Censur i islam

Ideen om censur mod kritikere af islam går tilbage til profeten selv. Under Muhammads opholdt i Medina voksede kritikken mod ham fra byens digtere. Et ironisk digt af den kvindelige poet Asma bint Marwan blev for meget for Muhammad. Digtet blev hendes død. Hun blev myrdet medens hun lå og sov med sit barn i armene. Også to andre digtere i byen måtte lade livet pga. af ubelejligt "digteriver". Også byens digter Abu Afak blev beordret myrdet medens han sov. Dermed var kritikken stoppet og profeten fik samlet magten i sine hænder i Medina. Den dag Asma blev myrdet "blev mændene fra Banu Khatma omvendt til islam fordi de så Islams magt" skriver krønikeskriveren Ibn Hiham. Kompromisløs magtudøvelse blev et effektivt våben til at overbevise modstandere om Islams sandhed. Nu var der flere, der sluttede sig til ham. Men digtere og litterater øvede stadig modstand. Poeten Kaab drog til Mekka for at søge bistand, men blev afsløret. Da han kom hjem til Medina gav Muhammad orde til at skære halsen over på ham. Sværdets magt sejrede over ordets magt!
Også en jødisk digter i Mekka måtte siden dø på profetens ordre. Problemet er, hvis man som troende følger Muhammad liv og sædvane (sunna). Af samme grund er dødsdomme over vor tids digtere som Salman Rushdi og Taslima Nasrin ikke enestående. Herhjemme blev skole og børnebogsforfatteren Kåre Bluitken truet på livet.
Censur er helt almindelig i islamiske lande. Mange muslimske lande forbyder eller kontrollerer paraboler for at imødegå såkaldt “antiislamiske” meninger. I Afghanistan forbydes endog fjernsyn og video. Lignende kampagner kendes fra bl.a. Iran, Irak, Saudi-Arabien, Libyen, Sudan og Ægypten.
Endog musik er et problem i islam. Al-Farouki redegør for det i bogen "The Sharia on Music and Musicians". Musik fra andre verdensdele forstås som uislamisk, heriblandt afrikansk og asiatisk musik, især når de musiske rødder henregnes til "hedensk tid". Også vestlig musik er hedensk, lige fra klassisk musik til pop. I et land som Sudan er musikere flygtet fra muslimske områder. I Algeriet skød fundamentalister pladeproducenten Rashid, samt en lang række sangere, heriblandt Mathoub, som kæmpede for Berbernes sprog og kultur. Matoub kritiserede, at skolerne udviklede sig til rene Koranskoler, hvor børn ingen reel viden fik om noget. Kritikken kostede ham livet.
Også muslimske forfattere er underkastet denne terror. ved en demonatrtion mod Rushdi i Tykiret blve 20 forfattere brændt ihjel. I Iran er alene siden 1998 mere end 25 forfattere blevet dræbt. Pga. dødsdommen over Salman Rushdi, protesterede den eneste muslimske forfatter, som har modtaget Nobels litteraturpris Nagib Mahfuz . Resultatet blev, at også han blev sat under dødstrusler. Den kvindelige læge og internationalt berømte forfatter Taslima Nasrin fra Bangladesh er både søgt myrdet og er blevet arresteret, fordi hun ytrede kritik mod Koranens måde at se på kvinder. For kritik af islam er racisme. Da den ungarske FN-jurist Gaspar Biro afleverede en omfattende rapport om forholdene i Sudan til FN, blev denne af muslimer over hele verden angrebet som “racist” og “blasfemisk”. Han blev udnævnt til “islams fjende” pga. “sit skændige angreb på fundamentale principper af det islamiske systems strafferetsprincipper og den islamiske tro i almindelighed”. FN-rapporten fastslog slaveri og folkemord på ikkemuslimer, bortførelse af børn fra ikke-muslimske familier og tvangsislamisering af disse samt systematisk voldtægt af såkaldt urene kvinder (ikkemuslimer). Elever på koranskoler bliver lagt i jernlænker for at hindre flugt. I islam er ordet racisme vendt på hovedet, så racisme opfattes som kritik af islam. Problemet med denne udvikling er en snigende selvcensur. Hvis man beskæftiger sig med Islam, har man to muligheder 1) enten at sige sandheden og leve med permanente trusler, hvis alvor ikke må undervurderes. Tænk blot på nedskydningen af Salman Rushdis norske forlægger og en belgisk bibliotekar.
2) den anden muligheder er akkomodation, dvs. at man som islamforsker lægger sine meninger rimelig tæt op af islamisternes forventninger. Ellers bliver enhver forskning umuliggjort eller i det mindste besværliggjort. Men dette vil man nødigt indrømme fordi man så taber enhver troværdighed.
Forfatteren Paul Fregosis berømte bog "Jihad in the West" om Hellig krig måtte trækkes tilbage af alle engelske forlag pga af trusler mod forlagene. Siden udkom den i USA på Prometheus Books. Men mest alvor er det, at Jørgen Nielsen skriver forordet i en bog til censur af engelske og tyske skolebøger "A Guide to Presentation of Islam in School Textbooks". Her står i detaljer, hvad man ikke må skrive: Man må ikke skrive at Muhammad overfaldt og røvede karavaner (men det står der udførligt i Koranen!!)Ej heller at han var voldelig (I en jødisk by gav han ordre til dræbe alle mænd og bruge børn og kvinder som slaver. Til langt ud på aftenen varede de 800 henrettelser, indtil han tvang en af ofrenes koner til det man i Danmark kalder voldtægt). Man må ikke nævne eller kritisere, at han havde over tyve koner og konkubiner hvoraf den yngste var 8-9 år. Der må ikke stå at muslimer omvender andre til islam. Der må ikke stå, at kvinder i islam har færre rettigheder (der står i koranen at hun har halv arveret og halv vidneret og manden har ret til at slå hende og skille sig blot ved at siger det 3 gange). På den ene tekstside står efter emner hvad man ikke må skrive, og på modsatte side hvad man skal skrive.