KVINDENS RETTIGHEDER I ISLAM
skrevet af CHRIS HINRICHSEN
8. 4 Kønsroller, samt mænds og kvinders værdi
Kvinders og mænds værdi er forskellig i islam, idet kvinden i sig selv er uden værdi. Hun får først værdi gennem manden. Dette pointerer de to kvindelige tyrkiske antropologer N. Sirman-Eralp og L.Yalcin-Heckmann som basis til forståelsen af forholdet mellem mand og kvinde i islam. De to antropologer skrev en udførlig religiøs og antropologisk rapport om dette forhold i forbindelse med en retssag i København, hvor den tyrkiske muslim Polat Chador og dennes tre brødre den 21.oktober 1986 myrdede deres kusine Gülsüme Chadar udenfor hendes hjem i København med i alt 29 knivstik. For at forstå og belyse drabet til bunds bestilte det danske retsvæsen rapporten ved de to tyrkiske antropologer.
Den fraskilte kvinde, som blev dræbt som hævn for at genoprette familiens ære, blev i den sammenhæng beskrevet som en kvinde uden værdi, da hun var fraskilt, selvstændig, levede alene og havde kastet skam over familien gennem forskellige forhold.
Antropologen Sirman-Eralp, som havde været med til at skrive rapporten for den offentlige anklager i drabssagen statsadvokat H.C Abildtrup, udtalte som antropolog følgende om kvinders værdi i islam i forhold til mandens værdi: “Kvinden anses (i islam kun) som den jord, hvori mandens sæd skal sås. Jorden er passiv. Den producerer kun, hvad der sås i den. I sig selv er jorden uden værdi. Jorden kan kun gøres produktiv og få værdi når den ejes (af manden). Jorden er kun af værdi, når den gøres til mark af manden og producerer børn (drengebørn). Derfor er den ugifte kvinde eller den enlige værdiløs. Den enlige kvinde er værdiløs. Kun når hun føder børn får hun værdi, men da kvinden kun er mark, er det manden, der ejer afgrøden, dvs. børnene.”
Kvinden har som sådan heller ikke en egentlig identitet uden sin mand eller sine mandlige familiemedlemmer. Sirman-Eralp og Yalcin-Heckmann siger herom, at kvinden derfor når kun bliver gift, bliver til et totalt andet menneske.
Videre fastslog rapporten, at "kvinder og mænd er født med ære, mænd er dog født med mere ære end kvinder. Hvis kvinden mister sin ære er hun udstødt, ikke kun af familien, men af hele samfundet. For at kvinden ikke skal miste sin ære skal hun være under konstant kontrol af en mand. En kvinde har derfor ikke samme frihed som manden”.
En ikke-muslimsk kvinde har langt mindre ære end en muslim. Da ikke-muslimen ligesom den enlige muslimske kvinde ikke har nogen ære at tabe, betragtes disse af den muslimske mand også på det seksuelle plan som kvinder stående på et lavt moralsk og menneskeligt niveau og omtales med ubehagelige udtryk. Grov seksuel chikane er ofte en følge.
Som sådan er udgangspunktet for mandens og kvindens værdi, frihed og retsstatus totalt forskellig.
Heller ikke på det religiøse område har kvinden samme rettigheder som manden: Kvinden må ikke bede offentligt i moskeen, der stilles hende ikke samme glæder i udsigt i Paradis som for manden. “Efter flere traditioner så Muhammad Paradis. Dets beboere bestod for 90% vedkommende af mænd, kun 10% var kvinder. Derfor har Allah skabt bredbarmede Paradisjomfruer til enhver muslim... I helvede var 90% kvinder og 10% mænd. Da han blev spurgt om misforholdet i evigheden, sagde han, at de fleste kvinder er opsætsige (oprørske), uerbødige og sjældent underkaster sig deres mand. Kun de kvinder ville have mulighed for at indtræde i Paradis, som af deres mænd ville få en legitimation ved dommen, at de altid havde været ydmyge, føjelige, adlydende, sparsommelige og troende muslimer (se også sura 66.5)”, (Cit.:Abd-Al Mash. “Der Islam” s.69 og Sahih Muslim, “Dhikr 95”, Kanz al-Umma.Bd.21. s.223).
Overfor loven har kvinden i islam heller ikke samme rettigheder som manden. Dette retslige misforhold går ikke kun tilbage til det oldarabiske samfund, men indvarsles først og fremmest med Muhammads lovsystem. På et afgørende punkt betegner Muhammads åbenbaringer nemlig et afgjort tilbageskridt i forhold til de arabiske stammereligioner, som fandtes i hans område: Før Muhammad havde kvinden en ret fri stilling i det arabiske samfund. Kvinden havde selv det afgørende ord om, hvem hun ville gifte sig med, og kvinder kunne ved mange lejligheder gribe ind i stammens skæbne med råd. Med islam forsvinder disse rettigheder. Forhold som polygamiet og det persiske haremsvæsen overtog Muhammad fra Persien. Men udover dette foreligger der i Muhammads forkyndelse og lovgivning en uheldig undervurdering af kvinden. Muhammads første hustru Khadidja var før hun blev gift med profeten en formuende selvstændig forretningskvinde i det arabiske samfund. Men da Muhammad formede sine tanker og love for kvinden, var hans første hustru den fromme Khadidja allerede død, medens den intrigante Aischa og de talrige kvinder, han befolkede sit harem med, gennem deres konstante intriger ikke var egnede til at ændre Muhammads tanker om kvinden i en positiv retning. De talrige intriger i hans harem, som nok var med til at forme Muhammads syn på kvinderne og deres totale underkastelse under ham som profet, statschef, højesteretsdommer og øverste militærchef, kan nok ikke føres tilbage til kvindernes karakter, men kan forklares ud fra den situation, de var sat i et harem, hvor alle måtte gøre opmærksom på sig selv, også på uheldige måder, for ikke at blive overset.
Det usædvanlige mand-kvinde forhold kan også ses ud fra andre perspektiver: da Muhammad giftede sig med den unge Aischa var hun 10 år! (nogle kilder siger endog 9), Muhammad selv var 50! Uden tvivl blev der allerede fra starten gjort vold mod et barns sind. Da Muhammads nomadelejr en morgen brød op, blev Aischa tilbage for at lede efter sit tabte halsbånd. Ingen havde opdaget, at hun blev tilbage, da kvinderne blev transporteret i store lukkede kurve på kamelryggen, så man nedefra ikke kunne se dém, der sad i kurvene. En ung efternøler ved navn Safwan tog hende op og var sammen med hende en hel nat på den forladte lejrplads. Den unge kone sammen med en ung smuk mand satte sladderen i omløb. Muhammads datter Fatima (af 1.ægteskab) gik straks til angreb på Aischa, som hun beskyldte for ægteskabsbrud, medens hun krævede, at Muhammad skulle skille sig fra hende. Muhammad havde nok mistanke, men fik til lejligheden en åbenbaring, at Aischa var uskyldig, og at fremover en sådan beskyldning skulle støttes af fire vidner. Fra denne dag var hadet mellem Fatima og Aischa dødbringende og fik skæbnesvangre følger for borgerkrigene efter Muhammads død. De ægteskabelige dramaer blev ikke mindre af, at Muhammad senere fik øje på sin adoptivsøns kone i en så uheldig grad, at han tvang adoptivsønnen til at afgive sin kone til ham. Allerede forinden havde han fået den åbenbaring, at mænd måtte have op til fire hustruer på én gang (foruden slavehustruer). Men da han allerede havde fire hustruer og han godt vidste, at omgivelserne ikke syntes om hans handlemåde (det blev anset for blodskam), fik han en ny åbenbaring, at han som den eneste måtte have mere end fire hustruer (foruden slavehustruer). Det moderne arabiske mundheld, at “kvinden hverken har forstand eller religion” er ikke grebet ud af luften, men ligger i profetens holdning til kvinden. Koranens 2. sura, v.223 som Muhammad formulerede i en åbenbaring, går i samme retning: ”Jeres hustruer er jeres agre, gå derfor til jeres ager, som i lyster”. Den konverterede danske kvinde Aminah Echammari, som var marokkansk gift, mener ikke at dette vers bør forstås sådan, selvom hun siger: “Muslimske mænd har i tidens løb opfattet verset som lovhjemmel til at betragte kvinden som sexobjekt”(s.84) og peger på Sura 42,v.38(fejl?) om at ordne sine affærer ved gensidig rådslagning. Her må dog siges, at Muhammad aldrig har ment, at kvinder skulle deltage i rådslagningen i beduinteltet, kun mændene. Der deltog da heller aldrig kvinder i rådslagning med Muhammad eller hans efterfølgere.
Hvis man ikke kender Muhammads eget forhold til kvinder, har man ikke nøglen til forståelse af hans åbenbaringer og dermed den lovgivning, som omhandler kvinde-mandforholdet og som udspringer af disse koranåbenbaringer. Polygami er tilladt. Kvinden har ikke ret til at nægte manden seksuelt samkvem. Manden har ubetinget ret til skilsmisse under alle forhold. Kvinden kan kun under helt bestemte forhold tage initiativ til skilsmisse og kun overfor en dommer, men mister da sin “mahr”, dvs. den sum penge, som manden ifølge ægteskabskontrakten har accepteret at betale til hende. Barnet tilhører altid mandens familie også i tilfælde af skilsmisse. Derfor er et barn af en muslim altid muslim i juridisk forstand. En muslimsk mand må gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde, men kun hvis hun er kristen eller jøde (ellers er det forbudt). I nogle lande frarådes dog ægteskab med kristne, hvis hustruens familie og det omgivende samfund er stærkt, så de evt. kunne påvirke barnet. Børn i ægteskabet er under alle omstændigheder muslimer, uanset hustruens tro eller mangel på samme. Hvis mand og hustru er uenige om noget, er det altid mandens ord, der er gældende. Hvis kvinder ikke retter sig derefter, har manden ret til at straffe kvinden og børnene også korporligt (undertiden med en stok). 4.sura v.34 påbyder at "slå dem"(kvinderne) "Og hvis I frygter modstand (evt. oprør) mod jer, så undgå dem, søg ikke ægtesengen med dem og bank dem! Hvis de (derpå) adlyder, så behøver i ikke at foretage jer mere mod dem!". Undertiden fejloversættes med vilje "irettesæt dem". Endvidere gælder en lang række straffe for kvinder, som ikke gælder for mænd.
“En kvinde, som har undgået fortsat kontakt med en mand, har ikke lov til at forlade huset uden sin mands tilladelse, hun skal være til hans disposition for ethvert af hans ønsker og kan ikke nægte ham det uden en gyldig religiøs grund. Hvis hun er fuldstændig underkastet ham, skal manden til gengæld sikre hende mad, tøj og husly, hvad enten han har midler eller ej” (Principes).
Kvinden betragtes i første omgang som hustru og moder, og man forventer hun føder adskillige børn, helst sønner. Som sådan er der en del muslimske kvinder, som siger, at de føler, at de har det bedre end mange ikke-muslimer. Danske kvinder, som går ind i et muslimsk ægteskab ser dog ofte først for sent, at manden, som var høflig, mandig og tiltrækkende før ægteskabet, ofte totalt ændrer sig efter ægteskabet. Medens hun før var et frit væsen, bliver hun som oftest med et slag betragtet som en person, der bør følge manden og mandens familie. Som sådan styrer mandens familie ofte den unge brud mindst lige så radikalt. Eftergivenhed fra mandens side anses af familien som svaghed, der krænker mandens ære. En mand bør ikke lade en sådan skam gå over sig.
Selv for meget overbeviste muslimske kvinder kan dette rollemønster være skræmmende. For eks. Aminah Echammari, som nævner, at kvinden ofte ikke får sin arveandel, og “ofte sker det, at en skilsmisse- eller anden retssag anlagt af en kvinde uden grund trækkes ud i årevis (bladet "Islam Fred og harmoni" 1991).
Hvis en mand overrasker sin hustru sammen med en anden mand, vil der for ægtemanden være tale om formildende omstændigheder, hvis han dræber hustruen eller hendes elsker. En kvinde i nøjagtig samme situation dømmes for mord.... Sjældent hører man kritik af mænds før- eller udenoms-ægteskabelige affærer”(Islam, fred og harmoni,1991.s.82. Nogle mænd er endda parate til at dræbe en søster, der blot mistænkes for upassende omgang med det andet køn, og mange gange bliver de hverken tiltalt eller dømt for mordet. Den slags drab af familiemedlemmer har været i stærk stigning også blandt muslimer i EU indenfor de sidste 20 år, således at mindst 200 tilfælde er kendt fordelt på de europæiske lande. Undertiden er hele familien involveret i et sådant drab, hvorfor det kan være svært at placere skylden individuelt.
“Mænd bliver ikke dømt for voldtægt, hvis der ingen vidner er til udåden, men en gift gravid kvinde risikerer at blive straffet, uden at nogen ytrer den mulighed, at der kunne være tale om voldtægt.... Mænd slipper ofte for tiltale for seksuelt misbrug af småpiger under påskud af, at man vil skåne pigerne og deres families omdømme”(“Islam- fred og harmoni” 1991, s.82). Mændene holder store fester ved deres sønners fødsel, mens de truer med skilsmisse, hvis deres hustru føder piger”(Samme s.83). Bladet nævner ikke med en lyd, hvilke straffe en kvinde, som beskyldes for utroskab, underkastes i lande med islamisk lov(sharia): stening af kvinden, som graves ned i jorden til bæltestedet og får kastet sten på sig, indtil døden indtræder. I lande for Iran og Afghanistan straffes også den kvinde som er blevet voldtaget. Ellers straffes hun indirekte i islam ved at hun mister såvel sin ære som værdi, selv om hun var uskyldig i voldtægten.
I Europa, hvor disse love er forbudt, kan familien dog ofte tage sagen i egen hånd. Bank, vold og korporlig afstraffelse som opdragelse af hustruen fører også i EF gang på gang til kvindens død. I disse tilfælde viser det sig ofte umuligt at få den skyldige dømt, da hele familien dækker over hinanden og man ikke kan fængsle en hel familie.
I nogle tilfælde foretager manden afstraffelsen af kvinden med en pisk i hjemmet. Denne kendsgerning bevirker, at kvinde- og krisecentre i DK stadig stigende grad belastes.
Forholdet mellem mand og kvinde er bestemt gennem den himmelske lov i Koranen, “og den kan der ikke laves om på”, ligesom den muslimske svigermor sagde til sin danske svigerdatter. Marie Skoven gengiver denne samtale i sin bog ”En uanstændig kærlighed”: “Tilværelsen formede sig, som den var bestemt i himlen, at den skulle forme sig. For læste hun ikke i Koranen: “Mænd skal tage sig af kvinder og beskytte dem, for Allah har skabt dem således, at det ene køn overgår det andet...Således er gode kvinder de, som er lydige... Med hensyn til dem fra hvem I frygter oprør, påmind dem og forvis dem til en seng for sig selv, og giv dem af svøben...” Det var også fra den himmelske bog - tænk dig en bog, der er en nøjagtig kopi af den bog, som er oppe i Himlen hos Gud. Alle er født til at være muslimer”, sagde hun, mens hun var ved at skrælle kartofler. “Når en ting falder på gulvet, sagde hun, og gav slip på kartoffelskrælleren, “så er den også muslim. Den eneste forskel på os og kartoffelskrælleren er, at kartoffelskrælleren ikke selv kan vælge, om den vil falde. Mennesket har et valg. De kan vælge, om de vil følge Koranens regler, men uanset om de gør det eller ej, så er de forudbestemt til at være muslimer”(s.72). Som sådan kan der heller ikke laves om på Allahs fuldendte system i principperne på forholdet mellem mand og kvinde.
Muhammad Qutb, som er en af de mest prominente moderate ledere i Mellemøsten i dag, som mener at vesten har misforstået islam i bund og grund, søger i sin bog “Den misforståede religion” at beskrive forholdet mand kvinde sådan: “Er vore traditioner dem, der er skyld i, at kvindens liv i østen er dyrisk, trægt, snæversynet og levet i uvidenhed, som nogle forfattere vil have os til at tro? Svaret er igen et eftertrykkeligt nej! Vore nedarvede traditioner er ikke skyldige. Hvad disse traditioner (her menes sande og ægte islamiske traditioner) ikke anerkender er sådanne dumme og usunde aktiviteter, som at kvinderne går ud på gader og stræder, hvis der ikke er nogen virkelig grund til det. Der er helt sikkert ingen, som vil vove at påstå, at kvinderne alene gennem sådanne aktiviteter kan realisere deres evner og styrke deres selvrespekt. Når de mennesker, der er imod traditionerne, alligevel insisterer på at foretage disse ting, kan det kun være, fordi de ikke vil erkende åbent, at det, de virkeligt ønsker, er tøjlesløshed. Der var i Ægypten en ikke-muslimsk forfatter, som aldrig lod en mulighed gå fra sig til at forklejne islam åbenlyst eller fordækt i sit ugemagasin. Han påmindede hele tiden kvinderne. “Ryst jeres slidte traditioner af jer; kom ud af jeres huse og bland jer med mændene og få arbejde i forretningerne, ikke fordi I har behov for det, men for at slippe for at være mødre og sygeplejersker for den menneskelige race.... Han sagde også, at kvinderne gik på gaderne med nedslagne øjne, fordi de manglede mod og selvtillid, og var overvældet af frygt for mændene. Men når hun gennem erfaring bliver oplyst, vil hun være i stand til modigt at stå ansigt til ansigt med mændene. Han glemmer at fortælle, at det, at slå øjnene ned, ikke er noget specielt for kvinder, for historien fortæller os, at den hellige profet, Allahs fred være med ham, var så blufærdig som en jomfru. Islam og kun islam kan løse kvindernes problemer, samtidig med, at den kan løse mændenes. Lad os alle, mænd og kvinder, unge og gamle sammen kæmpe den hårde kamp for at genskabe den islamiske stat”(s.107-108, Alif Forlag 1992).
Hvor vanskelig det kan være for en kvinde selv i et moderat land som Jordan , hvor kongen tilmed er gift med en amerikaner, viser valget af Toujan Faisal til det jordanske parlament: “Jeg var nok lidt blåøjet, da jeg stillede op, men jeg tror ikke, at nogen som helst havde regnet med, at islamisterne havde reageret så voldsomt, som de gjorde. “Da det blev offentliggjort, at jeg - en kvinde - stillede op til valget, rasede de islamiske aviser, og jeg modtog dødstrusler herhjemme og på mit kontor. Jeg prøvede at skrive om mine holdninger, men det var, som om de var ligeglade med det, jeg stod for. Når jeg skrev om, at det eneste jeg ønskede var demokrati, rasede præsteskabet og deklamerede, at demokratierne i Vesten var imod Islam, og at jeg var en gudsbespotter”. “Islamisterne gik så langt, at de tog mig i retten, hvor jeg blev anklaget for blasfemi. Det lyder måske harmløst, men islamisternes anklager krævede, at jeg skulle dømmes til at være “dødt kød”, hvilket ikke kun ville medføre, at jeg mistede alle mine civile rettigheder, men også, at alle mine personlige ejendele ville blive konfiskeret, og at min mand ville blive tvunget til at støde mig bort og til at lade sig skille fra mig”. “Grunden til, at min mand skulle indblandes i retssagen er, at familien ifølge islam er hellig, og det er ikke kun i religiøse kredse, at man sætter det klassiske familiemønster højest. Selv i den jordanske lovgivning har man en speciel lov “The family status law”, familie-status-loven, som beskytter det gamle familiemønster og giver manden flere rettigheder end kvinden. Dette er almindeligt accepteret.” “Da processen begyndte, kom det afgørende slag. Pressen startede en hetzkampagne, der udelukkende handlede om min mand - om at han ikke kunne styre sin kvinde, og at han derfor var medskyldig i blasfemi. I dagevis bragte de artikler om hans skyld overfor islam og om, at han ikke var en god muslim, så længe han var gift med mig. Min mand, som var læge, tog det naturligvis meget nært, men han forsøgte at støtte mig og klagede ikke”. “Langsomt blev min mands lægeklinik affolket for patienter, og klinikken kunne ikke længere løbe rundt. Til vores store glæde fik min mand et tilbud om et vellønnet job i Saudi-Arabien. Da han modtog kontrakten solgte han straks klinikken....Han ankom i god behold, men det viste sig, at kontrakten var falsk. Det hele var iscenesat af det muslimske broderskab for at skade mig, og det lykkedes dem virkelig...I de næste fire år fortsatte jeg min kamp for demokratiet....De aviser, som publicerede mine meninger, modtog trusler. Selv folk, der støttede mig eller bare mødte op til mine forelæsninger, blev truet på livet. Efter flere forelæsninger skete det, at folk blev passet op af fremmede mænd eller blev overfaldet”(Information 9.2.1992). Ligeberettigelse kan kun ske på trods af islam, ikke indenfor islam, for Allahs system godkender ikke at parterne er lige.
9. Ægteskabet og Allahs lov
9.1 Ægteskab mellem muslim og ikke-muslim
En ateist eller en person, som hverken er muslim, kristen eller jøde, kan ifølge Koranen ikke gifte sig med en muslim, da de ikke er på samme stade. En frafalden eller et medlem af en tredje religion er uden rettigheder og kan derfor ikke gifte sig med en muslim. En person, der har haft seksuelt forhold til en anden, kan ikke gifte sig med troende muslim. Sura 24.v.26. “ Urene kvinder er for urene mænd, og urene mænd for urene kvinder. Rene kvinder er for rene mænd, og rene mænd for rene kvinder.”
Alle fire islamiske lovskoler anerkender et ægteskab mellem en muslimsk mand og en jødisk eller kristen kvinde for retsgyldig. Den shafiitiske lovskole har dog en betænkelighed, idet en kristen eller jødisk kvinde, som bor udenfor et muslimsk område, vil have svært ved at opdrage barnet som rigtig muslim.
Ved giftermål mellem en muslimsk mand og en kristen kvinde henviser den muslimske mand ofte til Sura 2.v.256 ”Der findes ikke være nogen tvang i religionen. Sand vejledning (islams forkyndelse)er nu klart adskilt fra løgnen (de vantro)”. Reelt vil kvinden dog opleve et pres enten fra manden eller siden fra mandens familie, i mange tilfælde et så voldsomt press, at et ægteskab har svært ved at fungere.
Islam siger følgende om et blandet ægteskab, dvs. mellem en muslimsk mand og en kristen eller jødisk kvinde: “Den ikke-muslimske hustru må ikke forsøge at påvirke deres børn med sin egen tro, idet det i Islam gælder, at børn følger deres fars religion - uanset moderens religiøse tilhørsforhold” (“Islam Fred og Harmoni” nr.4, 1991).”
Her må dog siges, at muslimske mænd i nogle områder direkte opfordres til at gifte sig med kristne kvinder, for at forhindre, at de kristnes antal øges og for at sørge for, at de kristne kvinder føder muslimske børn. Eksempelvis har det foruroliget mullaerne i Indonesien, at de kristnes antal er begyndt at vokse pga. af en stor kristen vækkelse. For at modvirke dette har man forsøgt sig dels med voldsomme forfølgelser og kirkeafbrændinger i stor stil, men også med det andet middel med blandede ægteskaber, hvor den kristne kvinde skal bøje sig under manden og føde denne muslimske børn.
Hvorvidt muslimske mænd direkte opfordres til at gifte sig med kristne kvinder i Europa, er jeg ikke stødt på, men i Danmark har det ført til at 1000 kvinder er blevet muslimer med muslimske børn, i Frankrig 30.000 og England 10.000.
Peter Frisch, præsident for Forfatningsbeskyttelsen i Tyskland oplyser, at der i Tyskland er islamiske centre som "udtrykkeligt giver anvisninger på at ægte tyske kvinder. Kvinderne skal konvertere til islam og opdrage børnene i den islamiske tro" (Interview i dagbladet "Die Welt" 13.10.1997).
Ofte tvinges en del kvinder indirekte til konvertering, da hun efterhånden indser, at hendes stilling i ægteskabet er vanskelig i forhold til manden og dennes familie. Kun stærke kvinder kan holde stand. I tilfælde, hvor børn er blevet døbt som følge af en aftale mellem parterne, har jeg desværre oplevet, at manden atter meldte dem kollektivt ud af kirken. Dette er dog i henhold til muslimsk lov. Kvindens og børnenes stilling er ofte endnu mere vanskelig, når kvinden ikke er konverteret.
Lad os igen se de islamiske retsregler: “En ægteskabskontraktlig aftale om at opdrage børn af en muslimsk far og en ikke-muslimsk mor i moderens religion betragtes som ugyldig ved muslimske landes domstole. Faderen skal sørge for at opdrage sine børn i Islam. Modarbejdes han heri af sin jødiske eller kristne hustru, bør han skille sig fra hende for at sikre børnenes islamiske opdragelse. En ikke-muslimsk mor kan aldrig være legal værge for sine muslimske børn - ligesom en muslim aldrig kan være legal værge for en ikke-muslim” (“Islam- Fred og harmoni”, 1991): Sura 60,v.10: ”Bliv ikke værge for vantro kvinder...Således er Guds befaling. Han dømmer med retfærdighed jer imellem. Gud er fuld af kundskab og visdom.”
En ikke-muslim kan aldrig arve en muslim og vice versa; men de gensidige ægteskabelige rettigheder og forpligtelser er de samme - uanset hustruens religiøse tilhørsforhold.
Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en muslimsk mand: Koranen forbyder en muslimsk kvinde at indgå ægteskab med en vantro eller en afgudsdyrker, medmindre denne antager islam: Sura 2,v.221: “I må ikke gifte jer med kvinder, der er afgudsdyrkere, medmindre de antager troen (islam). En troende (muslimsk) slavepige er bedre end en kvindelig afgudsdyrker, også selvom i kunne lide hende. Og giv ikke (muslimske kvinder) til hedenske mænd i ægteskabet, medmindre disse bliver troende (muslimer)..... Disse vil drage jer til helvedes flammer; men Gud kalder jer til paradis”.
Sura 60,v.10: “I troende. Når der kommer troende kvindelige flygtninge til jer, da undersøg dem og prøv dem. Gud kender bedst deres tro. Dersom I er forvisset om, at de er troende (muslimer), så send dem ikke tilbage til de vantro. De troende kvinder er ikke lovlige hustruer for de (vantro mænd), ej heller omvendt; men giv de vantro tilbage, hvad de har betalt i brudegave. Der vil ikke falde nogen skyld på jer, dersom I tager dem til ægte ved at betale dem deres brudegave...” Men hold ikke fast i ægteskabet med en vantro kvinde (da hun ikke mere er tilladt at have).
Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en vantro er dog iflg. Koranen tilladt, hvis kvinden har haft et seksuelt forhold uden for ægteskabet:
Sura 24,v.3: “Ingen mand, der er skyldig i hor eller utugt kan gifte sig med en kvinde, medmindre hun er skyldig i samme forbrydelse eller med en vantro. Lad ej heller andre end en sådan mand eller en vantro gifte sig med en sådan kvinde: For en troende er noget sådant forbudt”.
Således er det ifølge traditionel islamisk lov(Sharia) - ligesom i nutidig lovgivning - forbudt en muslimsk kvinde under nogen omstændigheder at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Indgås et sådant ægteskab på trods af forbudet (f. eks. i et ikke-muslimsk land), v il ægteskabet være ugyldigt i et muslimsk land.
Forbudet begrundes med, at børn som oftest følger faderens religion. “Det ville være nedværdigende og uudholdeligt for en muslimsk kvinde at acceptere at leve sammen med en mand og børn, der ikke respekterer muslimernes sidste profet, Muhammad og hans lære. Der er endvidere stor sandsynlighed for, at den muslimske hustru, der jo ville være i mindretal i forhold til mand og børn, langsomt vil føle sig tvunget til at opgive sin egen tro til fordel for mandens, idet de i de fleste kulturer er manden, der er overhovedet” ("The Moslem World League Journal", Marts 98).
9.2 Religionsskift efter indgåelse af ægteskab
Hvis den ene af to muslimske ægtefæller offentligt fornægter sin tro, opløses ægteskabet øjeblikkeligt, idet en apostat (en frafalden) ifl. islamisk lov mister sine borgerrettigheder.
Hvis hustruen i et jødisk eller kristent ægteskab (dvs. hvor begge ægtefæller enten er jøder eller kristne) antager islam opløses ægteskabet, men ifl. den hanafitiske lovskole skal ægtemanden først opfordres til at antage Islam. En for mange ikke-muslimer uforståelig praksis er tvangsskilsmisser, som ikke er ønsket af nogle af parterne. Tvangsskilsmisser kan gennemtvinges af familien, eller hvis parterne bor i et muslimsk land af staten eller den muslimske religiøse myndighed. En sådan tvangsskilsmisse kan også ske selv om den ene part slet ikke afsværger sin muslimske tro, men beskyldes for at stå i opposition til de religiøse myndigheder eller af en magtfuld familie. I det moderate islamiske tidsskrift “Islam, fred og harmoni”nr.4.191 står følgende om disse regler:
"Koranen og den muslimske lov ser hårdest på de tilfælde, hvor en ægtefælle til en muslim bliver ateist eller tilslutter sig en anden religion end jøde- eller kristendom. Andre religioner betegnes som afgudsdyrkelse, hvis tilhængere per definition er uden borgerrettigheder og uden beskyttelse, da de står uden for Allahs system.
Hvis det er manden i et jødisk eller kristent ægteskab, der antager Islam, medens hustruen forbliver jøde eller kristen, opløses ægteskabet ikke.
Hvis den ene af parterne i et ægteskab mellem vantro og afgudsdyrkere antager islam, opløses ægteskabet.
Hvis en jødisk eller kristen hustru til en muslimsk mand afsværger sin tro uden at antage en anden, opløses ægteskabet. Hvis en jødisk hustru bliver kristen eller vice versa opløses ægteskabet ikke”.
Sker disse religionsskift i muslimske lande tvinges parterne omgående til at gå fra hinanden, uanset om de vil det eller ej og selv om begge parter er afgjort imod det. Der findes ingen undtagelser i Allahs system. ( Citeret efter: Assa, Dawud: "Mixed Marriages". "The Moslem World League Journal", vol.8.no.10,1981, pp.14-16) og Bellefonds, Y Linant de: "Traité de troit musulman comparé", vol. II, Paris 1995, pp.121-125: Les empechements temporaires tenant à la religion. Derudover: (Chehata, Chafik: "Note de droet musulman sut les mariages mextes". Revue Juridique et politique, indépendance et coopération, vol. 30, 1976, pp.130-133. Islam Fred og harmoni, nr.4. 91 ).
Islams syn på kvinden i vesten er usædvanligt. Følgende er skrevet af den danske kvinde Amina Echammari i det moderate danske blad for muslimer “Islam- fred og harmoni”: ”Størstedelen af de penge kvinder (i Vesten) tjener, spilder de på tøj, make-up og pynt. Al deres fritid bruger de på at gøre sig smukkere. Det er tydeligt, at deres hovedinteresse er at fascinere og fortrylle mænd” (“Islam- Fred og harmoni” .s.16, 1991).
De fleste andre blade ser mere kontant på den europæiske kvinde. De har en næsten enslydende standartbeskrivelse af hende. Om danske kvinder anvendes ofte summarisk ludder - hvis de ikke er muslimer. Den europæiske kvinde tænker kun på sex, hun er svag og fuld af laster. Hun vil prøve at ødelægge den muslimske tro. Den muslimske mand skal ikke give hende hånden eller lytte efter hende. Et ægteskab med en vestlig kvinde må betyde, at hun skal lære at tænke ret og handle ret efter mandens vejledning.
Når en muslim, uanset om denne er kvinde eller mand, har lært en ikke-muslim at kende, vil denne ofte lægge pres på den vantro part for at skifte religion til islam. Dette pres kan være så kategorisk, at flertallet giver efter før eller siden, da de gennemgående ikke aner, hvad et ægteskab med en muslim indebærer, såfremt denne er troende. Før ægteskabet regner de fleste danske piger med at forblive, hvad de er. Selv det at aflægge den korte bekendelse at “Allah er Gud og Muhammad hans profet” i vidners nærvær anser nogle danske piger for uskyldig. Men de færreste kan overskue konsekvenserne af deres handling, da de fra den dag kommer til at lægge en stadig større del af deres sjæl og personlighed på hylden. Presset, som lægges på den ikke-muslimske part af familien, skyldes bl.a. Koranens Sura 2. v.221 at en muslim ikke må gifte sig med en såkaldt "afgudsdyrkere", medmindre denne bliver muslim.
Noget specielt er, når ikke-muslimske kvinder står i et slaveforhold til en muslimsk mand, hvilket kendes fra Sudan, Yemen, Saudi-Arabien og saudiarabiske familier i England. Den vantro kvinde, der er slave, er i den situation, at ejeren kan have sex med hende og voldtage hende efter forgodtbefindende uden at det ifl. islam fører til fortabelse for muslimen.
Alene indenfor de sidste par år har den kristne menneskeretsorganisation “Christian Solidarity International” frikøbt 800 sorte slaver alene i Sudan til en gennemsnitspris på 100 dollar af muslimske slavehandlere. Alene af sorte kvindelige sudanesere regner man med, at i titusindvis arbejder som slaver hos arabere i nord og udnyttes seksuelt allerede fra barnealderen. “Akuac Malong en pige fra Dinkafolket i Sudan var kun 13 år gammel, da hun blev genforenet med sin mor sydvest for hovedstaden Khartoum. Da havde hun allerede været slave i syv år med alt, hvad det indebærer af fysiske lidelser, hårdt arbejde og seksuelle overgreb (fra 6 års alderen)!! Prisen for hende var 100 dollar eller ca. 650 kroner. Hun blev købt fri af en kristen Schweitzer af en muslimsk slavehandler. Således blev hun fri og kunne begynde den lange vandring hjem. Selv siger hun, at det var bedre at dø, end at leve videre som slave. Akuac forsøgte at flygte sammen med sin mor og en ældre bror, da det lykkedes for en mand på hest at fange hende. Hun blev bundet fast på hesten og sammen med ti byboere blev hun ført bort for at blive solgt. Hendes hersker forsøgte at omvende hende til islam og gav hende et muslimsk navn. Men Akuac glemte ikke sin kristné tro. I hemmelighed bad hun og sang kristne sange ”Udfordringen Uge 9.Årg.26,1988). Hertil kommer de egentlige slaveægteskaber, som man finder fortrinsvis i Sudan, Nordyemen og Saudi-Arabien. Dette har den fordel for rige mænd, at de kan få et større antal kvinder udover de maksimale 4 hustruer, som er tilladt. Muhammad havde ved hjælp af denne ordning 12 hustruer, heraf 7 slavepiger.
Enkelte danske kvinder lever i polygame ægteskaber med muslimske mænd. I starten var de ene hustru. Selv i Tyrkiet lever danske kvinder en sådan situation, som dog gennemgående fører til et brud efter få år. Denne form for polygami har sit udspring i Koranens sura 4,v.3: “Dersom i frygter, at det ikke vil være muligt at finde en anden rimelig løsning på problemet vedr. enker eller forældreløse i samfundet, så gift jer med dem, der synes passende: to, tre eller fire (som situationen kræver), men dersom I frygter, at I ikke kan være retfærdige mod dem alle, da gift jer kun med en”.
Endnu et problem opstår for europæiske kvinder i blandede forhold: Ved skilsmisse i Europa er parret ifl. islamisk lov slet ikke skilt, men stadig mandens, uanset om de er nok så danske. Ved en rejse til et muslimsk land kan dette få uoverstigelige følger. Her kan kvinden tvinges til at underskrive div. ufordelagtige dokumenter og presses til at fraskrive sig fælles børn. Nogle kvinder vælger da pga. børnene at blive i det muslimske land som "frivillige" fanger, da de ellers aldrig vil få børnene at se igen.
9.3 Papirløst islamisk ægteskab
Et papirløst muslimsk ægteskab indgået ved imamen er naturligvis ulovligt i Danmark efter dansk lov, da ethvert ægteskab forudsætter indhentelse af en prøvelsesattest på borgmesterkonteret, uden hvilken vielse ikke må ske, endvidere at det er en myndighed, som er lovlig, dvs. en person i et religiøst samfund, som har modtaget myndighed til dette. Der foregår meget misbrug på dette område, hvilket bringer den ikke-muslimske part ind i store problemer. Pga. den praksis, at nogle mener, det er i orden at leve papirløst, vil en del muslimske mænd under foregivende af, “at det kun er den gudløse stat som bedrages” ofte udnyttes danske kvinder til et islamisk ægteskab, som ikke er registeret af de danske myndigheder. Dette sker under foregivende af, at det kun er Allahs og dermed imamens velsignelse, der tæller (cit. “Islam fred og harmoni” 1991). Men ulovligheder og misbrug foreligger, når en imam foretager en “vielse” uden, at han har fået myndighed til det eller gør det uden prøvelsesattest. Problemet er, at den person, der foretager vielsen, ikke retsforfølges, selv om han efter dansk lov skulle straffes og en dansker naturligvis ville blive straffet. Efter en række måneder rejser imamen hjem og lader sig afløse af en anden, der fortsætter samme ulovlige praksis. "Vielsen" har naturligvis ikke dansk gyldighed. Men kommer parret til en muslimsk stat, må hun regne med at de anses for at væregift. Børnene vil da tilhøre manden, og kvinden er underkastet alle de restriktioner og retslige bagdele, som gælder for en kvinde i lande med islamisk lovgivning. Det kan have katastrofale følger for den danske kvinde, hvis parret går fra hinanden eller de kommer til et muslimsk land på ferie eller længerevarende ophold.
En muslimsk vielse og dens betingelserne for indgåelse er overholdt ifl. islamisk lov, hvis man har
1.) forældrenes samtykke, 2.) to vidner er tilstede. 3.) brud og brudgom eller deres værger er tilstede. 4.) Brudeafgiften (mahr/sadaq) er fastsat 5.) hvis en af parterne (manden) tilhører den muslimske tro.
Hvis et ægteskab skal have mening, må man efter danske normer sige, at først kommer den danske lov, og islamisk lov i anden række: dvs. overholdelsen af ægteskabslovens §16 samt bekendtgørelse nr. 81 af 15.2.1974 om kirkelig vielse uden for folkekirken. Men da islamisk lov for en muslim er det fuldkomne system, må den danske lovgivning komme i anden række.(Det betyder at danske myndigheder i visse tilfælde reelt lukker øjnene for deres egen lovgivning for at undgå at blive beskyldt for racisme).
I det danske islamiske blad “Islam- fred og harmoni” skriver Amina E. om dette forhold: “Jeg røber nok ikke nogen hemmelighed ved at påstå, at kun de færreste danske kvinder (muslimer som ikke-muslimer), der lever sammen med muslimske mænd, overholder ovenstående regler - det er stort set kun de mænd, der har ønsket at få opholdstilladelse, der er lovformeligt gift. Undskyldningen for at leve papirløst (i henhold til dansk lov) og officielt have to adresser er som regel, at man som enlig kan få større hjælp til dit og dat fra kommune og stat. Hvis nogen skulle være i tvivl, kaldes noget sådant på almindeligt dansk for socialt bedrageri. `Det er jo kun den vantro stat vi bedrager´, lyder det ofte....”(bladet "Islam, fred og harmoni", 1991,4,s.37).
9.4 Ægteskab og medgift
Loven om medgift kaldes også loven om Mahr/Sadaq. Mahr eller Sadaq er det arabiske ord for den medgift, som bruden ifølge Koranen og islamisk lov skal modtage. Denne brudepris er en kontraktligt forpligtigelse. Ifølge Koranen og islamisk lov er brudegaven eller prisen en grundbestanddel (rikn) af ægteskabet, uanset om kvinden er muslim eller vantro (kristen eller jøde).
Koranen Sura 5.v.6: ”Lovligt for jer i ægteskab er ikke blot kyske kvinder, som er troende, men kyske kvinder blandt folk af skriften, som blev åbenbaret før din tid, når I giver dem deres fastsatte brudesum og ønsker kyskhed og ikke utugt, ej heller hemmelige intriger”. Denne medgift kan bestå af penge, smykker, ejendom, kvæg, tæpper og møbler og salgbare effekter. Man kan betale hele beløbet ved ægteskabets indgåelse eller lade det forfalde til betaling ved skilsmisse eller forstødelse. Forstødelse er mandens ret, kun han har ret til at udstøde kvinden, ikke omvendt.
Kvinden kan forlange ægteskabet opløst, hvis manden ikke betaler Mahr. Men hvis kvinden accepterer at fuldbyrde ægteskabet, inden beløbet er betalt, er det ikke mere skilsmissegrund, hvis manden undlader at betale. Den opfattes da som forfalden, bortfalden gæld. Forstøder manden sin hustru efter indgåelse af ægteskab, men før fuldbyrdelse af ægteskabet, har hun ret til halvdelen af brudegaven: Koranen sura 2.v.237: “Dersom I skiller jer fra dem før ægteskabet er fuldbyrdet, men efter at brudegaven er fastsat, giv dem da halvdelen af deres brudegave, medmindre de selv eller den, i hvis hænder ægteskabsformidlingen ligger, indvilliger i at eftergive den, men det er mere sømmeligt, at denne skulle eftergive den. Glem ikke at vise gavmildhed mod hinanden. Allah våger over alle jeres handlinger”.
Et ægteskab uden brudegave er i Koranen kun nævnt ét sted og betragtes derfor ikke som ugyldigt, men som uønskværdigt (makruh). Forstøder manden sin hustru efter fuldbyrdelse af ægteskabet, har kvinden ret til at beholde sin brudegave. Opstår der strid, tillægges der mandens ord mere vægt end kvindens, hvis ægteskabet er fuldbyrdet. Ingen af de fire muslimske retsskoler fastsætter en øvre grænse for beløbets størrelse.
Kvinden kan efter indgåelse af ægteskabet give sit brudegave til manden. Omgivelserne priser den kvinde, som forærer sin mahr til manden, hun er da en god opofrende hustru. Kvinden undlader ofte at kræve sin mahr tilbage ved skilsmisse. Hun kommer ellers i vanry og har svært ved at blive gift igen.
Den forstødte eller fraskilte muslimske kvinde anses for at være luder og behandles som sådan af det muslimske samfund omkring hende. Hun er i oprør mod Allahs system. Familiens mænd vil opsøge hende for at få sex under foregivende af, at de vil hjælpe hende. Denne hjælp er ofte meget nødvendig, da hun ikke kan komme ind i samfundet igen, ej heller kan få en ægtefælle. Hun griber efter hjælpen, men skuffes.
Mere radikalt tolkes det i lande, hvor der er sket et islamisk systemskifte de senere år. En menneskeretsrapport udarbejdet af det britiske parlament dokumenterede i 1995 en lang række henrettelser af kvinder, som blev stenet bl.a. i Iran: Disse kvinder blev stenet, efter de som eneste forbrydelse havde forladt deres mænd. Den religiøse domstol dømte dem for “korruption og utroskab”, den islamiske rets ord for prostitution (den, som forlader sin mand er luder). Rapporten dokumenterer, at alle dødsdømte kvinder voldtages inden de henrettes. Den islamiske ret skal være sikker på, at kvinden ikke henrettes som jomfru. Mændene i henrettelses-pelotonen trækker derfor “lod om, hvem der natten inden dommen får lov til at gøre den dødsdømte kvinde til sin brud. Efter henrettelsen udfærdiger den religiøse dommer et bryllups-certifikat, som bliver sendt til ofrets familie sammen med en æske sødt slik”(JP 2.2.1995). Den britiske politikerrapport er den hidtil mest omfattende dokumentation for religiøs domspraksis i Iran. Det må dog siges, at koranskolestyret i Afganistan og den islamiske stat i Sudan på mange punkter er mere radikal end Iran også i forhold til kvinden. I Iran har kvinderne rettigheder, som kvinder i Kuwait og Saudi-Arabien helt savner, selvom Hizbollahs holdning til kvinden i Iran er klar. “Profeten selv har advaret de troende mod den skade, som kvinder kan forårsage mod Islam: Havde det ikke været for kvinden, kunne Allah have været tilbedt på den måde, han ønsker” (I Shojaeddin Shafa “Towzih al-Masayel”, “Problemernes forklaring”, Paris 1983, s.581).
Tunesien har sammen med Tyrkiet den muslimske verdens frieste forfatning vedr. forholdet til kvinden, idet der i Tunesien officielt er ligeberettigelse mellem mand og kvinde (dog ikke i praksis).
