Kristne mindretal på Vestbredden og i Israel
skrevet af C.Cain
Christians comprise 5 per cent of the Palestinian population
In Ghaza and West Bank prior to the Israeli occupation the Muslim pression precipitated a drop in number of Christians living in those territories
from 80000 in 1948 to 32000 in 1967
In Israel the number of Arab Christians grew
from 34000 in 1948 to 130000 in 1992
Commentary june I992 (Israel Watch)
EUROPÆISK KULTUR STÅR HØJT
I den sene re tid har mange slået til lyd for, at Danmarks kultur er ringe i forhold til den arabisk/muslimske kultur, der angiveligt stod højt hævet over den europæiske kultur, på et tidspunkt, hvor vi i Europa levede i barabari og uvidenhed. De glemmer, at arabernes korte blomstringstid skyldtes geniet hos de folkeslag, hvis lande de erobredede i hellig krig. Det var dem - kristne, indere, persere og jøder - der gjorde det muligt for det arabisk/islamiske imperium at blomstre som det gjorde, omend historisk set kun for en temmelig kort stund.
Næsten alle landvindinger i denne periode blev gjort af arabernes undersåtte, selvom de sjældent for anerkendelse for dem i en moderne kulturradikale historieskrivning, der gerne vil fortælle os, at alt det gode vi har, kom udefra. Men intet kunne være mere forkert. Tag eksemplet med oversættelsen af den græske kulturarv, der førte til den europæiske renæssance. Var det arabere, der oversatte selv? Nej. Oversættelerne blev netop udført af kristne og jøder og kom interessant nok virkeligt i gang EFTER de arabiske erobrere blev smidt ud af oversætterbyen Toledo (læs Paul Fregosis Djihad).
Og på samme måde blev de arkitektoniske perler - Córdoba, Granada, Taj Mahal. - skabt af folk, som araberne havde samlet op på deres vej. Hvad ellers? Hvordan kunne et ørkenfolk, der altid havde levet i telte eller lerbolige, pludselig blive arkitekter? Hvordan kunne kvægdrivende nomader skabe overrislingsanlæg, som slet ikke kendtes i arabernes eget landområder, men fandtes færdigt udviklede i den før-arabiske Nordafrika, Mesopotamien og Indien? Næsten alt, hvadt “araberne” skabte, skyldtes som sagt de indfødte i de lande, de erobrede, og er man i tvivl, behøver man blot at se på arabernes vugge, Saudiarabien, idag. Uden olie ville det ligne det golde og tilbagestående Somalia. Teknisk set i middelalderen. Moralsk set i oldtiden.
Alt skyldes befolkningerne i de erobrede lande, og da grebet på dem løsnedes omkring år 1000 gik den arabisk/islamisk kultur i forfald. Og hvad har de præsteret i de 1000 år, der er gået?
Hvor er arabernes Kierkegaard, Hvor er deres Saxo? (1001 nat var et lån fra Indien, lige som talsystemet og det berømte nul), hvor er deres Grundtvig, deres H.C. Andersen? Hvor er deres Rasmus Rask, deres Niels Bohr, deres Jens Risø? Hvor mange Nobelpristagere har de 23 arabiske lande præsteret tilsammen? Hvor er deres Hammershøj, deres Carl Nielsen, deres Dirk Passer, deres Storm P., deres Olsen Banden? Hvor er deres humor, hvor er deres evne til at tænke selv, en evne som - om noget - er opstået i det kristne Europa. Den burde vi værdsætte noget mere.
D E N S I D S T E D A N M A R K S H I S T O R I E
Den indisk/engelske forfatter V.S. Naipaul fortæller i "Blandt De Rettroende" om arabiske muslimers indtagelse af kongedømmet Sind - der svarer til vore dages sydlige Pakistan og sydlige Afghanistan - og som blev indlemmet i det muslimske rige i det syvende århundrede e.kr.
Som kilde bruger han en gammel beretning ved navn Chachnama, der er skrevet af en efterkommer af den sejrende arabiske feltherre Muhammed Bin Qasim, hvis herremand og slægtning Hajjaj, dirigerede hele felttoget fra sin guvernørbolig i Irak.
Efter Bin Qasims erobring af havnebyen Debal - hvor nedslagtningen efter Hajjaj´ ordrer varede i tre dage - gik araberne fra sejr til sejr, indtil de til sidst jog den kongelige hær på flugt og sendte kongens hoved til Irak sammen med Bin Qasims krigsberetning. "Min kære fætter" svarede Hajjaj, der var pikeret over kun at få ét hoved, "da jeg modtog dit livforøgende brev, kendte min glæde ingen grænser...men lovens tilgivelse er anderledes end den du skænker... den Store Gud siger i Koranen "O troende, når I møder de vantro, skil deres hoveder fra kroppen". Dette bud er et stort bud og skal overholdes". På en senere stade i erobringens forløb skriver Hajjaj: "Mine udtrykkelige ordrer er at alle våbenføre mænd skal aflives og deres sønner og døtre tilbageholdes som gidsler". Ordrene blev overholdt ved erobringen af de resterende byer og det forhenværende kongedømme af Sind blev derefter indlemmet i det støt voksende arabiske imperium.
Men der er en interessant detalje. De fleste steder blev erobringen hjulpet på vej af en lokal embedsmand, der henvendte sig til Bin Qasim før forestående slag og fortalte ham, hvordan han bedst kunne erobre byen.
Det var ikke forræderi, skriver Naipaul, men snarere erkendelse af at magt er magt, og det er klogest at være på den stærkes side. De tjenstvillige informanter troede at kongen blot ville blive udskiftet med en anden konge og at livet stort set ville fortsætte som før. Sådan må en stor del af den øvrige befolkning også have troet, for mange steder overgav folk sig uden kamp, uvidende om at hele grundlaget for deres kultur skulle tilintetgøres og erstattes med en anden, der var væsensfremmed for deres egen.
Denne historie beretter jeg fordi det har klare paralleller til situationen idag. Nu er det er ikke Sind, der er ved at overgive sig, men Danmark. Til en magt det ikke har forstået. Præcis som i Sind bliver overgivelsen formidlet af en "højkaste" der er hævet over lokale bindinger og som mener, at den skuer højere end andre.
Lige som de hjælpsomme hinduistiske embedsmænd, har den danske "højkaste" indset at den kristen/humanistiske befolkning i løbet af 2-3 generationer vil være i mindretal, og et magtskifte vil være uundgåeligt. Det vil sikkert ske i modernitetens tegn og uden nævneværdig modstand fra den svindende gruppe af etniske danskere, der langsomt men sikkert lader magten spille sig af hænde. Det er historiens ironi, at "højkasten" består af de samme mennesker, der for en snes år siden ville være trådt i Sovjetunionens tjeneste, dersom Danmark var blevet besat derfra, så sideskift er ikke nyt for dem. De har omstillingsevner og et køligt blik for personlig avancement ved fælles skibbrud. Forfatteren Naipaul, der kun er først i halvtredserne, vil leve længe nok til at skrive om den ny overgivelse i sin næste bog. Gad vide hvad den komme til at hedde? Den sidste Danmarks Historie?
Geoffrey Cain
Rebekkavej 5
2900 Hellerup
