MENNESKERETTIGHEDER I ISLAM
skrevet af CHRIS HINRICHSEN

8. Allahs system og menneskerettighederne

     8.1 Menneskerettigheder

 

Den amerikanske grundlovs fædre formulerede ordene. "Vi anser det for indlysende at alle mennesker er skabt lige..." Men disse ord er ikke indlysende for alle religioner eller folk, heller ikke for islam, men er en blanding af ideer fra den franske revolution og især Bibelens ord, at "der er ingen forskel om vi er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde", etc.(Gal.3.28), (Rom 1o12)(Rom 3.22). Hvad vor kultur anser for indlysende, kan være lige så uacceptabelt for en anden religion eller kultur.

  Ved den internationale konference for menneskerettighedsspørgsmål i 1968 formulerede den islamiske retslærde Sjiít Sultanhussein Tabandeh følgende retsnorm, hvor han var ordfører for og forfægter for flere af de tilstedeværende muslimske staters standpunkt om menneskerettigheder:

Sultanhussein Tabandeh har undersøgt i hvor vid omfang de Forenede Nationers Deklaration om Menneskerettigheder, som anses for bindende for alle FN-medlemmer,  kan accepteres og anvendes som bindende normer i et muslimsk samfund. Menneskerettighedsdeklarationens 1. artikel, at alle mennesker er født frie og er lige og derfor har samme rettigheder, er allerede den første anstødssten. Tabandeh bekræfter på landenes vegne, at der på den ene side ikke findes skranker eller forskelle mellem racer eller samfund, men konstaterer alligevel en uovervindelig forskel:

“Menneskeheden består af mennesker, som tror (dvs. muslimerne) og mennesker, som ikke tror. Sådanne, som glemmer deres Skaber og kun forlader sig på deres egen forstand og på deres hænders værk, sætter sig selv på samme udviklingsstade som dyr. De tilsøler menneskeheden. De må imidlertid kun dræbes i krige. Udenfor krige har de troende derfor bestræbt sig på at overbevise de gudløse om den rette tro. Mennesker, som ikke tror på den eneste ene og usynlige Gud, må betragtes som udstødte. De hører ikke til i menneskehedens kreds. Deres eksistens må erkendes som skadelig for menneskene. I overensstemmelse med dette standpunkt må alle de, som er overbevist om en anden tro, om end kun dens mest elementære bestanddele - til dem hører jøder og nazarenere (kristne) - anses for stående noget over de gudløse. Deres tro har dog ikke nået Islams høje stade. De følger andre love end Koranens forskrifter - de er blevet stående på et lavere stade; de kan derfor ikke stilles side om side med muslimerne som ligeberettigede”. Derfor mener Sultanhussein Tabendeh at islam ikke uden videre kan tilslutte sig menneskerettighederne på samme måde, som de er formuleret i FN regi. Tværtimod må islam altid tage konsekvensen af den rette islamiske lære: “Islam henviser ikke-muslimer til et lavere eksistensstade. Hvis nu en muslim dræber en sådan ikke-muslim, så må han ikke idømmes dødsstraf, for hans udviklingsstade er højere end den dræbtes”(G. Konzelmann: Den islamiske udfordring, Gad 81, s.35 ff.).

    I krig (her må forstås Hellig Krig) mellem muslimer og ikke muslimer, skal enhver hensyntagen til modstanderens værdighed være ophævet. “Når en mand, som ikke tilhører Islam, bliver taget til fange , så skal han dræbes. For denne skæbne kan kun overgang til Islam bevare ham”(Konzelman s.35 f.)

    Menneskerets-Deklarationens artikel 17, som skal garantere  fri religionsudøvelse, er et punkt, som muslimer i Europa meget pointerer overfor kristne og de verdslige stater. Man kræver endog på mange punkter særrettigheder for muslimer frem for andre trossamfund med hensyn til uren mad, slagteregler, baderegler, etc. Kravet overfor vestlige stater er, at religionsfrihed for islam kun findes, hvis det er muligt for en muslim at leve efter islamiske love. På hjemmebane gælder under alle omstændigheder islamisk ret. Sultanhussein Tabendeh udtaler som menneskeretsekspert i islamiske menneskerettigheder, at “Allah har bestemt, at menneskenes religion skal være islam og ingen anden. Den, der går over fra islam til kristendommen, gør sig lige med dyr og har forskertset sit liv. Religionsskifte er kun mulig fra det lavere til det højere stade, fra Kristendom til Islam” (Gerh. Konzelmann: "Den islamiske udfordring" Gad).

     Naturligvis er dette overført til en lang række islamiske landes love. Dette gælder særligt for de lande, som anser sig for religiøse og har indført islamisk lov. Men selv i et moderat land som Ægypten med et koptisk kristent mindretal på ca. 10%, som har overlevet alle forfølgelser modsat de fleste andre islamiske lande, hvor det oprindeligt kristne flertal blev til et mindretal og i dag enten er udryddet eller i færd med at blive det (Tyrkiet, Tunesien (Kartago), Ægypten, Syrien, Jordan, Libanon) har denne islamiske “menneskeretsidé” fået indpas i lovgivningen under Anwar Sadat under pres fra de gejstlige fra den islamiske Al Azhar Universitet i Kairo. Hvis det lykkes en kristen at overtale en muslim til at skifte religion, så har den, der konverterer, ifølge ægyptisk lov forbrudt sit liv.

    At man selv i det moderate Ægypten, som er kendt for at slå hårdt ned på fundamentalister, lever efter dette islamiske klassesamfund, hvor alle muslimer har samme rettigheder, men ikke-muslimer har andre (dvs. færre) rettigheder, viser sig tydeligt i alle samfundets hjørner. Selv lønnen er forskellig, endog indenfor det offentlige. På et ægyptensophold fald vi i samtale med en ansat fra det statslige ægyptiske flyselskab. Manden, som var kristen kopter fortalte os, at muslimer fik én lønsats, mens kristne fik en lavere lønsats for samme arbejde og funktion. Dertil kom forskellige rettigheder på arbejdspladsen, for eks. skulle en muslim ikke erstatte noget, hvis kan kom til at ødelægge noget, hvor imod en kristen skulle betale fuld kompensation for alt, hvad han kom til at ødelægge ved et uheld på sin arbejdsplads.

      Et enkelt kritikpunkt overfor en sætning i Koranen eller en anden forståelse af den officielle har ofte meget alvorlige følger især for ikke-muslimer,  men kan også have alvorlige konsekvenser for en muslim. En professor, som så blidere på et korancitat end eliten ved Al- Azhar-universitetet i Kairo, blev tvunget til at lade sig skille fra sin hustru mod hans egen og hans hustrus ønske. Som “frafalden” kritiker anså man hans rette ægteskab med en muslimsk kvinde for ophævet.

    Disse islamiske menneskerettigheder tolkes naturligvis i ortodokse islamiske lande mere konsekvent, end i Ægypten. For eks. er der dødsstaf for at holde en kristen gudstjeneste i Saudi-Arabien. I 1996 lykkedes det kun efter maksimalt pres fra de vestlige lande og USA at bistå den filippinske regering i deres bestræbelser på at redde en filippinsk præst, som i en lejlighed i Saudi-Arabien i smug at havde holdt en katolsk gudstjeneste for en lille gruppe af sine landsmænd.

     Islamisk menneskeret og menneskeforståelse deler menneskeheden i tre lag: De troende, dvs. muslimerne, som har rettigheder i lighed med vore menneskerettigheder så længe de forbliver muslimer.

  Dernæst kristne og jøder, som har en særlig status i forhold til andre religioner: Muhammad kalder dem bogens folk. Det vil sige, at de nyder beskyttelse, så længe de helt og fuldt underkaster sig Islams overhøjhed, betaler djizkya dvs. en særskat, som er højere for kristne og jøder, end skatten for muslimer, og ellers underkaster sig islams regler og bud, undlader mission og at fornærme Muhammad. En fornærmelse kan det dog allerede være, hvis man ikke vil indrømme at Muhammad står over Jesus. En sådan fornærmelse kan være ensbetydende med en dødsdom.

    Den laveste gruppe er de vantro; dvs. personer, som tilhører en tredje religion eller som er ateister. “De er at regne for dyr” og er uden rettigheder eller beskyttelse. Også en frafalden muslim har fortabt alle sine rettigheder i samfundet. Hvis nogen myrder ham, viser det sig i praksis ofte at være svært at dømme morderen. Det gælder i flere ortodokse muslimske lande .

   Et menneskes værdi kan også måles ud fra økonomiske forhold. Ifølge Koranen er en mands vidneværdi det dobbelte af en kvindes, blodpenge for en dræbt mand er dobbelt så høj for en mand som for en kvinde, medens boden for en ikke-muslim fra bogens folk (kristne og jøder, såkaldte “dhimmier”) kun er en tiendedel af en muslims. En vantro, ateist eller person fra en tredje religion er uden værdi, fordi han er uden retslig status. Straffe for mænd og kvinder, muslimer og ikke-muslimer er også vidt forskellige. Kvinder straffes på en lang række punkter hårdere end mænd.

   Kvindens udsagn intet gælder mod mandens. Manden straffes langt sjældnere for samme forseelse end kvinden, da loven privilegier manden. Også mellem danske og muslimske familier sker en form for forskelsbehandling: Børn, der misrøgtes, prygles eller misbruges seksuelt af faderen fjernes fra danske hjem øjeblikkeligt, medens der skal alvorlige forhold til før det sker fra muslimske hjem, idet de sociale myndigheder i vesten ofte er bange for at blive kaldt racister. I stedet fremhæves den  kulturelle baggrund som begrundelse for at barnet ikke skal skilles fra familien.

    Dermed bringes uligheden fra Sharialoven og Koranen ind i dansk praksis, så der heller ikke i dansk sammenhæng er lighed for loven. 

    Følges Sharialovgivningen i et muslimsk samfund, så dømmes drab på ikke-muslimer sjældent, hvis drabsmanden er muslim og hævder at drabsmanden har fornærmet Muhammad. I det hele taget er en ikke-muslim ofte ildestedt retsligt i forhold til en muslim.

   Et islamisk samfund kan kun tænkes, når muslimerne har magten, derfor stræber islam efter magten fra begyndelsen. På dette punkt følges Muhammad. Ingen må stå i vejen, slet ikke, hvis denne har en lavere status menneskeligt som vantro. Nok kan kristne og jøder overleve i nogle muslimske samfund, men de er kun tålt. Andre lande som f. eks. Saudi-Arabien eller Afghanistan er det forbudt at praktisere en anden religion.

   En forståelse af islam kan man få gennem teserne fremsat af Alija Izetbegovic ´s “Den islamiske deklaration" fra 1970. Som regeringschef i Bosnien anses han som moderat af mange vestlige regeringer og støttes økonomisk også af Danmark. Som såkaldt "moderat" talsmand for islam er den islamiske samfundsmodel nem at få øje på: ”Først og vigtigst: der kan aldrig råde fred eller sameksistens mellem den islamiske tro og ikke-islamiske sociale og politiske institutioner”.

“En islamisk bevægelse bør og kan gribe magten, så snart den i moralsk og talmæssig henseende er så stærk, at den formår - ikke blot at styrte det ikke-islamiske styre, men også at oprette et islamisk”. “Islam nægter entydig enhver fremmed ideologi ret og lejlighed til at virke inden for sine områder” (Izetbegovic: The Islamic Declaration. Bosnien 1970).

“Presse, TV  og film må kontrolleres af personer, hvis islamiske moral og intellektuelle autoritet er indiskutabel” (Izetbegovic: The Islamic Declaration. Bosnien 1970).  

    I en vesterlændings og i kristnes øre lyder disse argumenter om menneskerettighederne ekstreme og fanatiske, og vi er derfor ofte tilbøjelige til at henregne dem til en lille gruppe fanatikeres overdrev, men glemmer samtidig at sharialoven er altomfattende. Den gælder ikke kun for yderliggående, men for alle muslimer, og den er per definition uforanderlig, da den ligger i Himlen. Den danske ikke-praktiserende muslim  Naser Khader, som ingen kan mistænke for radikalitet, skriver: ”Sharia kom til at opfatte hele livsforløbet... forskrifter for arve- og familieret, økonomisk etik, folkeret, statsret, hygiejniske og sociale etiketter...”(Ære og Skam s.71). Da islam har sin egen folkeret og statsret, accepteres naturligvis ikke de internationale menneskerettigheder.

    Den danske muslim, journalist og minoritetskonsulent Bashy Quraishy formulerer det sådan i Kristeligt Dagblad (5.5.1998): ”Jeg vil sende en stor tak til N.N...., som på modig vis tog kampen op og tilbageviste enhver påstand om, at menneskerettighederne er universelle og skal tvinges ned over hovedet på den ikke-vestlige verden. Jeg startede en debat i Politiken om det samme emne sidste år. Responsen fra den danske elite var meget arrogant og nedladende. Jeg var skuffet over denne unuancerede reaktion og følte, at kulturimperialismen lever under de bedste vilkår i Danmark. Jeg er overbevist om, at ånden fra kolonialismen ikke har forladt disse meningsdannere, og derfor forsøger de at monopolisere menneskerettighedernes koncept. Dette er blevet en livsstil og et mantra hos magteliten, som skal bruges i tide og utide; at pudse glorien og fremhæve den vestlige selvopfattelse som verdens suveræne civilisation. Som millioner af mennesker fra den 3. verden mener også jeg, at vesten hverken skal eller kan gennemtvinge deres version af de individ-politiske rettigheder forklædt som universelle i resten af verden.... Det vestlige demokrati, der altid bliver smidt i hovedet på mig som et modargument, er en illusion”.

   Islamisk lovgivning siger klart, hvilke rettigheder eller mangel på samme muslimer og ikke

-muslimer har. Sætter man spørgsmålstegn ved dette, opfattes det ofte som et angreb på islam, for i islam er der ingen skillelinie mellem religion og politik.

 

 

8.2 Ligeberettigelse

 

Når der i europæisk sammenhæng tales om ligeberettigelse, forstås gennemgående arbejdet med, at kvinder og mænd har samme rettigheder, løn, status og muligheder i samfundet. Det ligger udenfor vor tankeverden, at en gruppe kvinder eller mænd kan være uden borgerrettigheder eller have andre eller færre almindelige borgerrettigheder, end en tilsvarende anden gruppe. I islam går man ikke ud fra, at alle har samme værdi eller rettigheder i religiøs juridisk forstand. Dette har borgerlige konsekvenser, forstået på den måde, at en person af en religion, som af islam anses som mindreværdig, også  samtidig er mindreværdig som person. Derfor er dennes rettigheder også stærkt indskrænkede.

   Den tyske muslim og ansvarshavende redaktør af det tyske tidsskrift for kristne og muslimer: ”Aktuelle Fragen, Zeitschrift für christliche-islamische Begegnung” M. Salim Abdullah

skriver: “Forordningen ....går tilbage på den i middelalderen udkastede islamiske statsteori, som indtil i dag ikke er trukket tilbage, ophævet eller er erklæret ugyldig. Denne statsteori forudsætter inddelingen af samfundet i to klasser af borgere. Den ene, muslimerne, er de egentlige borgere i landet, de andre bliver kun tolereret (det er på denne baggrund islam kalder sig en tolerant religion. red.). De har godt nok en form for livsrum, men deres rettigheder er kun de, som den islamiske stat giver dem. Denne statslige indretning går ud fra en grundlæggende ulighed og forskellig værdi mellem muslimer og “beskyttelsesborgere” dvs. de ikke-muslimske borgere, som er tolereret). Således er ud fra denne forudsætning muslimer og ikke-muslimer ikke indehavere af de samme grundrettigheder og grundpligter. De er heller ikke ligestillet overfor loven. Ikke-muslimerne er godt nok ikke helt retsløse. Alligevel bliver de i deres eget land anset for borgere af anden klasse og behandlet efter dette. De skal leve som fremmede i eget land”(9.årgang.1-2.1989,s.9).

   Muslimen advokat Adnan N. Wahab fra Odense beskriver det sådan: når muslimerne overtager magten i et land, ”må muslimerne kun give det ikke-muslimske folk tre muligheder: De kan konvertere til den islamiske tro og opgive deres egen religion eller acceptere at være indbyggere under islamisk styre. I dette tilfælde kan de beholde deres gamle tro, men de skal betale en stor årlig særskat og vil blive betragtet som tredjerangs borgere, som ikke har nogen menneskerettigheder overhovedet.”(Jyllandsposten 15.9.91).

   Tidligere chefredaktør for et af Teherans største aviser Amin Taheri skriver: “Et af Allah-partiets væsentligste programpunkter er på ny at få kvinden placeret på den plads, der er “bestemt” for hende. Denne plads kan bedst beskrives som en mellemøstlig variant af apartheid- blot baseret på køn i stedet for hudfarve....Enhver afvigelse fra de regler, der er sat op for dette forhold, betragtes som en krigshandling mod Allah.”

  Han beskriver, at menneskene falder i tre grupper: 1. De, som kender deres religiøse pligter (mustanbat) dvs. muslimerne , 2) de som undertrykker eller bekæmper islam (mustakbar) og 3. de, som er ude af stand til at udøve troen (mustazaf). Han skriver: ”Den første gruppe, troens krigere, har ansvaret for gennemførelse af troen. Og de må selv gøre det, dette ansvar forpligter til, herunder udslette troens fjender. Under udøvelsen af deres religiøse pligter har Troens krigere ret til at optræde som dommere over andre, når blot de handler strengt i henhold til troen.... Den, som klart identificeres som en fjende af troen, skal udryddes. For i modsætning til den kristne tro, der har Jesu ord som udgangspunkt ( ”Mit rige er ikke af denne verden “Joh.18.36), så er det muslimske rige teokratisk og skal skabes politisk og militært her og nu.

    Islam opfatter verden som opdelt i to byer: “Troens by” (Dar- el islam), som omfatter islamiske lande, og “Krigens by”, som omfatter alle andre lande. Alle de, der ikke bekender sig til den sande islamiske tro, betegnes som “de andre”. Disse kan for eks. omfatte muslimer, der er forfaldet til vestlig tænkemåde. Sådanne skal bringes tilbage til den rette sti gennem råd, lokken og om nødvendigt med magt. Det omfatter også kristne og jøder.....”(Amir Taheri: “Holy Terror”).

  Reelt er det islamiske samfund delt op i flere grupper end muslimer og ikke-muslimer. For ikke-muslimerne har også vidt forskellige rettigheder. Kristne og jøder kaldes “bogens folk” (med en hentydning til Det gamle Testamente). De skal ikke udryddes, men kan leve som en minoritet med indskrænkede rettigheder. Anderledes er det med ateister og vantro, som bør udryddes. Vantro er alle andre religioner. Konsekvensen af dette er specielt voldelige overfald på hinduer, sikher etc. ved universiteter og vestlige læreanstalter, hvor der er mange muslimske studerende. Disse grupper, som hverken er kristne eller jøder, er uden religiøs retslig beskyttelse og har derfor ifl. islam ikke en værdi, som berettiger dem til at leve. Ateismen og kommunismen anses af islam for at være jødiske opfindelser.

 

 

 

8. 3 Islams forhold til kristne og jøder (bogens folk) og vantro

 

Kristne, som bekender deres tro, behandles med respekt, så længe de holder deres tro for sig selv. Muslimer må missionere blandt jøder og kristne, men ikke omvendt. Ethvert forsøg på at konfrontere en muslim med den kristne tro og øve religiøs indflydelse på ham anses for et angreb. Det kan endog være et problem i et moderat land som Ægypten at spørge, hvor man finder en kirke. Kristne, som ingen forhold har til deres tro, ser muslimer generelt ned på. De rangerer en klasse lavere end “rigtige” kristne.

   Jøder er et specielt kapitel. Koranen omfatter voldsomme udfald mod jøderne. Denne jargon følges ikke kun op af fundamentalister i Mellemøsten, men i samme grad af vidt forskellige islamiske retninger i de europæiske lande, for eks. tre af de danske islamiske blade, som kommer med voldsomme angreb på jødedommen. Et blad opfordrer direkte til angreb og drab på jøder. Bevægelsen Khilafa mener f.eks. at dommedag fremmes ved at udrydde jøderne. Et yndet citat er følgende Hadith (citat af profeten): Allahs sendebud (saw) sagde: “Dommedagen kommer ikke før muslimerne kæmper imod jøderne. Muslimerne vil slå dem ihjel i en sådan grad, at jøderne vil gemme sig bag træer og sten. Så vil træer og sten sige: O Muslim, O Allahs slave, der er en jøde bag mig kom pog slå ham ihjel, ....(Hadithen er sand og berettet af Bukhari)", (7/8 Juni/juli 1996).

   Det danske blad fortsætter: “Det er udelukkende sådan vores forhold med de jødiske voldsforbryder skal være: fjendskab, ufred, unormalisering, bekæmpelse og drab af dem, indtil vi har udslettet deres rødder,”(Khilafah juni/juli 1996).  

    Islams forhold til jøderne kan belyses på forskellig måde: 1.) Koranen og Hadiths udsagn om jøderne. 2.) Forståelsen af Koran og Hadith i praksis belyst ud fra islamiske tidsskrifter, pjecer og bøger samt belyst ud fra citater og udtalelser til pressen.

Almindeligvis vil angrebene på jøderne være hårdere i interne islamiske blade. Som sådan vil der også være forskel på bøger beregnet på ikke-muslimer og på bøger til egen brug og dygtiggørelse.

På dette område har man i de senere år set en forskydning, så flere ledende muslimer ikke blot går åbent til angreb på staten Israel, men på jøderne som sådan. I Jyllandsposten 21.8.94 udtaler Imam Abulaban, leder for de somaliske og arabiske muslimske familier i Danmark: “Jøderne inficerer egypterne med AIDS.” Om den jødiske stat udtaler Abulaban Ahamid Sami, som er åndelig muslimsk leder i Danmark, til Jyllandsposten: “Er der en enkelt muslim med blot en dråbe tro, der ønsker, at den jødiske stat består?”(Samme kilde). Lignende udtalelser kan man støde på i den islamiske radio i København og i Sveriges “Radio Islam”, for eks.  fra den sidstnævnte citeret i Weekendavisen 2.11.1991: “For jøder findes der intet bedrageri og ingen svindel, som ikke er mulig...., jøderne arbejder for at erobre hele verden og for at dræbe alle, der modsætter sig et jødisk verdensherredømme og for at gøre alle folk til slaver....., alle må indse at den nazistiske masseudryddelse af seks millioner jøder ikke er andet end propagandabluff...., så godt som alle mere eller mindre perverse seksualteorier er blevet fremsat af jøder. Ja, seksualbesatheden og de perverse fantasier er noget typisk jødisk”. I udtalelserne møder man en standardrubricering af jøder som personer med forkastelige og lave moralske egenskaber. ”Jøder har intet at frygte fra Islam, til trods for deres notoriske forkærlighed for rigdom, religiøs hykleri og skørlevned. De skal blot føje sig”(Brigadier Gulzar Ahmed The Prophet´s Concept of War” Delhi 1989). Disse synspunkter skyldes ikke en misforstået fordrejning af islam, men er sanktioneret på de højeste niveauer. For eks. udtaler muftien af Jerusalem Amin Husseini i sine memoirer om jøderne, at de er “kendte for deres svig, forfalskning og forvanskning og grusomhed, hvilket den ædle Koran leverer det stærkeste bevis på” (David Pryce-Jones “The Closed Circle”, London 1990). Og med henvisning til Koranen skriver det danske blad Khilafa, at “dette er kun en lille del af de mange vers, der forpligter til kampen mod det jødiske folk”(København arpil,. Juni 1996). Også blandt konvertitter ser man, at dette syn på jøderne overtages. Således skriver den amerikanske konvertit Mia Ponzo: “Nu er jøderne blevet et omvandrende folk, uden respekt, uden fædreland, og med mange sygdomme. De bekæmper os og torturerer os. Islam burde være den religion, der behersker verden (Cit. Ja. Goodwins “Price of Honour”1994).

   “The Fourth Conference of  the Academy of Islamic Research” fra Al-Azhar universitetet i Cairo sætter dette i relief: Under overskriften “Jøderne er fjenderne af det menneskelige liv, ligesom det indlysende fremgår af deres hellige bog” skrives bl.a. følgende: “Jødernes ondskab og dårlighed er uhelbredelig medmindre de bliver undertrykt med magt. Intet godt kan forventes fra dem, medmindre de lever under islams skjold (kan også oversættes “værn”) som loyale og adlydende undergivne (eller “underlagte”). Muslimsamfundet vil da behandle dem generøst og tolerant, som de jo altid har gjort.....Deres onde natur kan ikke nemt helbredes gennem en kortere eller en halv indsats”(361).

“Ondskab, ondskabfuldhed, løftebrud og pengetilbedelse er deres vedhængende kvaliteter. Mange gange er de blevet straffet for deres ondskab, men de omvendte sig aldrig eller opgav deres syndfuldhed...de gjorde ondt, udgød blod, sprættede gravide kvinder op, ødelagde byer uden at tage hensyn til verdens mening “ (382). På over 500 indholdsmættede sider udgyder de højeste islamiske ledere fra alle verdens lande sådanne og endnu mere udpenslende grusomheder om jøder og deres karakter.

    Desværre smitter samme holdning af på mange konvertitter. Den franske filosof og kommunist Roger Garaudy, som konverterede til Islam, skabte med sin bog "Grundlæggende myter i israelsk politik" i 1996 opsigt i Frankrig. pga. af sin massive holocaustfornægtelse, racisme og massive historieforfalskning, der medførte en dom. Samtidig blev han en helt i de islamiske lande, hvor islamiske aviser i hele verden kom ham til hjælp. Samtidig blev bogen oversat og udgivet i store oplag på tyrkisk og arabisk. Penge til udgivelsen i Frankrig fik han fra "De forenede Emiraters" førstedame sheik Zajets kone, og af den iranske stat. Moralsk opbakning til bogen fik han bl.a. fra flere arabiske menneskerettighedsorganisationer og den sudanensiske advokatsammenslutning (Mellemøstinformation nr.5.1998).

De fromme muslimer bør ikke komme for tæt på ikke-muslimer, uanset om de hører til beskyttelsesfolket, og selv om bogens folk (beskyttelsesfolket) klart har en bedre status blandt muslimer og som sådan er bedre stillet end andre religioner samt ateister og kommunister, som ikke nyder nogen form for beskyttelse, så er linien lagt i denne gruppes isolation fra Koranens side: “I troende (muslimer),tag ikke de vantro til venner frem for de troende. Og den, der gør dette, har ingen fællesskab med Allah, medmindre I tager jer i agt for dem med agtpågivenhed. Og Allah advarer jer med sin straf" ( sura 3.28).

O, I (muslimer), som tror, tag ikke andre end jeres egne til fortrolige venner: de vil gøre deres yderste for at fordærve jer. De elsker, at I bliver slette ( sura 3.118).

De (vantro) ønsker, at i bliver vantro, ligesom de selv er vantro, så I må blive lige. Tag derfor ikke nogen af dem som venner, førend de udvandrer for Allahs sag. Men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem, og tag ingen af dem som venner, ej heller som hjælpere (sura 4.89). Bliv ikke slappe i (beredskabet) i forfølgelsen af den vantro fjende (sura 4.104). I som tror, tag ikke jøderne og de kristne  til venner, de er hinandens venner (men ikke med jer). Dem af jer, der tar dem til venner, er sandelig en af dem. Allah retleder visselig ikke de uretfærdige folk (sura 5.51). Profet, før krig mod de vantro og hyklerne og vær hård overfor dem.(sura 9.73) O, I som tror, kæmp mod dem, der lever nær ved jer af de vantro og lad dem føle jeres hårdhed (sura 9.123). Men “Bogens folk” eller “ Skriftens folk” er trods disse Koranvers  priviligerede frem for andre ikke-islamiske grupper. Skriftens folk er nemlig trods alt en del af Allahs system, selv om de af rang og klasse er lavere. De, som er udenfor Allahs system, har derimod ingen eksistensberettigelse. Andre religioner (billedtilbederne), ateister, kommunister, etc. har ingen ret til at leve. De har ingen plads i et muslimsk samfund.

       Skriftens folk kan derimod leve under systemet, så længe de underkaster sig den islamiske autoritet. Ifl. Koranen skal de underkastede "beskyttelsesfolk" betale en speciel skat. Denne skat brugte man tidligere til at finansiere de omfattende krige mod de vantro. Derfor var man i det osmanniske rige ikke interesseret i, at alle kristne og jøder konverterede. “O, I som tror, afgudsdyrkerne er i udtalt grad urene. Derfor må de ikke komme den hellige moske nær efter dette år. Kæmp mod dem fra skriftens folk, som ikke tror på Allah, ....indtil de betaler tribut og underkaster sig (9.sura v.28-29).  Det betyder reelt, at hvis jøder og kristne underkaster sig islamisk overhøjhed og islamisk lov i landet og dermed indrømmer denne stat at betale en særskat, da vil denne gruppe blive “dhimmier”, dvs. folk, som indlemmet i systemet, kan nyde en vis beskyttelse. Det gælder dog stadig, at de ikke må vende sig mod Islam og profeten i ord eller tale: ”Men de, som taler ilde om Allahs sendebud, vil få en smertelig straf (sura 9.61). At påstå, at Jesus skulle være Guds søn , eller påstå at Gud blev menneske, og være mere end profeten, er i sig selv ulydighed. ”Og de har gjort Jinnerne delagtige med Allah, skønt han har skabt dem. Og de tildigter ham sønner og døtre uden at vide noget. Hellig er han og fri for alle mangler: Hvordan skulle han have en søn, når han ikke har en hustru? (sura 5.101). De som kalder Koranen for løgn og det vi har sendt vort sendebud med, skal snart vide besked når deres (hænder) lægges i lænker og de får kæder om deres halse. De skal blive slæbt gennem kogende vand (sura 40.70-71). Når I da møder de vantro, så hug deres halse over. Og når I så har fået magt over dem, så bind dem med fast hånd”(sura 47.36) Dette korancitat bruges i kampen for  det islamiske styre i Sudan og blandt de algeriske yderliggående muhajediner.

    Denne udvej for kristne og jøder at kunne indgå under muslimsk overhøjhed som “dhimmier” er en udvej, som kristne har kunnet benytte med fordel i nogle muslimske lande, særligt Jordan, Syrien og Irak. Visse grupper kristne nyder en vis frihed i disse lande, som dog ikke er strengt islamiske. Anderledes og mere problematisk er det at være “dhimmi” i lande, hvor den nye islamiske revolution har forandret samfundet som i Sudan, Libyen eller Afghanistan, hvor det i dag er umuligt for ikke-muslimer at leve. Men også i gamle konservative islamiske lande er holdningen den samme. En talsmand for den saudiarabiske regering udtaler til avisen “Katolsk orientering”(nr. 14, 1992): "Den saudiarabiske regering er ked af ikke at kunne tolerere nogen kristen kirke på sit territorium. Men det drejer sig ikke om en regeringsbeslutning, men om en befaling fra Gud”(14.9.92).

  Særskatten er i dag konverteret til, at ikke-muslimer får mindre løn for samme arbejde i flere muslimske lande også indenfor det offentlige, samt at ikke-muslimer er udelukket fra mange erhverv.

   Når muslimer taler om vantro, så betegnes de som Kafir (efter Sura 109 Al Kafiruun). Disse må dræbes, når man skal forsvare sig imod dem. "Monafeghin" er et udtryk, som omfatter alle, der går ind i islamiske sekter som for eks. Ahmadiya og Bahai. Det opfattes sådan, at disse vil ødelægge og undergrave islam og at det derfor er en muslims pligt at dræbe en monafegh. 

 

 

 

8. 4  Kønsroller, samt mænds og kvinders værdi

 

Kvinders og mænds værdi er forskellig i islam, idet kvinden i sig selv er uden værdi. Hun får først værdi gennem manden. Dette pointerer de to kvindelige tyrkiske antropologer N. Sirman-Eralp og  L.Yalcin-Heckmann som basis til forståelsen af forholdet mellem mand og kvinde i islam. De to antropologer skrev en udførlig  religiøs og antropologisk rapport om dette forhold i forbindelse med en retssag i København, hvor den tyrkiske muslim Polat Chador og dennes tre brødre den 21.oktober 1986 myrdede deres kusine Gülsüme Chadar udenfor hendes hjem i København med i alt 29 knivstik. For at forstå og belyse drabet til bunds bestilte det danske retsvæsen rapporten ved de to tyrkiske antropologer.

   Den fraskilte kvinde, som blev dræbt som hævn for at genoprette familiens ære, blev i den sammenhæng beskrevet som en kvinde uden værdi, da hun var fraskilt, selvstændig, levede alene og havde kastet skam over familien gennem forskellige forhold.

   Antropologen Sirman-Eralp, som havde været med til at skrive rapporten for den offentlige anklager i drabssagen statsadvokat H.C Abildtrup, udtalte som antropolog følgende om kvinders værdi i islam i forhold til mandens værdi: “Kvinden anses (i islam kun) som den jord, hvori mandens sæd skal sås. Jorden er passiv. Den producerer kun, hvad der sås i den. I sig selv er jorden uden værdi. Jorden kan kun gøres produktiv og få værdi når den ejes (af manden). Jorden er kun af værdi, når den gøres til mark af manden og producerer børn (drengebørn). Derfor er den ugifte kvinde eller den enlige værdiløs. Den enlige kvinde er værdiløs. Kun når hun føder børn får hun værdi, men da kvinden kun er mark, er det manden, der ejer afgrøden, dvs. børnene.”

   Kvinden har som sådan heller ikke en egentlig identitet uden sin mand eller sine mandlige familiemedlemmer. Sirman-Eralp og Yalcin-Heckmann siger herom, at kvinden derfor når kun bliver gift, bliver til et totalt andet menneske.

   Videre fastslog rapporten, at "kvinder og mænd er født med ære, mænd er dog født med mere ære end kvinder. Hvis kvinden mister sin ære er hun udstødt, ikke kun af familien, men af hele samfundet. For at kvinden ikke skal miste sin ære skal hun være under konstant kontrol af en mand. En kvinde har derfor ikke samme frihed som manden”.

     En ikke-muslimsk kvinde har langt mindre ære end en muslim. Da ikke-muslimen ligesom den enlige muslimske kvinde ikke har nogen ære at tabe, betragtes disse af den muslimske mand også på det seksuelle plan som kvinder stående på et lavt moralsk og menneskeligt niveau og omtales med ubehagelige udtryk. Grov seksuel chikane er ofte en følge. 

    Som sådan er udgangspunktet for mandens og kvindens værdi, frihed og retsstatus totalt forskellig.

   Heller ikke på det religiøse område har kvinden samme rettigheder som manden: Kvinden må ikke bede  offentligt i moskeen, der stilles hende ikke samme glæder i udsigt i Paradis som for manden. “Efter flere traditioner så Muhammad Paradis. Dets beboere bestod for 90% vedkommende af mænd, kun 10% var kvinder. Derfor har Allah skabt bredbarmede Paradisjomfruer til enhver muslim... I helvede var 90% kvinder og 10% mænd. Da han blev spurgt om misforholdet i evigheden, sagde han, at de fleste kvinder er opsætsige (oprørske), uerbødige og sjældent underkaster sig deres mand. Kun de kvinder ville have mulighed for at indtræde i Paradis, som af deres mænd ville få en legitimation ved dommen, at de altid havde været ydmyge, føjelige, adlydende, sparsommelige og troende muslimer (se også sura 66.5)”, (Cit.:Abd-Al Mash. “Der Islam” s.69 og Sahih Muslim, “Dhikr 95”, Kanz al-Umma.Bd.21. s.223).

   Overfor loven har kvinden i islam heller ikke samme rettigheder som manden. Dette retslige  misforhold går ikke kun tilbage til det oldarabiske samfund, men indvarsles først og fremmest med Muhammads lovsystem. På et afgørende punkt betegner Muhammads åbenbaringer nemlig et afgjort tilbageskridt i forhold til de arabiske stammereligioner, som fandtes i hans område:  Før Muhammad havde kvinden en ret fri stilling i det arabiske samfund. Kvinden havde selv det afgørende ord om, hvem hun ville gifte sig med, og kvinder kunne ved mange lejligheder gribe ind i stammens skæbne med råd. Med islam forsvinder disse rettigheder. Forhold som polygamiet og det persiske haremsvæsen overtog Muhammad fra Persien. Men udover dette foreligger der i Muhammads forkyndelse og lovgivning en uheldig undervurdering af kvinden. Muhammads første hustru Khadidja var før hun blev gift med profeten en formuende selvstændig forretningskvinde i det arabiske samfund. Men da Muhammad formede sine tanker og love for kvinden, var hans første hustru den fromme Khadidja allerede død, medens den intrigante Aischa og de talrige kvinder, han befolkede sit harem med, gennem deres konstante intriger ikke var egnede til at ændre Muhammads tanker om kvinden i en positiv retning. De talrige intriger i hans harem, som nok var med til at forme Muhammads syn på kvinderne og deres totale underkastelse under ham som profet, statschef, højesteretsdommer og øverste militærchef, kan nok ikke føres tilbage til kvindernes karakter, men kan forklares ud fra den situation, de var sat i et harem, hvor alle måtte gøre opmærksom på sig selv, også på uheldige måder, for ikke at blive overset.

     Det usædvanlige mand-kvinde forhold kan også ses ud fra andre perspektiver: da Muhammad giftede sig med den unge Aischa var hun 10 år! (nogle kilder siger endog 9), Muhammad selv var 50! Uden tvivl blev der allerede fra starten gjort vold mod et barns sind. Da Muhammads nomadelejr en morgen brød op, blev Aischa tilbage for at lede efter sit tabte halsbånd. Ingen havde opdaget, at hun blev tilbage, da kvinderne blev transporteret i store lukkede kurve på kamelryggen, så man nedefra ikke kunne se dém, der sad i kurvene. En ung efternøler ved navn Safwan tog hende op og var sammen med hende en hel nat på den forladte lejrplads. Den unge kone sammen med en ung smuk mand satte sladderen i omløb.  Muhammads datter Fatima (af 1.ægteskab) gik straks til angreb på Aischa, som hun beskyldte for ægteskabsbrud, medens hun krævede, at Muhammad skulle skille sig fra hende. Muhammad havde nok mistanke,  men fik til lejligheden en åbenbaring, at Aischa var uskyldig, og at fremover en sådan beskyldning skulle støttes af fire vidner. Fra denne dag var hadet mellem Fatima og Aischa dødbringende og fik skæbnesvangre følger for borgerkrigene efter Muhammads død. De ægteskabelige dramaer blev ikke mindre af, at Muhammad senere fik øje på sin adoptivsøns kone i en så uheldig grad, at han  tvang  adoptivsønnen til at afgive sin kone til ham. Allerede forinden havde han fået den åbenbaring, at mænd måtte have op til fire hustruer på én gang (foruden slavehustruer). Men da han allerede havde fire hustruer og han godt vidste, at omgivelserne ikke syntes om hans handlemåde (det blev anset for blodskam), fik han en ny åbenbaring, at han som den eneste måtte have mere end fire hustruer (foruden slavehustruer). Det moderne arabiske mundheld, at “kvinden hverken har forstand eller religion” er ikke grebet ud af luften, men ligger i profetens holdning til kvinden. Koranens 2. sura, v.223 som Muhammad formulerede i en åbenbaring, går i samme retning: ”Jeres hustruer er jeres agre, gå derfor til jeres ager, som i lyster”. Den konverterede danske kvinde Aminah Echammari, som var marokkansk gift, mener ikke at dette vers bør forstås sådan, selvom hun siger: “Muslimske mænd har i tidens løb opfattet verset som lovhjemmel til at betragte kvinden som sexobjekt”(s.84) og peger på Sura 42,v.38(fejl?) om at ordne sine affærer ved gensidig rådslagning.  Her må dog siges, at Muhammad aldrig har ment, at kvinder skulle deltage i rådslagningen i beduinteltet, kun mændene. Der deltog da heller aldrig kvinder i rådslagning med Muhammad eller hans efterfølgere.

  Hvis man ikke kender Muhammads eget forhold til kvinder, har man ikke nøglen til forståelse af hans åbenbaringer og dermed den lovgivning, som omhandler kvinde-mandforholdet og som udspringer af disse koranåbenbaringer. Polygami er tilladt. Kvinden har ikke ret til at nægte manden seksuelt samkvem. Manden har ubetinget ret til skilsmisse under alle forhold. Kvinden kan kun under helt bestemte forhold tage initiativ til skilsmisse og kun overfor en dommer, men mister da sin “mahr”, dvs. den sum penge, som manden ifølge ægteskabskontrakten har accepteret at betale til hende. Barnet tilhører altid mandens familie også i tilfælde af skilsmisse. Derfor er et barn af en muslim altid muslim i juridisk forstand. En muslimsk mand må gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde, men kun hvis hun er kristen eller jøde (ellers er det forbudt). I nogle lande frarådes dog ægteskab med kristne, hvis hustruens familie og det omgivende samfund er stærkt, så de evt. kunne påvirke barnet. Børn i ægteskabet er under alle omstændigheder muslimer, uanset hustruens tro eller mangel på samme. Hvis mand og hustru er uenige om noget, er det altid mandens ord, der er gældende. Hvis kvinder ikke retter sig derefter, har manden ret til at straffe kvinden og børnene også korporligt (undertiden med en stok). 4.sura v.34 påbyder at "slå dem"(kvinderne) "Og hvis I frygter modstand (evt. oprør) mod jer, så undgå dem, søg ikke ægtesengen med dem og bank dem! Hvis de (derpå) adlyder, så behøver i ikke at foretage jer mere mod dem!". Undertiden fejloversættes med vilje "irettesæt dem".   Endvidere gælder en lang række straffe for kvinder, som ikke gælder for mænd.

   “En kvinde, som har undgået fortsat kontakt med en mand, har ikke lov til at forlade huset uden sin mands tilladelse, hun skal være til hans disposition for ethvert af hans ønsker og kan ikke nægte ham det uden en gyldig religiøs grund. Hvis hun er fuldstændig underkastet ham, skal manden til gengæld sikre hende mad, tøj og husly, hvad enten han har midler eller ej” (Principes). 

   Kvinden betragtes i første omgang som hustru og moder, og man forventer hun føder adskillige børn, helst sønner. Som sådan er der en del muslimske kvinder, som siger, at de føler, at de har det bedre end mange ikke-muslimer. Danske kvinder, som går ind i et muslimsk ægteskab ser dog ofte først for sent, at manden, som var høflig, mandig og tiltrækkende før ægteskabet, ofte totalt ændrer sig efter ægteskabet. Medens hun før var et frit væsen, bliver hun som oftest med et slag betragtet som en person, der bør følge manden og mandens familie. Som sådan styrer mandens familie ofte den unge brud mindst lige så radikalt. Eftergivenhed fra mandens side anses af familien som svaghed, der krænker mandens ære. En mand bør ikke lade en sådan skam gå over sig.

    Selv for meget overbeviste muslimske kvinder kan dette rollemønster være skræmmende. For eks. Aminah Echammari, som nævner, at kvinden ofte ikke får sin arveandel, og “ofte sker det, at en skilsmisse- eller anden retssag anlagt af en kvinde uden grund trækkes ud i årevis (bladet "Islam Fred og harmoni" 1991).

 Hvis en mand overrasker sin hustru sammen med en anden mand, vil der for ægtemanden være tale om formildende omstændigheder, hvis han dræber hustruen eller hendes elsker. En kvinde i nøjagtig samme situation dømmes for mord.... Sjældent hører man kritik af mænds før- eller udenoms-ægteskabelige affærer”(Islam, fred og harmoni,1991.s.82. Nogle mænd er endda parate til at dræbe en søster, der blot mistænkes for upassende omgang med det andet køn, og mange gange bliver de hverken tiltalt eller dømt for mordet. Den slags drab af familiemedlemmer har været i stærk stigning også blandt muslimer i EU indenfor de sidste 20 år, således at mindst 200 tilfælde er kendt fordelt på de europæiske lande. Undertiden er hele familien  involveret i et sådant drab, hvorfor det kan være svært at placere skylden individuelt.

  “Mænd bliver ikke dømt for voldtægt, hvis der ingen vidner er til udåden, men en gift gravid kvinde risikerer at blive straffet, uden at nogen ytrer den mulighed, at der kunne være tale om voldtægt.... Mænd slipper ofte for tiltale for seksuelt misbrug af småpiger under påskud af, at man vil skåne pigerne og deres families omdømme”(“Islam- fred og harmoni” 1991, s.82). Mændene holder store fester ved deres sønners fødsel, mens de truer med skilsmisse, hvis deres hustru føder piger”(Samme s.83). Bladet nævner ikke med en lyd, hvilke straffe en kvinde, som beskyldes for utroskab, underkastes i lande med islamisk lov(sharia): stening af kvinden, som graves ned i jorden til bæltestedet og får kastet sten på sig, indtil døden indtræder. I lande for Iran og Afghanistan straffes også den kvinde som er blevet voldtaget. Ellers straffes hun indirekte i islam ved at hun mister såvel sin ære som værdi, selv om hun var uskyldig i voldtægten.

    I Europa, hvor disse love er forbudt, kan familien dog ofte tage sagen i egen hånd. Bank, vold og korporlig afstraffelse som opdragelse af hustruen fører også i EF gang på gang til kvindens død. I disse tilfælde viser det sig ofte umuligt at få den skyldige dømt, da hele familien dækker over hinanden og man ikke kan fængsle en hel familie.

I nogle tilfælde foretager manden afstraffelsen af kvinden med en pisk i hjemmet. Denne kendsgerning bevirker, at kvinde- og krisecentre i DK stadig stigende grad belastes.

   Forholdet mellem mand og kvinde er bestemt gennem den himmelske lov i Koranen, “og den kan der ikke laves om på”, ligesom den muslimske svigermor sagde til sin danske svigerdatter. Marie Skoven  gengiver denne samtale i sin bog ”En uanstændig kærlighed”: “Tilværelsen formede sig, som den var bestemt i himlen, at den skulle forme sig. For læste hun ikke i Koranen: “Mænd skal tage sig af kvinder og beskytte dem, for Allah har skabt dem således, at det ene køn overgår det andet...Således er gode kvinder de, som er lydige... Med hensyn til dem fra hvem I frygter oprør, påmind dem og forvis dem til en seng for sig selv, og giv dem af svøben...” Det var også fra den himmelske bog - tænk dig en bog, der er en nøjagtig kopi af den bog, som er oppe i Himlen hos Gud. Alle er født til at være muslimer”, sagde hun, mens hun var ved at skrælle kartofler. “Når en ting falder på gulvet, sagde hun, og gav slip på kartoffelskrælleren, “så er den også muslim. Den eneste forskel på os og kartoffelskrælleren er, at kartoffelskrælleren ikke selv kan vælge, om den vil falde. Mennesket har et valg. De kan vælge, om de vil følge Koranens regler, men uanset om de gør det eller ej, så er de forudbestemt til at være muslimer”(s.72). Som sådan kan der heller ikke laves om på Allahs fuldendte system i principperne på forholdet mellem mand og kvinde.

  Muhammad Qutb,  som er en af de mest prominente moderate ledere i Mellemøsten i dag, som mener at vesten har misforstået islam i bund og grund, søger i sin bog “Den misforståede religion” at beskrive forholdet mand kvinde sådan: “Er vore traditioner dem, der er skyld i, at kvindens liv i østen er dyrisk, trægt, snæversynet og levet i uvidenhed, som nogle forfattere vil have os til at tro? Svaret er igen et eftertrykkeligt nej! Vore nedarvede traditioner er ikke skyldige. Hvad disse traditioner (her menes sande og ægte islamiske traditioner) ikke anerkender er sådanne dumme og usunde aktiviteter, som at kvinderne går ud på gader og stræder, hvis der ikke er nogen virkelig grund til det. Der er helt sikkert ingen, som vil vove at påstå, at kvinderne alene gennem sådanne aktiviteter kan realisere deres evner og styrke deres selvrespekt. Når de mennesker, der er imod traditionerne, alligevel insisterer på at foretage disse ting, kan det kun være, fordi de ikke vil erkende åbent, at det, de virkeligt ønsker, er tøjlesløshed. Der var i Ægypten en ikke-muslimsk forfatter, som aldrig lod en mulighed gå fra sig til at forklejne islam åbenlyst eller fordækt i sit ugemagasin. Han påmindede hele tiden kvinderne. “Ryst jeres slidte traditioner af jer; kom ud af jeres huse og bland jer med mændene og få arbejde i forretningerne, ikke fordi I har behov for det, men for at slippe for at være mødre og sygeplejersker for den menneskelige race.... Han sagde også, at kvinderne gik på gaderne med nedslagne øjne, fordi de manglede mod og selvtillid, og var overvældet af frygt for mændene. Men når hun gennem erfaring bliver oplyst, vil hun være i stand til modigt at stå ansigt til ansigt med mændene. Han glemmer at fortælle, at det, at slå øjnene ned, ikke er noget specielt for kvinder, for historien fortæller os, at den hellige profet, Allahs fred være med ham, var så blufærdig som en jomfru. Islam og kun islam kan løse kvindernes problemer, samtidig med, at den kan løse mændenes. Lad os alle, mænd og kvinder, unge og gamle sammen kæmpe den hårde kamp for at genskabe den islamiske stat”(s.107-108, Alif Forlag 1992).

   Hvor vanskelig det kan være for en kvinde selv i et moderat land som Jordan , hvor kongen tilmed er gift med en amerikaner, viser valget af Toujan Faisal til det jordanske parlament: “Jeg var nok lidt blåøjet, da jeg stillede op, men jeg tror ikke, at nogen som helst havde regnet med, at islamisterne havde reageret så voldsomt, som de gjorde. “Da det blev offentliggjort, at jeg - en kvinde - stillede op til valget, rasede de islamiske aviser, og jeg modtog dødstrusler herhjemme og på mit kontor. Jeg prøvede at skrive om mine holdninger, men det var, som om de var ligeglade med det, jeg stod for. Når jeg skrev om, at det eneste jeg ønskede var demokrati, rasede præsteskabet og deklamerede, at demokratierne i Vesten var imod Islam, og at jeg var en gudsbespotter”. “Islamisterne gik så langt, at de tog mig i retten, hvor jeg blev anklaget for blasfemi. Det lyder måske harmløst, men islamisternes anklager krævede, at jeg skulle dømmes til at være “dødt kød”, hvilket ikke kun ville medføre, at jeg mistede alle mine civile rettigheder, men også, at alle mine personlige ejendele ville blive konfiskeret, og at min mand ville blive tvunget til at støde mig bort og til at lade sig skille fra mig”. “Grunden til, at min mand skulle indblandes i retssagen er, at familien ifølge islam er hellig, og det er ikke kun i religiøse kredse, at man sætter det klassiske familiemønster højest. Selv i den jordanske lovgivning har man en speciel lov “The family status law”, familie-status-loven, som beskytter det gamle familiemønster og giver manden flere rettigheder end kvinden. Dette er almindeligt accepteret.” “Da processen begyndte, kom det afgørende slag. Pressen startede en hetzkampagne, der udelukkende handlede om min mand - om at han ikke kunne styre sin kvinde, og at han derfor var medskyldig i blasfemi. I dagevis bragte de artikler om hans skyld overfor islam og om, at han ikke var en god muslim, så længe han var gift med mig. Min mand, som var læge, tog det naturligvis meget nært, men han forsøgte at støtte mig og klagede ikke”.  “Langsomt blev min mands lægeklinik affolket for patienter, og klinikken kunne ikke længere løbe rundt. Til vores store glæde fik min mand et tilbud om et vellønnet job i Saudi-Arabien. Da han modtog kontrakten solgte han straks klinikken....Han ankom i god behold, men det viste sig, at kontrakten var falsk. Det hele var iscenesat af det muslimske broderskab for at skade mig, og det lykkedes dem virkelig...I de næste fire år fortsatte jeg min kamp for demokratiet....De aviser, som publicerede mine meninger, modtog trusler. Selv folk, der støttede mig eller bare mødte op til mine forelæsninger, blev truet på livet. Efter flere forelæsninger skete det, at folk blev passet op af fremmede mænd eller blev overfaldet”(Information 9.2.1992). Ligeberettigelse kan kun ske på trods af islam, ikke indenfor islam, for Allahs system godkender ikke at parterne er lige.

 

                                   9. Ægteskabet og Allahs lov

9.1 Ægteskab mellem muslim og ikke-muslim

 

En ateist eller en person, som hverken er muslim, kristen eller jøde, kan ifølge Koranen ikke gifte sig med en muslim, da de ikke er på samme stade. En frafalden eller et medlem af en tredje religion er uden rettigheder og kan derfor ikke gifte sig med en muslim. En person, der har haft seksuelt forhold til en anden, kan ikke gifte sig med troende muslim. Sura 24.v.26. “ Urene kvinder er for urene mænd, og urene mænd for urene kvinder. Rene kvinder er for rene mænd, og rene mænd for rene kvinder.”

   Alle fire islamiske lovskoler anerkender et ægteskab mellem en muslimsk mand og en jødisk eller kristen kvinde for retsgyldig. Den shafiitiske lovskole har dog en betænkelighed, idet en kristen eller jødisk kvinde, som bor udenfor et muslimsk område, vil have svært ved at opdrage barnet som rigtig muslim.

Ved giftermål mellem en muslimsk mand og en kristen kvinde henviser den muslimske mand ofte til Sura 2.v.256 ”Der findes ikke være nogen tvang i religionen. Sand vejledning (islams forkyndelse)er nu klart adskilt fra løgnen (de vantro)”. Reelt vil kvinden dog opleve et pres enten fra manden eller siden fra mandens familie, i mange tilfælde et så voldsomt press, at et ægteskab har svært ved at fungere.

     Islam siger følgende om et blandet ægteskab, dvs. mellem en muslimsk mand og en kristen eller jødisk kvinde: “Den ikke-muslimske hustru må ikke forsøge at påvirke deres børn med sin egen tro, idet det i Islam gælder, at børn følger deres fars religion - uanset moderens religiøse tilhørsforhold” (“Islam Fred og Harmoni” nr.4, 1991).”

  Her må dog siges, at muslimske mænd i nogle områder direkte opfordres til at gifte sig med kristne kvinder, for at forhindre, at de kristnes antal øges og for at sørge for, at de kristne kvinder føder muslimske børn. Eksempelvis har det foruroliget mullaerne i Indonesien, at de kristnes antal er begyndt at vokse pga. af en stor kristen vækkelse. For at modvirke dette har man forsøgt sig dels med voldsomme forfølgelser og kirkeafbrændinger i stor stil, men også med det andet middel med blandede ægteskaber, hvor den kristne kvinde skal bøje sig under manden og føde denne muslimske børn.

    Hvorvidt muslimske mænd direkte opfordres til at gifte sig med kristne kvinder i Europa, er jeg ikke stødt på, men i Danmark har det ført til at 1000 kvinder er blevet muslimer med muslimske børn, i Frankrig 30.000 og England 10.000.

Peter Frisch, præsident for Forfatningsbeskyttelsen i Tyskland oplyser, at der i Tyskland er islamiske centre som "udtrykkeligt giver anvisninger på at ægte tyske kvinder. Kvinderne skal konvertere til islam og opdrage børnene i den islamiske tro" (Interview i dagbladet "Die Welt" 13.10.1997).

   Ofte tvinges en del kvinder indirekte til konvertering, da hun efterhånden indser, at hendes stilling i ægteskabet er vanskelig i forhold til manden og dennes familie. Kun stærke kvinder kan holde stand. I tilfælde, hvor børn er blevet døbt som følge af en aftale mellem parterne, har jeg desværre oplevet, at manden atter meldte dem kollektivt ud af kirken. Dette er dog i henhold til muslimsk lov. Kvindens og børnenes stilling er ofte endnu mere vanskelig, når kvinden ikke er konverteret.

   Lad os igen se de islamiske retsregler: “En ægteskabskontraktlig aftale om at opdrage børn af en muslimsk far og en ikke-muslimsk mor i moderens religion betragtes som ugyldig ved muslimske landes domstole. Faderen skal sørge for at opdrage sine børn i Islam. Modarbejdes han heri af sin jødiske eller kristne hustru, bør han skille sig fra hende for at sikre børnenes islamiske opdragelse. En ikke-muslimsk mor kan aldrig være legal værge for sine muslimske børn - ligesom en muslim aldrig kan være legal værge for en ikke-muslim” (“Islam- Fred og harmoni”, 1991): Sura 60,v.10: ”Bliv ikke værge for vantro kvinder...Således er Guds befaling. Han dømmer med retfærdighed jer imellem. Gud er fuld af kundskab og visdom.”

En ikke-muslim kan aldrig arve en muslim og vice versa; men de gensidige ægteskabelige rettigheder og forpligtelser er de samme - uanset hustruens religiøse tilhørsforhold.

Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en muslimsk mand: Koranen forbyder en muslimsk kvinde at indgå ægteskab med en vantro eller en afgudsdyrker, medmindre denne antager islam: Sura 2,v.221: “I må ikke gifte jer med kvinder, der er afgudsdyrkere, medmindre de antager troen (islam). En troende (muslimsk) slavepige er bedre end en kvindelig afgudsdyrker, også selvom i kunne lide hende. Og giv ikke (muslimske kvinder) til hedenske mænd i ægteskabet, medmindre disse bliver troende (muslimer)..... Disse vil drage jer til helvedes flammer; men Gud kalder jer til paradis”.

Sura 60,v.10: “I troende. Når der kommer troende kvindelige flygtninge til jer, da undersøg dem og prøv dem. Gud kender bedst deres tro. Dersom I er forvisset om, at de er troende (muslimer), så send dem ikke tilbage til de vantro. De troende kvinder er ikke lovlige hustruer for de (vantro mænd), ej heller omvendt; men giv de vantro tilbage, hvad de har betalt i brudegave. Der vil ikke falde nogen skyld på jer, dersom I tager dem til ægte ved at betale dem deres brudegave...” Men hold ikke fast i ægteskabet med en vantro kvinde (da hun ikke mere er tilladt at have).

      Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en vantro er dog iflg. Koranen tilladt, hvis kvinden har haft et seksuelt forhold uden for ægteskabet:

    Sura 24,v.3: “Ingen mand, der er skyldig i hor eller utugt kan gifte sig med en kvinde, medmindre hun er skyldig i samme forbrydelse eller med en vantro. Lad ej heller andre end en sådan mand eller en vantro gifte sig med en sådan kvinde: For en troende er noget sådant forbudt”.

         Således er det ifølge traditionel islamisk lov(Sharia) - ligesom i nutidig lovgivning - forbudt en muslimsk kvinde under nogen omstændigheder at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Indgås et sådant ægteskab på trods af forbudet (f. eks. i et ikke-muslimsk land), v il ægteskabet være ugyldigt i et muslimsk land.

  Forbudet begrundes med, at børn som oftest følger faderens religion. “Det ville være nedværdigende og uudholdeligt for en muslimsk kvinde at acceptere at leve sammen med en mand og børn, der ikke respekterer muslimernes sidste profet, Muhammad og hans lære. Der er endvidere stor sandsynlighed for, at den muslimske hustru, der jo ville være i mindretal i forhold til mand og børn, langsomt vil føle sig tvunget til at opgive sin egen tro til fordel for mandens, idet de i de fleste kulturer er manden, der er overhovedet” ("The Moslem World League Journal", Marts 98).

  

 





Anbefal siden til en ven...
Webdesign by Style-IT

© www.islaminfo.dk