hans mor (en enke) og onkler havde sagt, at han skulle dræbe hende, fordi hun var stukket af med sin kæreste. Før han myrdede sin søster i den kurdiske by Dyabakir, havde naboer nægtet at tale til Murat Kara og imamen sagde, at han ikke adlød Guds ord, hvis han ikke dræbte sin søster. Så han blev morder. Æren genoprettet.

 

I sin bog In the Grip of Tribal Coustoms  skrev den tyrkiske journalist Mehmet Farac om fem "æres”-drab på piger i slut-1990erne i Sanlurfa provinsen. To af dem – den ene kun 12 – fik halsen skåret over på offentlige pladser, to blev kørt over af traktorer, den femte blev skudt af sin lillebror. Den ene der fik halsen skåret over hed Sevda Gok. Hendes brødre holdt hendes arme mens hendes teenager-fætter skar halsen over på hende.

 

 

Men ”æres”-drab på kvinder er ikke kun en kurdisk forbrydelse, selv om de bliver begået i landets udkantsområder. I 2001 stak Sait Kina sin13-årige datter ihjel fordi hun havde snakket med drenge på gaden. Han overfaldt hende i badeværelset med en økse og en køkkenkniv. Da politiet fandt hendes lig, opdagede de at pigens hoved var så smadret at familien havde bundet sammen med et tørklæde. Sait Kina sagde til politiet: ”Jeg har gjort min pligt.”

 

Samme år nedsatte en domstol i Istanbul straffen for tre brødre fra livsvarigt fængsel til mellem fire og 12 års fængsel for at have smidt deres søster i døden fra en bro efter de havde beskyldt hende for at være prostitueret. Domstolen fandt at hendes handlemåde havde ”fremprovokeret” mordet. I århundreder blev jomfru-tests før en kvindes ægteskab anset for normal praksis i landdistrikterne. I 1998, da fem unge kvinder forsøgte at begå selvmord før denne test, forsvarede den tyrkiske familieminister tvungne lægeundersøgelser for piger anbragt hos plejeforældre.

 

 

Den britiske kurdisk-irakiske aktivist Aso Kamal fra Doaa Netværket mod Vold mener, at mellem 1991 og 2007 blev 12.500 ”æres”- myrdet alene i Iraks tre kurdiske provinser – 350 af dem i de første tre måneder af 2007, kun i fem tilfælde blev der tale om domfældelse. Mange kvinder bliver af deres familier beordret til at begå selvmord ved at brænde sig selv med madolie. I et hospital i Sulimaniya behandlede læger i 2007 mange kvinder for livstruende forbrændinger, som aldrig kunne have været forvoldt af madlavnings ”uheld”, som kvinderne hævdede. En patient, Sirwa Hassan, var ved at dø af forbrændinger på 86 procent af kroppen. Hun var en kurdisk mor til tre fra en landsby nær den iranske grænse.  I 2008 fortalte en læge i Sulimaniya AFP News, at alene i maj måned  var 14 unge kvinder blevet myrdet for ”æres”-krænkelser på 10 dage. I år 2000 fastslog de kurdiske myndigheder i Sulimaniya at ”drab på eller mishandling af kvinder under foregivende af at bortrense ’skam’ ikke skal anse for at være en ”formildnende omstændighed.”  Domstolene kunne ikke, sagde de, anvende en gammel lov fra 1969 ”til at mildne straffen for forbryderen”. Den nye lov gjorde naturligvis ingen forskel.

 

Men igen, i Irak er det ikke kun kurder som tror på ”æres”-drab. I Tikrit sendte en ung kvinde i det lokale fængsel et brev til sin bror i 2008, hvori hun fortalte, at hun var blevet gravid efter hun var blevet voldtaget af en fængselsbetjent. Broderen fik tilladelse til at besøge fængslet, han gik ind i cellen hvor hans nu synligt gravide søster sad og dræbte hende med skud for at skåne sin familie for ”vanære”. I lighuset i Bagdad tog man DNS prøver fra kvindens foster og fra betjentene fra fængslet i Tikrit. Voldtægtsmanden var en overordnet politimand. Grunden til kvindens fængsling var uklar, En rapport sagde, at politimandens familie havde ”betalt” kvindens slægtninge for at undgå straf.

 

I 2008 i Basra meddelte politiet at 15 kvinder om måneden blev myrdet for at bryde ”islamisk dress code”. En 17-årig pige blevet tævet ihjel af sin far, fordi hun var blevet betaget af en britisk soldat. En anden, Shawbo Ali Rauf, 19; blev taget med på picnic i Dokan af sin familie og skudt syv gange, fordi man havde fundet et ubekendt nummer på hendes mobil.

 

I Nineveh blev 17-årige Du’a Khalil Aswad stenet ihjel af en pøbel på 2000 mænd, fordi hun var blevet forelsket i en mand udenfor sin egen klan.

 

I Jordan siger kvindebevægelser, at den kristne minoritet i dette land på lidt over fem millioner mennesker er involveret i forholdsvis flere ”æres”-drab end muslimer – ofte fordi kristne kvinder ønsker at gifte sig med muslimske mænd. Men det kristne samfund ønsker ikke at diskutere sine forbrydelser, og flertallet af kendte mordsager bliver begået af muslimer. Deres historier er kun alt for kvalmende og kedsommeligt bekendte. Her finder vi Sirhan i 1999, hvor han praler af hvor effektivt han dræbte sin unge søster Suzanne. Tre dage efter den 16-årige havde fortalt politiet, at hun var blevet voldtaget, skød Sirhan hende i hovedet fire gange. ”Hun lavede en fejl, selvom det var imod hendes vilje”, sagde han. ”Og det er alligevel bedre at en person dør end at hele familien skal dø af skam.”  Siden da er et dybt frustrerende optog af ”æres”-forbrydelser blevet afsløret for den Jordanske offentlighed, fordømt af den kongelige familie og langsomt imødegået af domstolene med endnu hårdere straffe.

 

Alligevel finder vi i 2001 en 22-årig jordansk mand, der kværker sin 17-årige gifte søster – det tolvte af den slags mord på syv måneder – fordi han mistænkte hende for at have en affære. Hendes mand boede i Saudi Arabien. I 2002 kvalte Soaud Mahmoud sin egen søster af samme grund. Hun var blevet tvunget til at gifte sig med sin elsker – men da familien fandt ud af, at hun var gravid før brylluppet besluttede de at henrette hende.

 

I 2005 dolkede tre jordanere deres 22-årige gifte søster ihjel fordi hun havde taget en elsker. Efter de havde set manden gå ind i hendes hjem, stormede de huset og dræbte hende. De gjorde ikke elskeren fortræd.

 

 

I 2008 behandlede Jordans domstole stadig ”æres”-forbrydelser mildt. I marts dømte Jordans kriminalret to mænd for at have dræbt nære kvindelige slægtninge ”i et raserianfald” til blot seks måneders og tre måneders fængsel. I det første tilfælde havde en ægtemand fundet en mand i sit hjem med sin kone og fik mistanke om at hun havde en affære. I det andet tilfælde skød og dræbte en mand sin 29-årige gifte søster for at have forladt hjemmet uden sin mands tilladelse og for ”at snakke med andre mænd på sin mobil”. I 2009 tilstod en jordansk mand at han havde dolket sin gravide ihjel fordi hun var flyttet tilbage til sin familie efter et skænderi med sin mand; broderen mente at hun ”så andre mænd”.

 

Og sådan fortsætter det. Tre mænd i Amman dolker deres 40-årige fraskilte søster 15 gange sidste år for at have fået en elsker; en jordansk mand sigtes for at dolke sin 22-årige datter ihjel med et sværd, fordi hun var blevet gravid udenfor ægteskab. Mange af de jordanske familier var oprindelig palæstinensere. For ni måneder siden dolkede en palæstinenser sin søster ihjel på grund af hendes ”dårlige opførsel”. Men i sidste måned idømte domstolen i Amman ham 10 års fængsel idet man afslog hans påstand om ”æresdrab” – men det var kun fordi ingen kunne bevidne hans påstand om at hun havde begået hor.

 

 

I selve Palæstina, har Human Rights Watch længe beskyldt det palæstinensiske politi og retssystem for deres totale mangel på beskyttelse af kvinder i Gaza og på Vestbredden mod ”æres”-drab. Tag som eksempel den 17-årige som blev kvalt af sin ældre broder i 2005, fordi hun var blevet gjort gravid – af sin egen far.

 

 

Han var til stede under mordet. Hun havde tidligere anmeldt sin far til politiet. De hverken anholdt eller forhørte ham. Samme år skød og dræbte Hamas folk den 20-årige Yusra Azzami for ”umoralsk opførsel” da hun havde brugt en dag i det fri med sin forlovede. Azzami var Hamas medlem, hendes kommende mand medlem af Fatah. Hamas prøvede at undskylde og udnævnte den døde kvinde til ”martyr” – hvilket gjorde hendes familie rasende. Men sidste år, længe efter Hamas havde vundet valget og havde overtaget magten i Gaza Striben, blev en mand i Gaza tilbageholdt for at have tævet sin datter ihjel med en jernkæde fordi han havde opdaget at hun ejede en mobil som han frygtede hun brugte til at tale med en mand udenfor familien på. Han blev senere frigivet.

 

Selv i det frisindede Libanon er der af og til ”æres”-drab, det mest berygtede er mordet på en 31-årig kvinde ved navn Mona Kaham hvis far trængte ind i hendes soveværelse og skar halsen over på hende efter han havde erfaret at hende var blevet besvangret af hendes fætter. Han gik til politistationen i Roueisis i Beiruts sydlige forstæder med kniven stadig i sin hånd. ”Min samvittighed er ren”, sagde han til politiet ”I har dræbt for at rense min ære.”  Det er ikke underligt at en meningsmåling viste at 90.7 procent var imod ”æres” forbrydelser. Af de få der gik ind for dem var der adskillige, der mente at de forhindrede religiøse blandingsægteskaber.

 

 

Syrien afspejler Libanons mønster. Mens borgerrettighedsgrupper forlanger strengere love mod kvindemordere, har regeringen kun hævet strafferammen for mænd, der dræber kvindelige slægtninge på grund af sex udenfor ægteskab til to års fængsel. Blandt de nyeste sager var tilfældet Lubina, en 17-årig der boede i Homs, som blev myrdet af sin familie, fordi hun var flygtet til sin søsters hus efter at have nægtet at gifte sig med en mand de havde valgt til hende. De troede også – uden grund – at hun ikke længere var jomfru.

 

Klan fejder fremprovokerer ofte ”æres”-drab i Iran og Afghanistan. I Iran, for eksempel, hævdede en embedsmand i den etnisk arabiske provins Khuzestan, at 45 unge kvinder under 20 var blevet myrdet i ”æres”-drab på bare 2 måneder, ingen af tilfældene førte til domfældelse. Alle pigerne var blevet slagtet fordi de nægtede at indgå et arrangeret ægteskab, for ikke at have fulgt den islamiske dress code, eller fordi var mistænkt for at have forbindelser med mænd udenfor familien.

 

Gennem det mørke slør over Afghanistans landsby straffe skimter vi kun lejlighedsvis teenager-henrettelsernes rædsel. Da Siddiqa, som kun var 19 og hendes 25-årige forlovede Khayyam blev bragt for en Taliban godkendt religiøs domstol i Kunduz provinsen i denne måned var deres sidste ord: Vi elsker hinanden, lige meget hvad der sker!” I en basar i Mulla Quli blev først Siddiqa og derefter Khayyam stenet ihjel af en menneskehob der inkluderede medlemmer af begge familier.

 

En uge tidligere fik en kvinde identificeret som Bibi Sanubar, en gravid enke, et hundrede piskeslag og derefter skudt i hovedet af en taliban leder. I april sidste år, skød taliban ved en henrettelsespeloton i Nimruz en mand og en pige for at løbe bort sammen, da den unge kvinde allerede var forlovet med en anden. Historien vil måske aldrig afdække hvor mange hundreder af kvinder – og mænd – har mødt en lignede skæbne i hænderne på dybt traditionelle landsbyfamilier eller taliban.

 

Men ”æres”- forbrydelser har besmittet den halve jord og omfatter syreangreb på kvinder i Bangladesh for at afvise ægteskab. En af de mest forfærdende hindu ”æres”-drab i Indien i år blev et forlovet par, Yogesh Kumar og Asha Saini myrdet af den vordende 19-årige bruds familie, fordi hendes forlovede tilhørte en lavere kaste. De blev bundet og tilsyneladende dræbt af elektriske stød.

 

En lignende skæbne ventede den 18-årige Vishal Sharma, en hindu brahmin, der ønskede at gifte sig med Sonu Singh, en 17-årig jat – en ” laverestående” kaste, der som regel er muslim. Parret blev hængt og deres lig brændt i Uttar Pradesh. Tre år tidligere havde en domstol i New Delhi dødsdømt fem mænd for at have dræbt et andet par fra den samme sub-kaste, hvilket i det lokale ”kaste-råds” øjne gjorde dem til broder og søster.

 

 

I Tjetjenien har den af Rusland udpegede præsident, Ramzan Kadyrov, opmuntret mænd til at begå ”æres”-drab. Da syv kvinder blev fundet i Grozny, skudt i hovedet og brystet. Proklamerede Kadyrov – uden beviser, men med åbenbar anerkendelse – at de var blevet dræbt fordi de levede ”et umoralsk liv”. Hans kommentar til en rapport om at en tjentjenisk pige havde meldt sin far til politiet for seksuelt misbrug, var at en mand skulle kunne myrde sin datter. ”…hvis han ikke dræber hende, hvad er han så for en slags mand? Han bringer skam over sig selv!”

 

 

Og nu til ”Vesten”, som ynder at kalde det, hvor indvandrerfamilier nogle gange i baggagen har medbragt deres hjemlige landsbyers grusomme traditioner: i St. Ptersborg blev en mand fra Aserbajdsjan anklaget for at have hyret lejemordere til at dræbe hans datter fordi hun havde ”hånet den nationale tradition” ved at gå med miniskørt; nær den belgiske by Charleroi blev Sadia Sheikh skudt af sin bror fordi hun nægtede at gifte sin med den pakistanske mand hendes familie havde valgt; i Torontos  forstæder skærer Kamikar Kaur Dhillon halsen over på sin punjabi svigerdatter, Amandeep, fordi hun vil ud af sit arrangerede ægteskab, måske for en anden mands skyld. Han fortalte det canadiske politi, at hendes skilsmisse ville ”bringe skam over familiens navn”.

 

Og måske bør vi slutte dette katalog over forbrydelser i Storbritannien, hvor vi i de senere år er vågnet op til ”æres”-forbrydelsernes virkelighed: Surjit Athwal, en punjabi sikh myrdet efter ordre fra hendes svigermor i London, fordi hun prøvede at flygte fra et voldeligt ægteskab; 15-årige Tulay Goran en tyrkisk kurder fra det nordlige London, torteret og myrdet af sin shia muslimske far fordi ønskede at gifte sig med en sunni muslimsk mand; Heshu Yones, 16, stukket ihjel af sin far i 2005, fordi hun gik ud med en kristen dreng,  Caneze Riaz levende af sin far i Accrington sammen med deres fire børn – den yngste 10 år gammel – på grund af deres ”vesterlandske livsstil. Mohammed Riazvar en muslimsk pakistaner fra den nordvestlige grænseprovins. Han døde selv af sine forbrændinger to dage senere.

 

 

Scotland Yard indrømmede for længe siden at de måtte efterforske over et hundrede dødsfald, nogle mere end ti år gamle, som nu synes at være ”æres”-drab.

 

Dette er blot et par af mordene, et par navne. Et lille udvalg af rædselshistorierne fra hele verden der beviser den tiltagende spredning af det, som må betegnes som en masseforbrydelse, en tradition af familie-barbari som ikke modsiges af nogen barmhjertig indgriben, statslig lovgivning og sjældent af nogen form for anger.

 

Surjit Athwal

 

Myrdet 1998 af sin svigerfamilie under en rejse til Punjab, fordi hun vovede at søge skilsmisse fra et ulykkeligt ægteskab.

 

Du’a Khalil Aswad

 

17 år, blev stenet ihjel i Nineveh, Irak, af en pøbel på 2000 mænd, fordi hun havde forelsket sig i en mand udenfor sin klan.

 

Rand Abdel-Qader

 

Denne 17-årige iraker blev dolket ihjel af sin far for to år siden da hun var blevet forelsket i en britisk soldat i Basra.

 

Fakhra Khar

 

 I 2001, i Karachi, smed hendes mand syre i ansigtet på hende, efter hun havde forladt ham og var vendt tilbage til sin moders hjem i byens luder-kvarter.

 

Mukhtaran Bibi

 

Denne 18-årige blev gruppevoldtaget af fire mænd i et skur i Punjab i 2002 mens omkring 100 mænd grinede og jublede udenfor.

 

Heshu Yones

 

Denne 16-årige blev dolket ihjel af sin muslimske far Abdullah i det vestlige London i 2002, fordi han ikke kunne lide hendes kristne kæreste.

 

Tasleem Solangi

 

Denne pakistanske landsbypige på 17 blev uden grund beskyldt for umoralsk adfærd og fik pudset hunde på sig inden hun blev skudt af sin svigerfamilie.

 

Shawbo Ali Rauf

 

Var 19 da hun af sin familie blev taget med på en picnic i Dokan, Irak, og skudt syv gange efter de havde fundet et ukendt nummer på hendes mobil.

 

Tulay Goren

 

Denne 15-årige kurdiske pige blev dræbt i det nordlige London af sin far fordi familien modsatte sig hendes valg af ægtemand.

 

 

Banaz Mahmod Babakir Agha

 

Denne 20-åriges far og onkel myrdede hende i 2007 efter hun var blevet forelsket i en mand familien ikke ønskede at hun skulle gifte sig med.

 

 

Ayesha Baloch

 

Da hun blev beskyldt for at have haft sex med en anden mand før hun var blevet gift, skar hendes mand hendes læbe og næse op med en kniv i 2006, i Pakistan.

 

 

 

 




Anbefal siden til en ven...
Webdesign by Style-IT

© www.islaminfo.dk