Islams hellige krig er gået over i 3.fase

Mellemøsteneksperten Bernard Lewis:
Islams Jihad er gået ind i sin 3. fase
 
I fanatiske muslimers øjne er krigen mod kristendom og Europa trådt ind i en ny fase. Det afgørende spørgsmål lyder: Vil Islam erobre verden, eller vil friheden i sidste ende være det mest tillokkende?

Set med et fanatisk og beslutsomt muslimsk mindretals øjne er den tredje angrebsbølge mod kristendom og Europa allerede begyndt. Den første bølge daterer sig tilbage til selve islams begyndelse, da den nye tro spredte sig ud fra den arabiske halvø, hvor den havde sin vugge, til Mellemøsten og videre. Det var dengang, muslimerne erobrede Syrien, Palæstina, Ægypten og Nordafrika - på det tidspunkt alt sammen en del af den kristne verden - og fortsatte op i Europa. Der erobrede de en stor del af det sydvestlige Europa, inklusiv Spanien, Portugal og Syditalien, der blev en del af den islamiske verden, og de gik endda over Pyrenæerne og besatte for en tid dele af Frankrig.
Den anden bølge bestod ikke af arabere og maurere, men af tyrkere og tartarer. I midten af det 13. århundrede konverterede Ruslands mongolske erobrere til islam. Tyrkerne, som allerede havde erobret Anatolien, rykkede ind i Europa, og i 1453 indtog de det gamle kristne citadel i Konstantinopel. De erobrede en stor del af Balkan og regerede i en periode over halvdelen af Ungarn. To gange nåede de så langt som til Wien, som de belejrede i 1529 og igen i 1683.

Terror og indvandring
Den tredje bølge har taget en anden form: terror og indvandring. Hvad jeg vil beskæftige mig med her, er det andet aspekt, som har en mere specifik relevans for Europa i dag - spørgsmålet om indvandring.
I tidligere tider var det utænkeligt, at en muslim frivilligt flyttede til et ikke-muslimsk land. Muslimske retslærde har i 'sharia-lærebøger og -manualer i detaljer diskuteret, hvorvidt det er tilladt for en muslim at leve i eller blot besøge et ikke-muslimsk land - og hvad han skal gøre, hvis han befinder sig i et ikke-muslimsk land.
Den anden mulighed er den, at en vantro i de vantros land ser lyset og omfavner den sande tro - med andre ord bliver muslim. Han må også rejse så hurtigt som muligt og drage til et muslimsk land. Den tredje mulighed er som besøgende. I mange år var det eneste legitime formål med at besøge et ikke-muslimsk land at tage fanger. Dette blev senere udvidet til også at gælde diplomatiske og kommercielle opgaver.
Da det europæiske modangreb blev sat ind, blev der tilføjet et nyt problem til den stadige diskussion. Hvordan stiller en muslim sig, hvis hans land bliver erobret af vantro? Må han blive, eller skal han rejse?
Der findes nogle interessante dokumenter fra slutningen af det 15. århundrede, da generobringen af Spanien var afsluttet, og marokkanske retslærde diskuterede spørgsmålet. Det generelle svar var, at det ikke er tilladt for en muslim at blive.

Tolerant magt
Men hvad hvis det kristne styre, der overtager magten, er tolerant? Det viste sig naturligvis at være et hypotetisk spørgsmål. Men svaret var nej; selv i det tilfælde måtte man ikke blive, for fristelsen til at falde fra var endnu større. Man måtte rejse og håbe, at når Gud ville, var de i stand til at generobre deres hjemlande og genindføre den sande tro.
Her vil jeg minde om, at det her ikke blot handler om en anderledes religion, men også om et anderledes koncept for, hvad religion handler om, her refererer jeg specielt til, hvad muslimer kalder sharia, islams hellige lov. Sharia dækkede en mængde emner, der blev anset for sekulære i den kristne verden selv i Middelalderen, og gør det så sandelig i dag i, hvad nogen kalder den vestlige verdens post-kristne tidsalder.
Tydeligvis er der nu mange ting, der drager muslimer til Europa, deriblandt mulighederne for at få tilbudt arbejde og velfærd, specielt i lyset af den voksende økonomiske nedtur i store dele af den muslimske verden. De får også ytringsfrihed og uddannelser, som de ikke har derhjemme. Dette er i øvrigt en vigtig tilskyndelse for terrorister som migrerer. Terrorister har langt større frihed til at forberede sig og operere i Europa - og til dels også i USA - end i de fleste islamiske lande.
I hvor vid udstrækning er det muligt for muslimske migranter, som har bosat sig i Europa, i Nordamerika og andre steder, at blive en del af de lande, de bosætter sig i, på samme måde som så mange andre immigranter har gjort?
For at besvare det spørgsmål må vi se på de grundlæggende forskelle mellem, hvad der præcis menes med assimilering og accept. Her er der en umiddelbar og tydelig forskel mellem Europa og USA. For at en immigrant kan blive amerikaner, kræver det en ændring af det politiske tilhørsforhold. For at en immigrant kan blive franskmand eller tysker, kræver det en ændring af den etniske identitet.
At skifte politisk tilhørsforhold er sandelig noget lettere og mere praktisk end at skifte etnisk identitet.

Radikale finder allierede
Hvad er europæernes reaktion på situationen? I både Europa og USA er et ofte hørt svar, hvad der kaldes enten multikulturel eller politisk korrekthed. I den muslimske verden er der ikke de samme begrænsninger. De er meget bevidste om deres identitet. De ved, hvem de er, hvad de er, og hvad de ønsker, en kvalitet vi i vid udstrækning synes at have mistet. Det er en kilde til styrke hos den ene, til svaghed hos den anden.
Radikale islamister har endog været i stand til at finde flere allierede i Europa. De har en venstrefløjsappel til de antiamerikanske elementer i Europa, for hvem de, om man så må sige, har erstattet russerne. De har en højrefløjsappel til de anti-jødiske elementer i Europa, som erstatning for Aksemagterne.
I Tyskland findes der en interessant undtagelse, her er de fleste muslimer tyrkere. Der har de ofte haft en tilbøjelighed til at sidestille sig med jøderne, at se sig selv som efterfølgere til jøderne som ofre for tysk racisme og forfølgelse.
Jeg husker et møde i Berlin, hvor emnet var de nye muslimske mindretal i Europa. Om aftenen spurgte en gruppe tyrkiske muslimer, om jeg ikke ville komme over og høre, hvad de havde at sige om det. Den udtalelse, jeg husker bedst, var:
"I 1.000 år var de (tyskerne) ude af stand til at acceptere 400.000 jøder. Hvad håb er der så for, at de vil acceptere to millioner tyrkere?"
Nogle tyrkere i Tyskland brugte dette til meget dygtigt at spille på tysk skyldfølelse i et forsøg på at begrænse ethvert effektivt forsøg på at beskytte den tyske identitet, der, mener jeg, ligesom andre i Europa er ved at blive bragt i fare.

Historikeren Bernard Lewis fra Princeton University er i år 2007 belvet tildelt The Irving Kristol Award ved The American Enterprise Institute i Washington. Han har skrevet mange fagbøger om islam.




Anbefal siden til en ven...
Webdesign by Style-IT

© www.islaminfo.dk