Store og lille jihad
skrevet af Chris Hinrichsen
Denne artikel har tidl. vret bragt i Islam integration eller...?

Det arabiske ord “jihad” har i Koranen flere betydninger. Adskillige steder i Koranen anvendes begrebet om at føre krig, især krig mod de vantro. Men Jihad betyder egentlig “anstrengelse”. Islam skelner samtidig mellem “den store jihad”, anstrengelsen om at føre krig mod ens egne lidenskaber, samt “den lille jihad”, som er anstrengelsen og krigen i kampen mod at beskytte familie og stat, og især den islamiske tro mod islams fjender.
Jihad betyder altså flere ting på en gang. Jihad er bl.a. bekæmpelse af et såkaldt "vantro" lands love, anstrengelsen eller krigen for at få indført sin egen muslimske lovgivning, anstrengelse og krig mod vantro politikere eller politikere, som står i vejen for “Allahs system for hele menneskeheden”. Ordet “jihad” er også af de islamiske politikere blevet brugt om samtlige krige mod Israel.

Det blev betegnet som jihad, da det lille thailandske muslimske mindretal sprængte det med FNs hjælp nyrestaurerede buddhisttempel og nationalsymbol Borubodur luften; jihad føres ved universiteter, mod intellektuelle i ord eller med vold, samt i kampen for sløret, eller blot ved simpel terror mod anderledes tænkende, for at enhver kan frygte Allah.

Jihad er også befolkningspolitik. Den islamiske kvinde skal føre kampen gennem børnefødsler. Demografien spiller en stor rolle f.eks. i det førende sunnimuslimske blad “The Muslim World League Journal” (f.eks. marts 98).

Begrebet jihad som “Hellig Krig” blev af praktiske grunde midlertidigt skrinlagt af en lille vestligt orienteret elite i forrige århundrede, også fordi man anså islam for at være for svag efter den islamiske nedgangstid, som havde stået på i 400 år. I dag, hvor de moderate er på tilbagetog, og en stadig større del også af østens og vestens muslimer enten radikaliseres eller vender sig helt bort fra religion, er jihad tolket som fysisk voldelig anstrengelse en selvfølge for en væsentlig del af islams ledere. En mindre gruppe moderate fornægter dog den miltære del, men undertiden af taktiske grunde for ikke at forskrække omgivelserne.

Samtidig med, at disse taktikere henviser til jihads ordbetydning som “flid”, “ihærdighed”, og “anstrengelse” (f.eks. bevægelsen “Fair play” i Danmark), bruges ordet “mudjahedin” dog i alle sammenhænge og muslimske lande om “hellige krigere”, der kæmper med våben for islam. Ordet bruges således også synonymt med “terror for Islams sag”, uden at der i islam lægges noget ondt i det, da formålet (islam) helliger midlet.
At bringe islam videre er i sig selv med jihad - Hellig krig.

Ofte henviser et mindre antal moderate til et korancitat, hvor angreb kun er tilladt i forsvar, men forsvar er tolket meget bredt (Sura 2.192: “Bekæmp dem ikke ved de hellige moskeer (I Mekka), førend de bekæmper jer, så put deres halse for sværdet. Det er de vantros løn”). Enhver begrænsning af islams muligheder for ekspansion, magt, udbredelse eller uindskrænket bestemmelsesret tolkes ofte som angreb og krig mod islam, hvilket legitimerer jihad. Sura 4.92: ”Men hvis de (ikke holder op) og tilbyder jer fred og holder deres hænder tilbage, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem. For over sådanne har vi givet jer fuldstændig fuldmagt.”

Sura 8.12: ”Jeg vil indjage rædsel i dem, der er vantro - og I troende, skær deres (de vantros) halse over og hug på enden af deres fingre. Sådan skal det gå dem, der er i opposition til Allah og hans sendebud (Muham-mad)”.

Sura 25.52: “Adlyd ikke de vantro, men før ved hjælp af denne (Koran) en stor jihad mod dem”.

Sura 5.33: "Lønnen for de, som kæmper mod Allah og hans sendebud (Muhammad) og ivrigt bestræber sig på uheld i landet, skal bestå i, at de myrdes eller korsfæstes, eller at de modsat får afhugget hånd og fod og at de fordrives fra landet."

Sura 9.29: ”Kæmp mod dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og mod dem, som ikke holder det forbud, som Allah og hans sendebud (Muhammad) har forbudt, og som ikke følger sandhedens religion (islam), indtil de betaler tribut og med egen hånd underkaster sig”.

Sura 9.5 Sværdverset, som legitimer jihad: "Når de fredhellige måneder er forbi, dræb da afgudsdyrkerne, hvor I end finder dem og grib dem, omring dem og lig på lur efter dem overalt........"

Overfor omverdenen eksisterer jihad ikke, kun begrebet "forsvars-krig". Islam har kun brugt forsvarskrig. Men islam nåede gennem jihad at erobre de oprindelige kristne kernelande Tyrkiet, Syrien og Ægypten, man besatte Portugal, Spanien og rykkede frem gennem Frankrig. Man erobrede Grækenland, Sicilien, Nordafrika, Bulgarien, Rumænien, Serbien og besatte hele Ungarn, omringede Wien to gange, rykkede frem til Nürnberg, ind i Polen og Ukraine, erobrede Krim, etc. Men ifølge islam skete erobringerne kun i selvforsvar.

Mange af de større europæiske og små danske islamiske blades krav om kompromisløs jihad mod vestlige normer og tanker er indiskutabel (se appendiks). Det er foruroligende, at større vestlige muslimtidsskrifter som “The crescent International”, som udgives af direktøren for “Musliminstituttet” i England Dr. Khalam Siddiqui, en førende islamisk tænker og ideolog i Vesten, klart har samme radikale syn på jihad. Siddiqui advarer Vesten mod at “attakere islam” i Vesten, det vil være “yderst farligt for aggressoren. Islam er ubesejerlig. Vantroens verden (kufr) vil derimod blive udslettet af den islamiske bevægelse”(1989). Jihad er legitim.

Det er bekymrende, når et af de små danske blade også i bladets formålsparagraf har, at“ lede muslimerne i kamp mod Vesten intel-lektuelt, politisk og militært (Khilafah, dec.1994, nr. 1) og “begynde angrebet mod den rådne vestlige kultur”(samme, s.1). Selvom Ekstrabladet allerede i 1994 gjorde den socialdemokratiske regerings indenrigsminister opmærksom på problemet, reagerede ingen, sandsynligvis for at undgå politiske dønninger.

"At danne arméer og udbrede krigsindustrien på en måde, at ikke-muslimske folk og stater fyldes med angst...javel, det er vor pligt. Der er så mange Koranvers og overleveringer, som peger hen på denne nødvendighed og dette krav. Her er blot nogle:
"Kæmp mod de vantro, indtil ingen forsøger at forføre og indtil kun Allah tilbedes" (Sura 2,193).
"Det er foreskrevet jer at kæmpe (mod de vantro)" (Sura 2,216). (Den islamiske forfatning, "Die Islamische Verfassung s.51).

En hjørnesten i udbredelsen af islam er jihad (hellig krig). Islams måde at udbrede religionen er definitivt forskellig fra alle andre religioner. Dette betyder ikke, at man ikke kan finde vold udført i andre verdensreligioners navn, men det betyder, at volden i sig selv er en del af Islams lære og væsen, medens vold eller mord afvises i flertallet af andre verdensreligioners skrifter. Islams forherligelse af krig som et godt og nyttigt middel kan for en kristen eller en ateist virke ufattelig og ubegribelig, ikke mindst, når det påpeges, at det er en vej til frelse.

“De, som er imod at slå ihjel, har ingen plads i Islam. Vor profet dræbte med sine egne velsignede hænder. Vor Iman Ali dræbte mere end syv hundrede på én dag. Hvis troens overlevelse nødvendiggør, at der udgydes blod, så er vi der for at udføre vor pligt” (Ayatollah Sadeq Khalkhali, islamisk dommer, cit. efter A.Taheri: Holy Terror.)

“Den almægtige har lovet os, at den tid vil komme, da hele menneskeheden vil leve forenet under islams banner, men den dag skal fremskyndes gennem vor jihad, gennem vor villighed til at udgyde det urene blod af dem, der ikke har set lyset....Det er Allah, der giver os et skydevåben i hånden, men vi kan ikke forvente af ham, at han selv skal trække i aftrækkeren, fordi vi er for ængstelige” (Muhammed Taqi Partovi Sabzevari i “Ayendeh Nehzat Islami” Qom 1986).

Vedrørende en svækkelse af forståelsen af jihad udtrykkes følgende på den 4. islamiske konference i Kairo 1970: ”Det strider imod loven at opgive jihad og vælge fred og svaghed, medmindre hensigten er senere jihad” (Sheikh Abdullah Goshah, “The Fourth Conference of The Academy of Islamic Research”). Det betyder, at udsættelsen af jihad har det formål at finde et senere gunstigere tidspunkt, hvor man står styrket til en evt. kraftprøve.

For at forstå ideen bag begrebet “hellig krig”(jihad) må vi tilbage til profeten Muhammads liv. Fra det øjeblik, han følte sig kaldet til profet, men blev afvist af indbyggerne i Mekka, voksende i ham en vrede mod de vantro, som kommer til udtryk i mange af hans åbenbaringer. Disse åbenbaringers hårdhed er ikke til at forstå uden de følelser, som rejste sig i ham. Efter udvandringen fra Mekka begyndte han at sende sine mænd på småtogter for at overfalde og plyndre karavaner fra Mekka. Samtidig voksede hans mod-sætningsforhold til jøderne i Medina, som drev spot med ham, fordi mange af hans åbenbaringer og gengivelser af de bibelske beret-ninger havde indlysende mangler, som bundede i, at han havde misforstået mange af Det gamle Testamentes beretninger, som han havde hørt i brudstykker af jøder og kristne.
I året 624 indtraf en begivenhed af afgørende betydning. Muhammad havde fået at vide, at en stor karavane var på hjemvejen fra Gaza ved Middelhavet til Mekka. Muhammad drog ud med 300 mand for at overfalde den. Da karavanens ledere fik at vide, at et overfald var forestående lod de karavanen drage en anden vej og sendte bud til Mekka om hjælp. Disse sendte en hær på 900 mand. Muhammad havde håbet at finde en rig karavane ved Badr, men stødte i stedet på en veludrustet hær. Her stod hele Muhammads troværdighed på spil, hvorfor han ikke kunne flygte, men i stedet måtte angribe. Efter gammel arabisk skik indledte man med enkeltkampe, mand mod mand, der faldt så heldigt ud for modet hos hans krigere, at Muhammads styrker sejrede. Selv om Muhammad ikke selv deltog aktivt i denne træfning, fortæller legenden, at han under kraftig forbandelse slyngede en håndfuld sand mod fjenden, så modstandernes rækker sprængtes og de greb flugten. Fra da af var Muhammad hersker i en mægtig tyndtbefolket stat, der inden århundredeskiftet skulle komme til at omfatte et område fra Indien til Atlanterhavet. Og fra da af var denne nye stats politik gearet til udbredelsen af den nye lære, dens middel blev sværdet. For at minde menigheden om vigtigheden af den hellige krig (jihad) bærer præsten ved Istanbuls hovedmoske sværd under prædikenen. Det er på denne baggrund, at man kan se iranske mullaer (præster) marchere i strækmarch med maskinpistoler.

Islam er ikke en religion i gængs forstand, som udbredes med ord og gode gerninger. For islam er krig og tvang legitime midler, hvis det ikke er muligt ad frivillig vej. Jihad er først og fremmest kampen for islams frihed. Denne frihed indebære, at samfundet skal acceptere islams love og følge islams præmisser. Forud skal islam kalde det vantro samfund tre gange til omvendelse. Afvises kaldet af den vantro stat, “så kald til jihad”.

Efter slaget ved Badr, der står som et kardinalpunkt i Islam, blev Muhammads stilling befæstet i Medina. De, der hidtil havde ydet mest modstand og spottet hans manglende viden om Det gamle Testamente, måtte nu betale prisen. Et stort antal blev uden skånsel nedsablet, resten blev kuet med hård hånd.

Mens han dræbte jøderne i Medina, forholdt de andre jødiske stammer i området sig roligt. Her er forklaringen på Muhammads hurtige sejre. Hver gang modstanderne ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre, fordi Muhammads metoder var voldsomme og rigoristiske, udnyttede han chokket hos modstanderen. Mens de andre var indbyrdes splittede i deres meninger, om hvad de skulle stille op, gik Muhammad straks til handling: dvs. øjeblikkelig krig. Som en mægtig guerillaleder, kunne Muhammad fra da af stoppe og plyndre enhver karavane i området og true Mekkas økonomi som handelscentrum. Efter et nederlag ved Ohod, fik han en drøm, at han foretog valfarten til Kabaen i Mekka. Han indså dog, at hans hær endnu var for svag til at indtage byen og indgik derfor en snedig overenskomst med Mekkanerne. Han måtte drage ind i byen på valfart, mod at han skulle udlevere alle mekkanske overløbere. Disse lod han slippe bort inden overgivelsen, og i stedet for et forsmædeligt tilbagetog, kunne han nu drage ind i byen og opbygge sin base, indtil han blev stærk nok til en overtagelse. Hans svigersøn Osman, der havde familieforbindelser blandt de fornemme i byen, havde ved talegavens kunst fået en aftale i stand i Al-Hudajbijja, en aftale, der i virkeligheden efter en tid førte til Muhammads endelige sejer. Hvad, han ikke kunne erobre med magt, erobrede han ved list.
Denne “fred” betød på længere sigt Muhammads overtagelse af byen.

Det var netop freden ved Al Hudaybijja, som Ægyptens præsident Anwar Sadat brugte som legitimation for indgåelsen af Camp David aftalerne i 1978 med Israel. En sådan fred med Israels tilbagegivelse af tidligere ægyptiske områder kunne betyde, at muslimerne med tiden ville blive så stærke militært, at de definitivt kunne gøre op med jøderne. Freden ved Al Hudaybijja er også argumentet for i visse tilfælde at lægge jihad på hylden, indtil lejligheden byder sig til at få magten på et senere og bedre tidspunkt.

Så stor magt fik Muhammad over Mekka, at han kort efter kunne erobre den vigtige jødiske by Chajbar, nord for Medina. Efter at have dræbt mange, særligt af mændene, lod han resten aflevere deres ejendele. Erobrerne fik jorden, medens jøderne måtte blive som underkuede forpagtere. Den tiårige fredspagt med Mekka brød han, så snart hans magt var stor nok. En mand i Mekka, der havde sunget nidviser om profeten var tilstrækkelig som påskud til at starte den endelige krig (jihad), der knækkede byen. I Mekka udryddede han de arabiske guder, men lod Kaabastenen være, så Mekka fortsat kunne forblive valfartsby. Således fik han Mekkanerne over på sin side. Byen mistede dermed ikke den status, som den altid havde haft som valfartsby for de arabiske guder. Meteorstenen (Kaabaen) forblev i Islam en vigtig del af religionen, idet det er enhver muslims pligt en gang i sit liv at drage på valfart til Kaabaen i Mekka.

Efter Muhammads død udbrød en del uenighed om, hvem der skulle lede islam Første kalif blev Abu Bakr. Under den anden kalif Umar finder islams første større ekspansion sted. De kristne byzantinske provinser Syrien, Palæstina og Egypten blev erobret. Også Persien erobredes (det nuværende Iran). Den kendteste af feldtherrerne var Khalid ibn al-Walid ( kaldet islams Sværd). Umar blev myrdet og efterfulgtes i rækkefølge af Uthman, der også myrdedes, og endelig af Ali. Disse fire første kaliffer kaldes “de retledede” og anføres som forbilleder i alle tænkelige krigeriske og vanskelige situationer.

Muhammads hustru Aischa ledte mod Ali et blodigt oprør, som hun tabte, men Ali myrdedes som blodhævn for drabet på Uthman.

I de erobrede områder fik man valget mellem at blive muslim eller forblive kristen, hvis man betalte den særlige skat(djizja) for jøder og muslimer, der på grund af dens hårdhed betød, at stadig flere kon-verterede til Islam. Vantro og tilhængere af andre religioner blev udryddet med hård hånd, hvis de ikke antog Islam. Således blev Islam efterhånden flertallets religion. Resten af dette system kaldes millet-systemet efter den betegnelse den fik i det osmanniske (tyrkiske) imperium. Ikke-muslimer, som lever under islamisk styre, kaldes “dhimmier”. I det osmanniske rige var disse iklædt en særlig dragt afhængig af, om man var jøde eller kristen.

På kort tid erobredes hele det kristne Nordafrika samt Spanien, og man stødte langt ind i Frankrig. Det kristne byzantinske riges hovedland (det nuværende Tyrkiet) faldt lidt efter lidt, indtil det ottomanske imperium erobrede Konstantinobel 1492. Balkan og Ungarn faldt hurtigt, og få år efter stod tropperne foran Wiens porte. Det blev den hårde “djizkya-skat” for ikke-muslimer, som finansierede den islamiske jihad. Men da skatterne steg så meget, at for mange følte sig presset til at blive muslimer og dermed skattefri, blev det i perioder forbudt kristne og jøder at konvertere til Islam.

Når man som vesterlænding forbløffes over islamiske lederes, præsters og dommeres krigeriske udtalelser, må man altid have Muhammads liv og ord for øje.

Ved pilgrimsfarten år 632 var Muhammad ikke med i Mekka, men blev tilbage i Medina. Ved denne valfart blev der af Muhammad foretaget en højtidelig undsigelse af alle afgudsdyrkere (andre religioner) i hele verden. Hvis de ikke inden fire måneder havde antaget Islam skulle de bekæmpes med våben og ikke få adgang til Mekka. Forbudet mod adgang til Mekka galt de andre ikke-islamiske arabiske stammer. Men ved denne undsigelse af alle andre religioner og opfattelser i verden, blev grunden lagt for islams politik overfor andre af anden opfattelse og tro. Udbredelsen af Islam med sværd blev enhver islamisk herskers opgave. Religionen blev meget simpel:
Troen på én Gud Allah og Muhammad som hans profet (den afsluttende og eneste sande).
Dette blev også trosbekendelsen. Den, som siger dette i nærværelse af vidner, er muslim, og må ikke forlade islam igen. For en frafalden muslim er retsløs og udstødes også af familien. Pr. definition kan en muslim iflg. islamisk jura ikke forlade Islam.

Den muslimske advokat Adnan Wahab fra Odense skriver om jihad: “Islams moskeer har altid været brugt som centre til at mobilisere de islamiske masser til jihad-agressionskrigen, som skal påtvinge andre folkeslag islam med sværdets magt....Allah beordrer sine tro væbnere til at føre jihad (hellig krig) med alle tilgængelige midler, herunder terror og kampe, som er obligatorisk religiøs pligt i lande, hvor muslimer udgør 10% af befolkningen. Dette vil være virkeligheden i Danmark, hvor muslimerne fortsætter med at vokse i stort tal” (Jyllandsposten 15.9.1991).
Problemet er, at muslimer med vilje bruger frygt som våben. Hellig krig er mange ting. Hellig krig er krig mod forfattere, digtere, forlag, der bringer antiislamisk litteratur. I 1996 dræbtes næsten 30 forfattere i Tyrkiet, idet de blev brændt inde under en demonstration mod antiislamisk forfattervirksomhed. Jihad omfatter også bog- og avisafbrændinger (i Danmark mod Ekstrabladet og Saman Rushdi).

Den moderne bevidstgørelse om jihad som den 6.søjle (kultiske pligt) i islam, kan give sig mange udslag. Denne 6. søjle tegner islam i forhold til sine omgivelser i langt højere grad end islams første 5 søjler: trosbekendelse, bøn, faste, almisse, valfart. F.eks. går i Tyskland, hvor der åbnes en ny moske hver uge, 35% af 2. generations tyrkere ind for at bruge korporlig vold for Allahs sag som jihad. (Undersøgelsen er foretaget 1996-97). Som et kuriosum kan nævnes, at ved alle Hamborgs 19 moskeer tilbydes kampsport (taekwondo).

“De troende, der ser islam trampet under fode og intet gør for at forhindre det, vil havne i helvedes syvende lag. Men den, der tager et gevær, en dolk, en køkkenkniv eller blot en sten, har sikret sig en plads i Himlen. En islamisk stat er summen af sådanne troende. En islamisk stat er en krigsstat, indtil hele verden ser og anerkender lyset af den sande tro” (Ayatollah Fazl-Allah Mahalati, Dar rah e Haq. Teheran 1980).

Flgende sider er relateret til denne artikel:
- Hellig krig (jihad) (Ordforklaring)