Den Islamiske Erklæring. 2.del(Opbygningen af en europæisk islamstat.)
skrevet af Alia Izetbegoivitsch, det nye Bosniens 1.præsident

Muslimsk styre
Understregning af religiøs og moralsk opvågning som noget med forret medfører ikke - og kan heller ikke blive fortolket til at medføre - at muslimsk verdensorden kan blive gennemført uden muslimsk styre. Dette standpunkt betyder kun, at vor vej ikke skrider fremad ved sejr med magt, men snarere ved sejr med folk, og at muslimsk genopvågning først og fremmest er en omvæltning på uddannelsesområdet og kun derefter på det politiske område.

Derfor skal vi først være prædikanter og siden hen soldater. Vore vigtigste værktøjer er personlige eksempler, bøger og ord. Hvornår vil magt kunne knyttes til disse værktøjer?

Valget af det rette øjeblik er altid et situationsbestemt spørgsmål og afhænger af en række faktorer. Ikke desto mindre er der en almindelig regel: Muslimsk verdensorden skal og kan nærme sig overtagelsen af styret, så snart som det er moralsk og talmæssigt stærkt nok, ikke blot for at omstyrte det ikke-muslimske styre, men for at udvikle nyt muslimsk styre. Denne skelnen er vigtig, eftersom tilintetgørelse og udvikling ikke kræver det samme stade af psykologisk og materiel parathed.

At handle for tidligt er lige så farligt som at være for sen til at skride til nødvendig handling.

Erobringen af magt på grundlag af et gunstigt sammentræf af begivenheder, uden tilstrækkeligt moralsk og psykologisk beredskab og uden det nødvendige minimum af egnet og udviklet mandskab, medfører gennemførelsen af et andet kup og ikke en muslimsk omvæltning, (og et kup er en videreførelse af ikke-muslimske politikker af andre grupper af folk eller på vegne af andre principper). At komme for sent med at overtage magten betyder at fornægte sig selv et meget magtfuldt værktøj for at opfylde målsætningen for muslimsk verdensorden og at give ikke-muslimsk styre en mulighed for at slå et slag for bevægelsen og for at sprede dens igangsættere. På det sidste tilfælde giver nyere historie tilstrækkelige tragiske og beskrivende eksempler.

VI OVERSER "REALITETERNE", SOM FORDØMMER DE MUSLIMSKE LANDE TIL EN RINGERE STILLING OG LEVNER IKKE NOGEN PLADS FOR HÅB.

HISTORIE ER IKKE BARE EN FORTÆLLING OM BESTANDIGE ÆNDRINGER, MEN OGSÅ OM DEN LØBENDE VIRKELIGGØRELSE AF DET UMULIGE OG UVENTEDE.

Pakistan - En muslimsk republik

Når talen drejer sig om muslimsk styre, så kan man ikke komme udenom Pakistan som den eneste erklærede muslimske republik.

Vi lykønsker Pakistan, uden hensyn til visse fejl og vanskeligheder, eftersom det er frugten af bestræbelserne på at opbygge et muslimsk styre og eftersom de, der har betragtet det , lige såvel som de, som har virkeliggjort det, var ledet af en klar muslimsk ide.

Pakistan er en generalprøve på indførelsen af muslimsk verdensorden under moderne tiders betingelser og på det nuværende udviklingstrin. Ud fra eksemplet Pakistan skal og kan forkæmperne for islam lære, hvad der skal, og hvad der ikke skal gøres.

Pakistans negative erfaringer - og negative erfaringer er altid af største relevans - kan opsummeres i følgende to faktorer:

1. Utilstrækkelig enighed og udvikling af den grundlæggende organiserede styrke, som gav Ikbal's bevidsthedsbillede af Pakistan konkret form. Hurtigt efter at Pakistan blev skabt, blev det klart, at det muslimske forbund samlede meget ulige elementer, som ikke havde samme synspunkter på grundlæggen-de spørgsmål om social orden og organisation af staten. I den henseende var forbundet kun lidt mere end et politisk parti af den traditionelle slags, og i betragtning af det store dilemma, Pakistan stod overfor, kunne det ikke bevare enigheden.

2. Den formelle og dogmatiske fremgangsmåde for indførelsen af muslimske trossætninger i Pakistans hverdag. I stedet for at rette deres opmærksomhed mod de påtrængende opgaver om uddannelse, så opbrugte Pakistans tænkere og lovgivere deres energi og slutteligen splittedes i deres synspunkter med hensyn til spørgsmål, såsom mere eller mindre streng anvendelse af sharia-love om strafferet og ægteskabsret. Mens de førte endeløse debatter om, hvorvidt en tyv skulle have sin arm hugget af eller ganske enkelt sendes i fængsel, for en bestemt slags tyveri - nåede korruption uhørte størrelser og bragte kriser frem, som rystede de dybeste grundlag for Pakistan som en stat.

De lektioner, vi lærer fra den tyve år gamle eksistens af Pakistan som stat, er åbenbare og omfatter:

Først, kampen for muslimsk verdensorden og den grundlæggende nyopbygning af et muslimsk samfund kan succesfuldt lønnes alene ved krigsprøvede og hærdede individer sammensluttet i en magtfuld og sammenhængende organisation. Denne organisation er ikke noget politisk parti fra forrådskammeret i vestligt demokrati; det er en bevægelse, der bygger på islamisk ideologi og med tilhørende klar moralsk og ideologisk kriterium.

Andet, kampen for muslimsk verdensorden er i nutidens verden en kamp for at nå frem til indholdet i islam, der betyder religiøse bestemmelser og moralsk uddannelse af folket i dagliglivet og i de grundlæggende bestanddele i social retfærd.

Tredie, livsførelsen i den muslimske republik er ikke først og fremmest at udråbe lighed mellem folk og broderskab af alle muslimer, men snarere at kæmpe for at opnå nogle af disse ædle principper i praksis. I ethvert vækket område skal islam tage kampbanneret for en mere lige social orden i sine egne hænder og klart udmelde, at kampen for islam også betyder indledningen af krigen mod uvidenhed, uretfærdighed og fattigdom, en krig, hvori der ikke vil være noget kompromis eller tilbagetog. Hvis ikke dette er gjort, vil dette banner blive overtaget af demagoger og falske samfundsfrelsere, for at de kan opnå deres skinhellige mål.

Disse lektioner har en bitter smag. Ikke desto mindre tror vi stadig på Pakistan og dets ærinde med at tjene for verdensislam. Der er ingen muslim, som ikke vil undvære et slag, når noget så kært som Pakistan er nævnt, skønt denne kærlighed, som enhver anden kender for dens frygt og ængstelse. Pakistan er vort store håb, fyldt med fristelser.

Pan-islam og nationalisme
I en af vore teser om nutidens muslimske verdensorden pegede vi på, at den muslimske verdensordens naturlige rolle var at bringe alle muslimer og alle muslimske samfund sammen over hele verden. Under de nuværende omstændigheder betyder denne forhåbning en kamp for at skabe en stor muslimsk sammenslutning, som strækker sig fra Marokko til Indonesien og fra tropisk Afrika til Centralasien.

Vi er fuldt ud klare over, at vi ved at nævne ovenstående vision sandsynligvis er ved at hidse den slags folk omkring os op, som kalder eller betragter sig selv som realister, men det er en grund mere for os til at betone vort mål endnu mere tydeligt og stærkt.

Vi overhører denne "realisme", som fordømmer muslimske folk til en langvarig ringe position og efterlader intet rum for nogen stræben eller noget håb. Denne realisme, som stammer fra bangebukse og respekt for det magtfulde i verden, betyder, at herrer vil forblive herrer, og tjenere forblive tjenere. Imidlertid er historie ikke kun en opregning af løbende ændringer, men også om den gentagne virkeliggørelse af det umulige og det uventede. Næsten alting, som udgør vor nutidige virkelighed, syntes umulige for 50 år siden.

Der findes åbenbart to realismer: Vores og den hos vore bangebukse, ligemænd og svæklinge. Vi føler, at intet er mere naturligt og derfor mere realistisk, end henstillingen for muslimer om at skabe forskellige former for enhed med det formål at løse almene problemer og gradvis gå fremad for at opbygge forskellige overnationale samfundsstrukturer - økonomisk, kulturelt og politisk - for samordnet og samvirkende handlinger på nogle relevante områder. Vore "realister" (dvs. svæklinge) finder denne ide urealistisk. De stadfæster den status quo, som i vor opfattelse af realisme er et eksempel på noget højrøstet unaturligt og endog meningsløst. F.eks. er det efter vor mening fuldstændigt uacceptabelt og urealistisk, at der i vore dage med samling og forening, er et folk - araberne - der skal leve opsplittet i tretten statssamfund; at de muslimske landes mening skal deles ud på stemmetal ved vigtige globale spørgsmål; at muslimer i Ægypten ikke skal være bekymrede for muslimer, der omkommer i Etiopien eller i Kashmir; at det muslimske Iran under det mest alvorlige sammenstød mellem de arabiske lande og Israel bevarede venlige forbindelser med aggressoren, osv. Derfor ser vi, hvis der er noget, som ikke er realistisk, så er det ikke enheden af muslimerne, men snarere fraværet af denne enighed, nøjagtig den nuværende situation med manglende enhed og manglende enighed.

Der findes ikke noget historisk mål - undtagen hvis det er i strid med naturlige og historiske kendsgerninger - som folk ikke kan nå, hvis de er villige til at samarbejde. Et drømmerige, som man tror på og arbejder for, ophører med at være et drømmerige. Og vore svæklinge kan hverken tro eller ønske at arbejde, og det er der, hvor forklaringen for deres nedvurderede "realisme" skal findes. Når



Anbefal siden til en ven...
Webdesign by Style-IT

© www.islaminfo.dk