Gruppevoldtægter i Sverige
skrevet af G. Johnsen

Gruppevoldtægt er både som begreb og ord noget, der
tilsyneladende først har vundet indpas med indvandringen af især muslimer. Udover selve den beskidte - og for os nordboere
tidligere ukendte - handling, ligger der også racistiske
motiver bag. Det er nemlig udelukkende indvandrere som
gruppevoldtager svenske piger. Gruppevoldtægt begået af
svenskere findes ikke.

Tro det om man kan. En indvandrer udnyttede den ret
eensidige svenske ytringsfrihed til at propagandere for
voldtægt, vold og terror. Det drejer sig om sangeren Micke Alonzo i rockbandet "Stockholms Negre". Her er nogle
exempler på hans stil:
"Død, død, død over alle prætige blonde vikinger"
"I vil blive ramt af en terror som vil forfærde jer og I vil
blive vidne til mere
end død..."
"Jeg hader jer, I fandens røvhuller".

I et interview i en film, financieret af Filminstituttet,
sagde samme Micke: "Vi er indvandrere. I Sverige lever der
indvandrere, og jo mere vi lever sammen, jo mindre vi har
svenskerne i nærheden, jo bedre har vi det", og han slutter af
med ordene: "Vi voldtager deres (=svenskernes) børn. Javist,
værsgod. De kan lide det, faktisk."

Samme sanger blev ansat på kulturdepartementet under
civilminister Marita Ulvskog. I flere år i 90´erne var han
leder af "riksorganisationen Ungdom mod racisme", som med
skatteborgernes penge drev propagandakampagne mod alle og
enhver, der var imod indvandring. Han delte sin tilværelse med
TV-programleder Alexandra Pascalidou og havde dermed en
kontaktforbindelse til massemedierne.

En anden feteret sanger, Ayo, som konverterede til islam
sommeren 1999 udtalte i Aftonbladet (25.10.99), at "korte
udmanende kjoler skaber voldtægter" og at "slør er en god måde
at forhindre voldtægt på". Hans ord vakte harme ikke mindst
blandt de unge muslimske kvinder, som håber på og/eller
arbejder for en tåleligere tilværelse for islams kvinder, bl.a.
redaktøren for tidsskriftet "Kvinnor och fundamentalism",
Sholeh Irani. Hun bekræfter, hvad Europas folk efterhånden har
forstået: "Fanatiske muslimer mener, at kvinder skal skjule
deres krop fra top til tå for ikke at ophidse mændene. Det er
det samme som at sige, at de søde børn, der går nøgne rundt på
stranden, selv er skyld i det, hvis de bliver voldtaget."

Gruppevoldtægter tog voldsomt til op gennem 90´erne.
En grafisk tegning fra politiets rapport over gruppevoldtægter
i Stockholms Amt 1995-99 viser en markant stigning, der
kulminerer 1998. I dette tidsrum steg anmeldelserne fra 5 til
39. Gerningsmændene havde i reglen indvandrerbaggrund.
En anden grafisk tegning fra SCB (Statistisk Centralbyro) 1992
viser, hvor mange gange oftere "udenlanske unge" begår
forbrydelser af forskellig art i forhold til svenskere.
(Diagrammet har imidlertid den hage ved sig, at det ikke klart
fremgår, om "udenlandske" unge alene omfatter unge med
udenlandsk statsborgerskab, eller om der også menes
indvandrere, der har fået svensk statsborgerskab.
Sexforbrydelser begås ifølge SCB´s diagram 6 gange oftere af
"udenlandske unge"

Den 11. februar 2000 skrev Aftonbladet om den kraftige
stigning i anmeldelser af forskelligartede sexforbrydelser i
tidsrummet 1989-99, nemlig med ialt 50,8 %. Hvad angår
anmeldelser om voldtægt tegnede disse sig for en stigning på
næsten 40 % , mens der ikke fandtes nogen rigtig statistik for
begrebet gruppevoldtægt. Voldtægter begået af mænd over 15 år
var øget med 33,2 %, mens den for drenge under 15 år var steget
med ikke mindre end 61,9 %. Disse tal havde Aftonbladet hentet
fra den officielle statistik fra Brå, d.v.s det
brottsförebyggande rådet (Kriminalpræventivt Råd). NB se
nedenfor angående Brå´s statistik.
Aftonbladet skyndte sig at påpege, at stigningen i
anmeldelser ikke nødvendigvis betød, at antallet af reelle
voldtægter var taget til. Lysten til at anmelde kunne være øget
i takt med et ændret syn på sexforbrydelser. Ligesom i Danmark
gør de politisk-korrekte kriminologer alt, hvad de kan for at
indbilde befolkningen, at kriminaliteten ikke vokser, men om
muligt snarere bliver mindre: det øgede antal anmeldelser
skyldes bare, at befolkningen bliver mere bange, eller det
modsatte, eller noget tredje....
Der findes ikke noget ordentligt statistisk materiale over
gruppevoldtægter. Før 1995, da SCB (Statistisk Centralbyro)
stod for statistikken, gjorde man ingen adskillelse mellem
begrebet "gruppevoldtægter" og andre voldtægter.

Nu er det jo sådan, at er findes to måder at takle et
samfundsproblem på:
1) søge at fortie det eller nedgøre dets betydning
2) give reel oplysning og gøre noget ved det.

Brå fører medborgerne bag lyset ved at manipulere med
statistikken over gruppevoldtægter i Sverige. Således påtaler
Rolf Edin i sin faste spalte i det stockholmske distriktsblad
Metro 8.5.00 Brå´s statistik:

(Referat:) ´Brå henter sit statistiske materiale fra
politianmeldelser, hvor der forekommer mindst to med føje
mistænkte gerningsmænd, altså personer, der er identificerede
og noterede som mistænkte. ...Men eftersom en langt overvejende
del, nemlig ca. 2/3 af gruppevoldtægterne er et resultat af
såkaldt "uppraggning" - d.v.s. at passe tilfældige piger op på
gaden med bil - eller overfald er det ikke så sært, at
gerningsmændene er ukendte. Disse forbrydelser har altså -
ifølge Brå - aldrig fundet sted og findes ikke med i deres
statistik´

Samme Edin konkluderer:
´1999 anmeldtes der 3.237 røverier i Stockholms Amt. Skulle
man nu analogt med ovenstående bruge Brå´s måde at føre
statistik på, så skete der kun 484 røverier´.
Den svenske stat burde erindre sig det gamle mundheld: "Den
som een gang gribes i en løgn, bliver mistroet 10 gange". Når
myndighederne vil forskønne virkeligheden, mister befolkningen
tilliden!´

Gabriella Bromberg på Brå udtaler sig til Aftonbladet
11.2.01:
Det skulle være mægtig interessant at udforske hvert enkelt
tilfælde af voldtægt og finde ud af baggrunden og forholdene
hjemme. Efter gruppevoldtægterne i Södertälje efteråret 1998
studerede vi vor statistik over de voldtægter 1995-97, som
havde ført til anklage. Der findes et vist ukendt mørkelagt tal
af tilfælde, hvor anklageren ikke har haft tilstrækkeligt bevis
mod de mistænkte gerningsmænd. Disse sager er ikke medtaget i
statistikken. Af den offentliggjorte statistik fremgik det, at
der var begået 26 gruppevoldtægter 1995-97, som førte til
anklage. Drenge mellem 15 og 20 år var kraftigt
overrepræsenterede blandt gerningsmændene. 34 drenge under 20
år var således indblandet i gruppevoldtægter i nævnte periode.

I ovennævnte udgave af Aftonbladet kan man læse et interview
med en forstander for et ungdomshjem for kriminelle, Per
Blomkvist: ´Gruppevoldtægt er noget nyt. For 5 år siden havde
jeg knapt hørt om noget lignende. Ved en gruppevoldtægt er det
som oftest en eller to personer, som maser på. De andre er i
reglen svage over for gruppepres. Gruppevoldtægten er ofte
planlagt i forvejen. Engang havde en gruppe købt kondomer i
forvejen. Om de tror, at de kan få nogen pige til frivilligt at
gå med til noget sådant, ved jeg ikke, men sandsynligvis er de
ligeglade. De ved trods alt, at overgrebet er forkert, men det
rager dem bare en papand.´

Nogle gruppevoldtægter har tiltrukket sig særlig
opmærksomhed.

Det gælder f.ex. gruppevoldtægten i Rissne den 28. januar
2000. Et 14-årigt pigebarn gik ud og more sig med en kammerat.
Hun blev fuld og kunne knapt stå på benene. Som et viljeløst
offer fulgte hun med 9 drenge ned i en bilparkeringskælder. Da
svenske massemedier (efter højere ordre?) er meget forsigtige
med at omtale hændelser, der kan vække vrede mod indvandrere,
var der i første øjeblik lidt forvirring og tvivl om, hvorvidt
gerningsmændene var svenskere... Men netop på grund af
massemediernes ringe omtale af sagen, kunne man snart regne ud,
at det drejede sig om indvandrere. Havde det været svenskere
ville avisspalterne være flydt over!
Da 8 ungersvende blev arresteret, 4 af iransk og 4 af
arabisk herkomst, og disse omtalte deres offer som "hore", var
sagen klar.
Denne sag oprørte journalisterne i TV-nyhederne - ikke så
meget på grund af voldtægten, men fordi Sveriges eneste parti
imod indvandring, Sverigedemokraterne, i et flyveblad hængte
gerningsmændene ud og udtalte sig imod det mangkulturelle
samfundsprojekt. Dette måtte naturligvis imødegås, så man
interviewede nogle skolekammerater til de anholdte: de kendte
kun disse drenge som rare og fredsommelige fyre, som man ikke
kunne mistænke for nogen voldtægt. Avisen Dagens Nyheter havde
imidlertid fået en anden opfattelse af de arresterede: de
tilhørte en af disse grupper, som truer, røver og sætter skræk
i jævnaldrende svenskere. En art virksomhed, der tit rummer
sadistiske indslag og ringe indsyn, eftersom offrene som oftest
ikke vover at anmelde dem. Dette indtryk af gerningsmændene
forstærkedes gennem avisen Expressen.
En hel time varede sex-overgrebene i kælderen. Det må have
været en rædsom tortur.
Gerningsmænd til gruppevoldtægter har som oftest
indvandrerbaggrund, hvilket naturligvis ikke betyder, at alle
unge indvandrere er voldtægtsforbrydere. Men det var underligt
at konstatere, at de hæderlige indvandrere solidariserede sig
med voldtægtsforbryderne ved at gå med i den demonstration, man
arrangerede mod det parti, der fordømte forbrydelsen, altså
Sverigedemokraterne.
Den nye chef for Integrationsverket, Andreas Carlgren,
gentog derimod sit tidligere formaning: svenskerne må tilpasse
sig det nye mangkulturelle samfund. Det betyder i al enkelhed,
at den 14-årige selv var skyld i voldtægten, eftersom hun gik
alene på gaden og var fuld og ikke var muslim eller med
klædedragt efterlignende muslimsk skik med tilhyldning.

Avisen Dagens Nyheter bragte derefter nogle interviews med
unge indvandrere. Drengene viste dyb foragt med hensyn til
svenske piger, kaldte dem horer og hævdede, at det ikke var
lige så alvorligt at voldtage en svensk pige som at voldtage en
indvandrerpige. En indvandrerdreng på 15 mente, at det at være
med til en voldtægt - "det kan hænde den rareste dreng". En
voksen indvandrer, Nabil Al-Fakir, som underviser vordende
bilmekanikere, fortalte, hvordan han selv havde haft det gængse
muslimske syn på kvinder, og at det tog ham mange lange år at
kvitte den og forstå, at svenske kvinders ære ikke hænger
sammen med deres sexualitet: man må ikke lukke øjnene for den
kendsgerning, at der findes et kvindeforagt i
Middelhavsområdets "machokulturer", siger han.

Sagen fra Rissne kom for tingsrätten (1. retsinstans) i
Solna 4 april 2000, og bølgerne gik højt. Et halvt hundrede
demonstranter var mødt op foran retsbygningen og råbte slagord.
Blandt dem var også det gamle kommunistparti, Venstrepartiet,
som på denne måde ville støtte pigen: vi accepterer ikke vold
mod kvinder! Piger må have lov at gå ud og more sig uden at
skulle være bange for drengene. Inde i retssalen opstod der
direkte slagsmål mellem pressefotografer og venner og slægt til
de sigtede drenge. Da der var faldet ro over gemytterne ude og
inde, besluttede retten, at sagen skulle føres for lukkede
døre.

7 drenge anklagedes for grov sexuel udnyttelse af den 14-
årige. Anklageren (kammaråklagaren) Anders Sundholm havde i
begyndelsen rubriceret forbrydelsen som "grov voldtægt" og
flere af drengene anholdtes for denne forbrydelse. Men da
anklageskriftet afleveredes til domstolen, var sigtelsen ændret
til "grov sexuel udnyttelse".
Selvom der var gennemført flere samlejer med den stærkt
berusede pige, kunne forbrydelsen ifølge anklageren ikke anses
for "voldtægt" i juridisk forstand, eftersom der ikke var tale
om vold eller trusler eller at drengene havde bragt pigen i en
situation af afmagt. Det havde de ikke gjort. De havde derimod
udnyttet den situation, pigen allerede var i. I øvrigt mente
anklageren ikke, at straffen for "grov sexuel udnyttelse" ville
blive mindre end for voldtægt, når det som her drejede sig om
unge på 15-16 år. Pigens advokat var enig med anklageren i
disse synspunkter.

Alle 7 drenge ansås for lige delagtige i forbrydelsen.
Sigtelsen byggede først og fremmest på drengenes beretninger.
Fire drenge blev dømt: to for grov sexuel udnyttelse og en for
medhjælp hertil. En dømtes for groft tyveri, nemlig at han
havde taget pigens støvler. Tre drenge frikendtes.
Efter retssagen afslørede Svenska Dagbladet, at 4 af de
sigtede drenge to uger før retssagen var blevet sluppet ud af
de institutioner (LVU-hjem), hvor de havde været indlåste. De
havde således haft god mulighed for at snakke sammen. Det er
stødende både for offentligheden og for mig som jurist, siger
pigens (målsägarbiträde) bisidder advokat Kristina Engstrand
til avisen. Drengene sad først varetægtsfængslede i ca. to uger
for ikke at forstyrre politiundersøgelserne. Men da politiet
ikke nåede at blive færdig med forundersøgelserne, overførtes
drengene til LVU-hjem. Inden for socialforsorgen gælder der
ikke samme restriktioner som i varetægtsfængsel om. hvem de
indsatte må have kontakt med. Retten burde altså have forlænget
varetægtsfængslingen, hvis drengene ikke måtte tale sammen.
Dommene udsattes for hård kritik, idet de forekom mange
altfor milde, mens både anklager og drengenes forsvarere var
tilfredse med dem. Professor i strafferet, Madeleine
Leijonhufvud og justitsminister Laila Freivald kritiserede
skarpt, at ikke et eneste anklagepunkt nævnte "voldtægt".
Anledningen var - som det fremgår ovenfor - at pigen ikke
gjorde modstand, men var et viljeløst offer i stærkt beruset
tilstand.

Dommen blev imidlertid appelleret fra begge sider. Tre af
drengene krævede, at dommen skulle omstødes eller mildnes, mens
anklageren krævede hårdere straf. Den 16-årige dreng, som
dømtes for medhjælp til grov sexuel udnyttelse ved at trække
pigens bukser ned, ville have dommen omstødt eller ændret. Den
lød på behandling under socialforsorgen samt 40 timers
ungdomstjeneste og en skadeserstatningen til pigen på 33.047.-
kr.. Han mente ikke, at han havde gjort noget. Også den ene af
drengene, som fuldførte den grove sexuelle udnyttelse, kræver
frifindelse, da han ikke mener, han har foretaget sig noget
ulovligt, og man ikke kan bevise, at der hændte noget i
garagekælderen. Den dreng, der stjal pigens støvler,
appellerede også dommen. Retten havde med henblik på, at han
tidligere var grebet for mishandling og trusler dømt ham til
behandling under socialforsorgen.

Hovretten (2. retsinstans) fastslog dommene. Straffen blev
"vård inom socialtjänsten". En af drengene appellerede sagen
til Højesteret i august 2000, men afvistes (DN 7.3.01).
I januar 2001 krævede den 16-årige gerningsmands advokat
sagen rejst igen, idet han mente, at der var kommet flere nye
ting frem. Desuden hævdede han, at den 16-åriges
vidneforklaring bl.a. var påvirket af hans læse- og
skrivebesvær, at hele retssagen var en skandale, og at
Europadomstolen bør se på sagen (Expressen 15.1.01).

Givetvis gyser mange kvinder ved tanken på, hvor modbydelig
en gruppevoldtægt må være. Og hvor rædelsfuldt også
efterspillet er for en voldtagen kvinde. Hendes udsagn om
ydmygelserne tages ofte ikke alvorligt. Myndighederne kan
ignorere sagen og undlade at tage sagen op. Eller pigen
imødegås i retten af modparten uden smålig hensyntagen til
hende. En ung pige i Helsingborg fortæller hvor retsløs hun
føler sig i nutidens Sverige. Hun var sammen med en
skoleveninde på besøg hos nogle - troede hun - gode og
velkendte kammerater en lørdag. Dér blev hun voldtaget på
toilettet af to fyre. Hendes veninde ringede straks efter til
sin mor, som hentede de to piger hjem. Påfølgende mandag
fortalte pigen på undgdomsrådgivningen, hvad der var sket, og
en undersøgelse af pigen bekræftede skader i underlivet, som
tydede på voldtægt. Hendes mor ringede samme dag til
kammeratens forældrer og fortalte om voldtægten. Det førte til,
at den angivne gerningsmand, her kaldet Dejan, omgående
politianmeldte pigen for falsk anmeldelse, skønt hun endnu ikke
selv havde nået at anmelde forbrydelsen, da hun var helt slået
ud. (Dejan har muligvis haft i tankerne, at det ifølge islam er
meget strafbart for en kvinde at anmelde en voldtægt medmindre
man har 4 mandlige muslimske vidner ved hånden). Pigen indgav
politianmeldelse for voldtægt. De to unge mænd anholdtes, men
efter tre dage i varetægt slap man dem ud "af mangel på bevis" -
uden at have undersøgt pigen! Pigens forældrer var rystede og
henvendte sig til Helsingborg Dagblad, men da avisen hørte, at
voldtægten var begået af to indvandrere, så havde sagen ingen
interesse. Ud over voldtægten må det stakkels pigebarn nu finde
sig i andre ydmygelser. Hun hånes med skældord og uartigheder
fra sine jævnaldrende, som åbenbart er muslimer eller ligger
under for et muslimsk kvindesyn eller sladder, som insinuerer
at pigen selv ville det, måske for at få penge. Samfundet har
vendt hende ryggen. Det interesserer sig ikke for ofret. Det
gælder kun om at dysse sagen ned og finde en undskyldende
forklaring på, hvorfor nogle fremmede "kom til" at voldtage en
pige. I mellemtiden er ikke bare pigen, men hendes familie
slået ud. Pigen må gang på gang søge psykologhjælp og al glæde
er forsvundet fra hjemmet, afløst af gråd, pylrethed om yngre
søstre, selvbebrejdelser o.l.

Rissne-sagen viste med al tydelighed, hvor langt der kan
være mellem den barmhjertige Samaritan og islamisk tankegang!
Ethvert anstændigt menneske ville have hjulpet en døddrukken 14-
årig hjem i god behold.

Denne sag og mange andre grove voldsforbrydelser mod kvinder
vakte harme i befolkningen. I februar 2001 krævede
rigsanklageren (= statsadvokaten ?) loven om vold mod kvinder
skærpet. I begyndelsen af marts 2001 fremlagdes et lovforslag,
hvor man bl.a. foreslog følgende ændringer: selve begrebet
voldtægt skal udvides til også at omfatte sexuelle voldelige
overgreb uden at samleje er gennemført; ved voldtægt mod piger
under 15 år behøver gerningsmanden ikke at have anvendt vold
eller trusler for at blive straffet; det skal ikke længere være
en formildende omstændighed, at ofret var beruset eller
hjælpeløs af anden anledning; enhver voldtægt udført af mere
end een mand (altså en gruppevoldtægt) skal automatisk
klassificeres som grov voldtægt.

Det er godt, at myndighederne ved at skærpe lovene giver et
signal om, at man ikke vil tillade denne grove kriminalitet.
Men endnu vigtigere er det, at de fremmede aflægger deres
foragtfulde indstilling til alt og alle, der har en anden tro
end deres egen, samt forkaster deres mandschauvinistiske,
fornedrende syn på kvinden og giver hende den stilling i livet
og samfundet, som hun har krav på. Er de ikke i stand til det,
er de ikke den nordiske kvinde værdig og bør rejse tilbage til
de hjemlige kødgryder.
Man bemærker tit, at mænd i virkelighedens liv ikke udgør
"det stærke køn", men ... "det svage". Man ser f.ex., hvor
svage mænd kan være over for fysisk smerte: de tør ikke gå til
lægen eller til tandlægen, og skulle de føde børn, blev der
næppe født ret mange. Vist er kvinden ikke fysisk så stærk som
manden, men hun er ofte lige sejg og udholdende som han.
Psykisk set er manden ofte et pjok i forhold til kvinden. Det
er f.ex. ikke en usædvanlig iagttagelse at se manden bryde
fuldkommen sammen, når ægtefællen går bort. Tit skynder han sig
at finde en kvinde, der kan trøste og hjælpe ham.
Hvis mænd ikke kan holde deres egen kønsdrift så meget i
ave, at de ikke overfalder kvindekønnet som hunde, så er det
for mig at se igen et håndgribelkigt tegn på, at manden hører
til "det svage køn".
Så kan de sige, hvad de vil!
Gertrud Johnsen
----------------------------------------------------------------
----------------------------------

Her skal opregnes nogle exempler på gruppevoldtægt af
svenske piger:

Tre vietnamesere gruppevoldtog en pige i Halmstad 1997

Fem kosovoalbanere gruppevoldtog en pige i Falkenberg 1997

Fire assyrier gruppevoldtog en pige i Södertälje 1997

Tre tyrkere gruppevoldtog mindst 2 piger i Jordbro 1998

Fire kosovoalbanere gruppevoldtog en pige i Ljungby 1998

Tre tyrkere gruppevoldtog en pige i Rinkeby 1998

En større indvandrerbande gruppevoldtog i længere tid en pige i
Södertälje 1998

Fire tyrkere voldtog 2 piger i Skogås 1998

3 bosnier gruppevoldtog en pige i Borås 1999

Fem indvandrere fra henholdsvis Marokko, Chile og Polen
gruppevoldtog en 14-årig pige i længere tid i Norra Botkyrka
1999

Syv arabere gruppevoldtog en pige i Rissne år 2000