Jihad som kolonisering af nyt land
(Dar al-Harb og Dar al-Islam).
For at forstå, hvordan jihad forstås, skal man kende to vigtige begreber i islam, som inddeler verden i erobret område, som islam har kontrol over, samt dét område, hvor krige skal tages i anvendselse. I det sidste område kæmper muslimer for at få magten.
De to områder kaldes henholdsvis Dar-al-Harb og Dar-al-Islam. Dar-al-Islam omfatter alle de områder, som domineres af muslimer og hvor muslimer har majoriteten eller 50% af befolkningen eller regerer landet. Her kan ikke-muslimer, såfremt de tilhører "Bogens folk" (jøder og kristne) leve under islams beskyttelse, men med indskrænkede rettigheder i henhold til Koranen. Dette skyldes, at de ikke er på islams stade, men befinder sig på et lavere stade. Derfor gælder ikke de samme love og rettigheder for de to grupper. Kristne og jøder har ret til eksistens, hvis de underordner sig. I så fald kaldes de dhimmier "beskyttelsesborgere". Personer, som ikke tilhører en af disse grupper, d.v.s. frafaldne, animister, polyteister, ateister og muslimske sekter, som f.eks. Bahai har ingen rettigheder inden for samfundet. De er reelt retsløse.
Kaldes der til jihad mellem muslimer og ikke muslimer, skal enhver hensyntagen til modstanderens værdighed være ophævet. “Når en mand, som ikke tilhører islam, bliver taget til fange, så skal han dræbes. Denne skæbne kan han kun undgå, såfremt han konverterer til islam ”(Konzelman s.35 f.).
Krigens område - Dar-al-Harb - er det område, hvor muslimerne er blevet så stærke, at de i stigende grad kan udfordre den herskende "vantro" ikke-muslimske styreform. Her gælder særlige regler i kampen for at nå frem til islamisk dominans: heriblandt er det tilladt at bryde aftaler, at snyde ikke-muslimske grupper, hvis det gælder islams sag eller at nå frem til et resultat gennem pres eller trusler, hvis det er nødvendigt. Erklæres der jihad, er det endog tilladt at voldtage ikke-muslimer (sura 23.6-8). Poul Fregosi anfører, at for mange muslimer er Europa Dar-al-Harb, d.v.s.. krigsområde. "Ja Jihad har været en del af den europæiske historie lige siden muslimernes invasion af Spanien år 711" (Fregosi. "Jihad", s.23). Fordi Vesten anses for at være "krigens område" - dar a-Harb - blandt fundamentalistiske organisationer, så ser vi nu i stigende grad at både almen vold, men også terror øges. Volden rammer dagligt tilfældige mennesker, medens terroren alene rammer vestlige interesser, militære installationer, fly, politiske møder etc. Der kan som nogle af de første nævnes de mange flykidnapninger og sprængninger af passagerfly i 1970erne og 1980erne. Kidnapninger af skibe heriblandt luksuslineren Archille Lauro, sprængningerne af adskillige amerikanske ambassader rundt om i verden, angrebet på olieministrene i Wien, kidnapningen af det israelske sportshold ved Olympiaden i München, Libyens bombning af Jumbojetten over Lockerby i Skotland, bombningen af undergrundsbaner og boligblokke i Moskva og andre russiske byer. Inden for de sidste par år kan der tilføjes drab på en lang række forfattere, forlæggere og redaktører i Europa og andre steder i verden. Ud over islamiske foreninger og bevægelser er især flere islamiske landes regeringer blevet udpeget som ansvarlige for, at jihad er blevet ført ind på amerikansk og europæisk område: Libyen, Syrien, Palæstina, Iran, Libanon, Pakistan og på det sidste især Sudan og Afghanistan. Herudover kan nævnes drab på forlæggere og bibliotekarer i Belgien og Norge, jurister i Tyskland, islamkritikere i Tyskland og Frankrig og især drab på frafaldne muslimske kvinder. Her er listen beklagelig lang. Jihad har sin virkning. Blot truslen kan være virkningsfuld. Frygt er jihads bedste og mest effektive forbundsfælle. Det problem, at ingen kritiker ved sig sikker i "krigens område" er i sig selv et problem. Desværre er der mange ængstelige mennesker i verden, der giver efter for vold og pres eller blot tier. Dermed undermineres demokratiet og ytringsfriheden effektivt og hurtigt.
En tredje mulighed er et område for en midlertidig overenskomst. Dette kan ske, hvis den "vantro stat" imødekommer islams krav. Disse krav vil typisk være indføring af islamisk lov for muslimer i landet: d.v.s., en dobbeltlovgivning, fri mulighed for moskebyggeri, islamisk opdragelse og eget skolesystem, samt mulighed for at gennemføre alle regler om ren- og uren. Det indebærer opfattelsen af, at grupper af dyr og mennesker er urene, medens kun muslimer kan være rene. Urent er blod, vantro mænd og kvinder, svin, hunde, knogler, lig, ekskrementer, kvinder under menstruation og efter fødsler, samt genstande, de urene har berørt. Skolemadpakkeordningen i København og Odense, der breder sig til andre skoler og institutioner, er en del af de islamiske love om ren og uren for madlavning, husgerning, skolemadpakker etc., hvorefter nogle opfattes som rene andre som urene. Hvor langt dette kan gå viser f. eks., at OPSA ("Organisationen af pakistanske studerende og akademikere") i sommeren 2001 udsendte retningslinier på internettet om, at muslimer bliver urene og mister deres "Wudu" (d.v.s.. ikke kan bede etc.), hvis en hund rører dem med snuden, eller hunden har fugtig pels, eller de berøres af andre "urene" dyr som grise og kaniner.
Kardinalpunktet for en overbevist muslim er muligheden for at indføre islamisk lovgivning, herunder straffelov, familielov, ægteskabslove, love om ren og uren etc. Krigens område består så længe dette krav ikke er opfyldt.
