Abraham/Ibrahim som jødernes stamfar eller Kaabens bygmester

Abraham eller Ibrahim: jødernes stamfar eller Kaabaens bygmester?

Selv om Muhammeds udradering af den jødiske tro i Arabien var total, så overtog han ikke desto mindre vigtige dele af jødisk lovgivning og mange af de historier fra Det gamle Testamente, der blev genfortalt mundtlig i Arabien på den tid.
Abraham er den første vigtige skikkelse i Det gamle Testamente, som Muhammed fortæller, at han havde længere åbenbaringer om ( se Sura 3.64-70 og 2.114-34). Allah siger i Koranen, at Muhammed er ”det skønne forbillede” (Sura 33.21) for menneskene. På samme måde siger Allah i Koranen om Abraham (som i Koranen kaldes Ibrahim): ”Se jeg gør dig til et forbillede for menneskene.”(Sura 2.124). Muhammeds åbenbaring om ham selv og om Abraham som ”det skønne forbillede” har det formål at kæde hans egen person og kaldelse sammen med Abrahams kaldelse. Ligesom Abraham kom med læren om den ene Gud, således fortæller Muhammed, at han nu fuldender Abrahams religion. Muhammeds åbenbaringer om Abraham viser med al tydelighed, at Abraham havde en særstatus for profeten. Muhammed kunne umiddelbart finde lighedspunkter mellem sig selv og Abraham som manden, der udvandrede, og manden, der vendte sig til den ene Gud.
Abraham er ifølge Det gamle Testamente oprindeligt israelitternes første stamfar og den første, som Jahwe åbenbarede sig for, og som rejste et offeralter i Israel for israelitternes Gud. På samme måde følte Muhammed, at han var den første araber, som Allah åbenbarede sig for, så han kunne bringe araberne den ene Gud, som Abraham tidligere havde berettet om. I det hele taget ser det ud til, at Muhammed kendte mange af beretningerne fra især 1. Mosebog i mundtlig form. I det 11. kapitel af 1. Mosebog er det, at vi møder beretningen om Abram, som Jahwe giver navnet Abraham og som lover Abraham, at hans afkom skal blive talrigt som Himlens stjerner.
I det gamle Testamente lyder beretningen således:
”Abrams udvandring til Kana'an
11.v1 Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. v2 Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
v3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
I dig skal alle jordens slægter velsignes.«
v4 Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan. v5 Abram tog sin kone Saraj og sin brorsøn Lot og al den rigdom, de havde samlet, og alle de folk, de havde skaffet sig i Karan, og begav sig på vej mod Kana'an, og de kom til Kana'an. v6 Abram drog gennem landet og kom til Sikems helligsted, til Orakel-egen. Dengang boede kana'anæerne i landet. v7 Herren viste sig for Abram og sagde: »Jeg vil give dine efterkommere dette land.« Dér byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. v8 Derfra drog han videre mod bjerglandet øst for Betel, og slog sit telt op mellem Betel i vest og Aj i øst. Dér byggede han et alter for Herren og påkaldte Herrens navn.
13. v14 Efter at Lot og Abram var gået hver til sit, sagde Herren til Abram: »Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. v15 Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt. v16 Jeg vil lade dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles. v17 Drag nu omkring i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig.« v18 Så slog Abram sine telte op og kom til Mamres Ege ved Hebron. Dér slog han sig ned og byggede et alter for Herren.
Herrens pagt med Abram
15 v1 Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« v2 Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« v3 Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« v4 Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« v5 Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« v6 Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. v7 Og Gud sagde til ham: »Jeg er Herren, som førte dig ud fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje.«
Abraham i Koranen:
Muhammed giver Abraham navnet Ibrahim. Og overfladisk kan man tro, at det er samme person, han omtaler, og samme historie, han genfortæller, men i realiteten ændres historien totalt. Abraham og Ibrahim har som religiøse skikkelser næsten samme navn, men ganske forskelligt indhold.
Den jødiske beretning handler om Abraham, som vandrer ind i Israel og bliver jødernes første stamfar, som bygger et alter i sit nye land ved Hebron, og opretter en pagt med Israels Gud Jahwe. Gud sætter ham på prøve. Vil han ofre sin egen søn Isak, hvis det befales ham? Han består prøven. Jahwe opretter en pagt med ham og lover ham det landområde, som siden kong Salomo kommer til at herske over fra Egypten i syd til Libanon i nord og Eufrat i øst. Gud lover Abraham, at hans slægt skal blive et stort folk og talrigt som stjernerne. Abraham køber jorden i Mamrelund, hvor han og hans hustru siden begraves.
Hos jøderne og i Det gamle Testamente er Abraham og Sara, deres søn Isak og barnebarnet Jakob Israels og jødernes stamfædre. Jakob får endog navnet Israel af Gud, det navn som siden landet Israel får.
Muhammed ændrer beretningen grundlæggende. Fra at have været en grundberetning om Israels grundlæggelse bliver Abraham nu ikke den 1. jøde og den første som troede Israels Gud; nu bliver han ”Hanif” den første muslim. Islam bliver ur-religionen. Og Abraham ofrer nu ikke Jakob men Ismael. Og han bygger ikke et alter i Hebron, hvor han dyrker Israels Gud Jahwe. Nej, han rejser til Mekka og bygger sammen med Ismael Kaabaen for Allah. Ligesom jødedommen og troen på den ene Gud Jahwe opstår gennem en pagt mellem Jahwe og Abraham, således opstår islam gennem Ibrahims bygning af Kaabaen.
Men Koranen har helt klart to forskellige traditioner om Abraham og Kaabaen. Hvilken tradition, der er ældst, er uvist.
A) Den ene tradition siger, at Abraham rensede Kaabaen for afguderne og gjorde den ren (Sura 22.26).
B) Den anden tradition taler om, at Abraham byggede Kaabaen fra grunden (Sura 2.127).
Ifølge Muhammeds åbenbaringer er Kaabaen verdens første gudshus (Sura 3.95): ”Det første gudshus, som er bygget for menneskene, er det i Bakka (Mekka) til velsignelse og retledning af menneskene i hele verden”.
At Ismael får en så central plads i forbindelse med bygningen af Kaabaen er ikke tilfældig. Ifølge 1.Mosebog, kap. 16 er Ismael søn af Abraham med den ægyptiske slavinde Hagar, som jages bort og bliver stamfar til araberne. Hagar får løftet om, at hendes slægt gennem Ismael skal blive talrig. Ismael voksede op, blev jæger (bueskytte) og boede i ørkenen Paran (1.Mosebog 21.8-21). Dette blev et brugbart tilknytningspunkt for Muhammed i hans åbenbaringer. Ørkenen bliver hos Muhammed til den arabiske halvø, hvor arabernes helligdom Kaabaen lå.
Muhammed anvendte personerne Abraham og Ismael både klogt og taktisk i sin nye arabiske religion. Derfor blev det Abraham, der ifølge Muhammeds åbenbaringer i Koranen indførte valfarten (hadj) til Mekka i Sura 3.97. De rituelle handlinger omkring denne valfart er nedfældet i Sura 22.26-33 og er naturligvis af hedensk arabisk oprindelse. Men det spiller ingen rolle for Muhammed. Hver gang han kritiseres, henviser han til, at det, som Allah siger, altid er rigtigt, og at de, som taler mod Allah, vil blive straffet.
Dermed kan to af de vigtigste af islams 5 søjler ifølge Muhammed føres tilbage til Abraham: Bekendelsen af Allah som den eneste Gud (Sura 22.30-31), og valfarten til Mekka.
Efter bygningen af Kaabaen udtaler Abraham en bøn ligesom Salomo efter bygningen af templet i Jerusalem. Denne bøn findes i Koranen i tre forskellige udgaver.
1)Første udgave Sura 2.126 beder Abraham alene: ”Herre! Gør dette (Kaabaen) til et sikkert område og forsørg dets folk med frugter, dem, som tror på Allah og på den yderste dag`. Allah sagde: ´Men den som er vantro, ham lader jeg nyde en smule. Derefter vil jeg støde ham ind i helvedesilden som straf – hvor slet et endeligt!`
2) I anden udgave (Sura 2.126) takker Ismael og Abraham Allah i fællesskab: ´Herre, modtag (Kaabaen) fra os. Du er den, hvem alt tilhører og som ved alt`.
3) I den tredje version Sura 14.35-41 beder Abraham alene. Versionen er en lidt udvidet og ændret form af 1.version.
Ifølge Sura 22.26 boede Abraham ved Kaabaen. Og om hans efterkommere står der, at ´de skal bo i en dal uden korn ved Allahs hus`. (Sura 14. 35-37).
Ideen med, at Abraham boede ved Kaabaen, kan måske være afledt af den jødiske rabbinske tradition, at Abraham ofrede Isak på Morija bjerg, samme bjerg som Salomo siden byggede det jødiske tempel på.
Muhammeds ide, at Abraham byggede Kaabaen og slog sig ned her, er samtidig et argument og en tydelig understregning af, at mekkanerne og alle araberne er Abrahams efterkommere.

Disse ting fremgår tydeligt af Koranen Sura 19.41-63:
”41. Og kom Ibrahim i hu i skriften, han var en virkelig retskaffen, en profet, 42. dengang han sagde til sin far: ”Oh, min fader, du må ikke dyrke (guder), der hverken kan høre eller se, og hvad der ikke gavner dig i nogen ting! 43. Oh, min fader se, til mig er kommet kundskab om noget, som ikke er kommet til dig, så følg mig, jeg vil lede dig ad den lige vej. 44.Oh,min fader, dyrk ikke Satan, for han er oprørsk mod Forbarmeren. 45.Oh, min fader, jeg frygter virkelig for, at en straf skal ramme dig fra Forbarmeren, så at du bliver en hjælper for Satan!` Han svarede: ´Fred over dig, jeg vil bede om tilgivelse for dig hos min herre, se han er mig gunstig stemt. 48. Og jeg vil holde mig fjernt fra jer og hvad I påkalder ud over Allah; men påkald min Herre, det kan være, at jeg ikke vil blive ulykkelig ved at påkalde min Herre`. Og da han holdt sig fjernt fra dem, og hvad de tilbad ud over Allah, skænkede vi ham Isak og Jakob, og vi gjorde enhver (af dem) til profet” ( Bemærk: Abrahams barnebarn Jakob bliver hos Muhammed til Abrahams søn og Isaks bror).

Sura 2.124-132
”Og dengang hans Herre satte Ibrahim på prøve med ord, så opfyldte han dem. Og han sagde: ´Se jeg gør dig til et forbillede for menneskene.` Han sagde: ´Også af mit afkom!` Han svarede: ´Min pagt gælder ikke for de uretskafne`. 125. Og da vi gjorde huset (her menes Kaabaen i Mekka) til et mødested for menneskene og et sikkert sted: I skal tage jer Ibrahims sted som bedested. Og vi har pålagt Ibrahim og Ismael, at de skulle rense mit hus for dem, der kredser omkring (det) (pilgrimme skal gå 7 gange rundt om stenen) og opholder sig dér og bøjer sig og kaster sig tilbedende ned. 126. Ibraham sagde da: ´Min Herre, gør dette til et sikkert område og forsørg dets folk med frugter, de af dem, som tror på Allah og på den yderste dag!` Han svarede: ´Dem, der er vantro, lader jeg nyde en smule, derefter vil jeg støde dem ind i ildens straf; hvor slet et endeligt! 127. Og dengang Ibrahim højnede fundamenterne på huset sammen med Ismael, (sagde de): ´Vor herre, tag imod (det) af os, visselig er du den hørende, den (al)vidende! Vor herre, gør os til sådanne, der underkaster sig dig, og gør vort afkom til et samfund, som har givet sig hen, og vis os vore ceremonier, og vend dig til os, sandelig er du den tilgivende, den barmhjertige! 129.Vor herre, send af dem en udsending iblandt dem, som kan oplæse for dem dine tegn; og lær dem skriften og visdommen og rens dem. Visselig, du er den mægtige, den vise!` 130.Og hvem er den, der afviser Ibrahims religion uden den, som handler tåbeligt med sig selv? Men vi har udvalgt ham i denne verden, og i den kommende er han visselig blandt dem, der handler ret. 131.Og (husk) dengang hans herre sagde til ham: Hengiv dig (til Allah). Han svarede: ´Jeg har hengivet mig til verdenernes herre!`132. Og Ibrahim gav sine sønner befaling derom, og Jakob sagde: ”Oh, mine sønner, se Abraham har valgt religionen for jer`. (Også i dette afsnit opfatter Muhammed Jakobs barnebarn som dennes søn).