Leksikon ©

| A | B | C | D | E | F | G | H | I | J | K | L | M | N | O | P | Q | R | S | T | U | V | W | Y | Z | Æ |
| Se ALLE ord/begreber |



Kolonialisme

Islam har en gudommelig ret til at udbrede sig. Det underkasetde områdes mennesker har mulighed for at blive muslimer og få del i samme rettigheder som muslimerne. Ønsker de ikke det kan de leve, dog med færre rettigheder, men kun hvis de er tilhængere af en skriftreligion. Disse kaldes dhimmier. Dhimmier er underkastet andre love. Dette system kaldes Millet systemet. Ateister, animister, etc har ikke ret til at leve i islamisk område.

Ofte tolkes iden islamiske indvandring (migration) som islams erobring af nyt område. Dette gælder en lang række islamiske bevægelser.

Islam
Ekspansiv racisme med religiøs begrundelse:
(Fra 1970-1999 er der indvandret 25 mill. muslimer i EU. Politisk søger stærke kræfter (FN og EU) at begrunde en indvandring til EU på 150 mill. fra det islamiske Nordafrika indenfor de næste 25 år).
I skal erobre de vantros land:
“Sande muslimer forstår sig selv som erobrere. De forlader deres hjemlande, for at vinde Europa for islam. Målet er et islamisk land. For at nå målet, må vi følge strategien: “skridt for skridt”. Udvandring er et fundamentalt princip i islam. Udvandring er lig med jihad (hellig krig), at anstrenge sig på Allahs veje...I Islam forlader man sit hjemland for troens skyld, og således er udvandringen ikke kun en pligt, men at være imod udvandringen for troens sag er et forræderi mod det islamiske samfund: Er Allahs jord ikke vid nok for jer, at i kan udvandre? (Sura 4.97)”......”De, som tror og udvandrer og med deres gods og med blod kæmper for Allahs sag, indtager den højeste rang hos Allah, og det er dem, som vil sejre”(Sura 9.20) (Dr. A.M.Naqawii i det muslimske blad “Morgendæmringen, nr.7/8, s.49.

"Forældre har at opdrage deres børn sådan, at deres børn atter bliver en generation af erobrere"("Mille Gazete." Islamisk tidsskrift for tyrkistalende,. Talerør for IMGT og DMGT-bevægelsen i Danmark med 4-5 moskeer i DK, Mertensacker s.108).

”Tiden arbejder for os. Vore kvinder har altid en tyk mave. De kristne får stadig færre børn. Når vi har nået 50%, skal grundloven væk og Koranen regere. De regerende skal være muslimer. Det må endegyldigt være slut med de kristnes afgudstjeneste...””At få børn er meget vigtigt for at vi kan indtage landet. Det sker gennem børnefødsler og socialkontoret betaler jo. Hvad de tyrkiske mænd ikke klarede, da de skulle erobre Wien, det klarer nu vi. Det er vi Allah skyldig. Vi føder jer kaput”. M.A.Rassoul / A. Mertensacker 1998).

"Vores opgave må aldrig være at efterligne satans skridt ved at degradere Islam til bunden af hierakiet, gennem at være kompromissøgende, tolerante og imødekommende over for de vantro (danskerne). I Islam er freden kun gældende blandt muslimerne indbyrdes. Bare det at drømme om en fred mellem hedenskab og Islam, monoteisme (Tawhid) og polyteisme (Shirk), sandhed og falskhed og disses tilhængere er i modstridende med naturloven.
(Bladet "Tolerance, Fred, Dialog & Islam" s.3, Hitzut-Tahrir, København).

”Islam er vendt tilbage til sin europæiske hjemstavn: En tusindårig europæisk-islamisk civilisation på den iberiske halvø var aftenlandets vugge. Øst-vestdialektikkens sammenbrud åbner for islams nye udfoldelse i Europas hjerte. Efter den jødisk-kristne epoke kommer det europæisk-islamiske herredømme og livsform” (Europæiske muslimers verdensbevægelses møde i Berlin 7.10.1990).

"Det vestlige samfund må opgive sin assimilationspolitik og acceptere den islamiske realitet, dvs. sådan, som muslimerne vil danne sine omgivelser... Hvad muslimerne aktuelt kan gøre og også skal gøre, er ud fra egeninitiativer at skabe sig muligt mange autonomiområder, altså indretninger og strukturer, som udvikler sig uden ydre indblanding..."(Bladet Morgendæmringen nr.11/12,1995).
( s.19 ff.).

Jamahir F. Abdallah, formand for den danske “Islamic Student Organisation”. ”... vi finder os ikke i mere at blive hundset med af ikke-troende.... Vi rejser derhen, hvor det passer os, det skal ingen blande sig i. Muslimer er frie mennesker, danskere er slaver af druk og narko og mistro til tilværelsen. At muslimer får flere børn end danskerne, at det sociale system bliver udnyttet, osv. kan I kun takke jer selv for. Den mere kloge narrer den mindre kloge”.(Læserbrev 6.4. 97 i EkstraBladet”).

"Og han (Allah) gav jer deres(de vantros) land, deres huse og formuer i arv, og land som i end ikke har betrådt. Allah har magt over alle ting" ( Sura 33.27) "På den dag skal der blæses i trompeten. Og vi vil forsamle de syndige på den dag, de blåøjede". De blåøjede folk er folkene mod nord og vest, altså Europa og Amerika. Efter 10 århundreders nedgang for islam og opgang for kristenheden, vendes forholdet nu om (Abdul S. Madsens korankommentar i hans oversættelse Kbh.1967.)

Forskellige menneskerettigheder:
Når der tales menneskerettigheder, tale man ofte forbi hinanden, fordi menneskerettigheder i islam ikke ubetinget dækker det, man i vesten lægger i ordene:
Ved den internationale konference for menneskerettigheds-spørgsmål i 1968 formulerede den islamiske retslærde Sjiít Sultanhussein Tabandeh følgende retsnorm, hvor han var ordfører for og forfægter for flere af de tilstedeværende muslimske staters standpunkt om menneskerettigheder:
Sultanhussein Tabandeh har undersøgt i hvor vid omfang de Forenede Nationers Deklaration om Menneskerettigheder, som anses for bindende for alle FN-medlemmer, kan accepteres og anvendes som bindende normer i et muslimsk samfund. Menneskerettighedsdeklarationens 1. artikel, at alle mennesker er født frie og er lige og derfor har samme rettigheder, er allerede den første anstødssten. Tabandeh bekræfter på landenes vegne, at der på den ene side ikke findes skranker eller forskelle mellem racer eller samfund, men konstaterer alligevel en uovervindelig forskel:
“Menneskeheden består af mennesker, som tror (dvs. muslimerne) og mennesker, som ikke tror. Sådanne, som glemmer deres Skaber og kun forlader sig på deres egen forstand og på deres hænders værk, sætter sig selv på samme udviklingsstade som dyr. De tilsøler menneskeheden. De må imidlertid kun dræbes i krige. Udenfor krige har de troende derfor bestræbt sig på at overbevise de gudløse om den rette tro. Mennesker, som ikke tror på den eneste ene og usynlige Gud, må betragtes som udstødte. De hører ikke til i menneskehedens kreds. Deres eksistens må erkendes som skadelig for menneskene. I overensstemmelse med dette standpunkt må alle de, som er overbevist om en anden tro, om end kun dens mest elementære bestanddele - til dem hører jøder og nazarenere (kristne) - anses for stående noget over de gudløse. Deres tro har dog ikke nået Islams høje stade. De følger andre love end Koranens forskrifter - de er blevet stående på et lavere stade; de kan derfor ikke stilles side om side med muslimerne som ligeberettigede”. Derfor mener Sultan-hussein Tabendeh at islam ikke uden videre kan tilslutte sig menneskerettighederne på samme måde, som de er formuleret i FN regi. Tværtimod må islam altid tage konsekvensen af den rette islamiske lære: “Islam henviser ikkemuslimer til et lavere eksistens-stade. Hvis nu en muslim dræber en sådan ikkemuslim, så må han ikke idømmes dødsstraf, for hans udviklingsstade er højere end den dræbtes. I krig (her må forstås Hellig Krig) mellem muslimer og ikke muslimer, skal enhver hensyntagen til modstanderens værdighed være ophævet. “Når en mand, som ikke tilhører Islam, bliver taget til fange, så skal han dræbes. For denne skæbne kan kun overgang til Islam bevare ham”.
Menneskerets-Deklarationens artikel 17, som skal garantere fri religionsudøvelse, er et punkt, som muslimer i Europa meget pointerer overfor kristne og de verdslige stater. Kravet overfor vestlige stater er, at religionsfrihed for islam kun findes, hvis det er muligt for en muslim at leve efter islamiske love. På hjemmebane gælder til gengæld islamisk ret. Sultanhussein Tabendeh udtaler som retsekspert i islamiske menneskerettigheder, at “Allah har bestemt, at menneskenes religion skal være islam og ingen anden. Den, der går over fra islam til kristendommen, gør sig lige med dyr og har forskertset sit liv. Religionsskifte er kun mulig fra det lavere til det højere stade, fra Kristendom til Islam” (Gerh. Konzelmann: "Den islamiske udfordring, Gad 1981, s.35 ff.).

2 klasser borgere:
Den tyske muslim og redaktør af det tyske tidsskrift for kristne og muslimer: ”Aktuelle Fragen, Zeitschrift für christliche-islamische Begegnung” M. Salim Abdullah skriver om islams samfundsforordning: “Forordningen ....går tilbage til den i middelalderen dannede islamiske statsteori, som indtil i dag ikke er trukket tilbage, ophævet eller er erklæret ugyldig. Denne statsteori forudsætter inddelingen af samfundet i to klasser af borgere. Den ene, muslimerne, er de egentlige borgere i landet, de andre bliver kun tolereret (det er på denne baggrund islam kalder sig en tolerant religion. red.). De har godt nok en form for livsrum, men deres rettigheder er kun de, som den islamiske stat giver dem. Denne statslige indretning går ud fra en grundlæggende ulighed og forskellig værdi mellem muslimer og “beskyttelsesborgere” (dvs. de ikkemuslimske borgere, som er tolereret). Således er ud fra denne forudsætning muslimer og ikkemuslimer ikke indehavere af de samme grundrettigheder og grundpligter. De er heller ikke ligestillet overfor loven. Ikkemuslimerne er godt nok ikke helt retsløse. Alligevel bliver de i deres eget land anset for borgere af anden klasse og behandlet efter dette. De skal leve som fremmede i deres eget land” (9.årgang.1-2.1989,s.9).

Verden delt i ren og uren:
Når man er vandt til at leve i en helhedskultur som den danske, forstår man ikke altid de problemer, som opstår, når kulturer støder sammen. Da vi alle har baggrund i samme kultur er vi vandt til, at vi kan tale os til rette og blive enige om acceptable løsninger. Men løsninger er desværre ofte udelukkede, når decideret modsatrettede kulturer støder sammen; dette gælder bl.a. når talen falder på problemet ren- uren.
Forestillingen om en verden inddelt i ren og uren er en gammel forestilling, som kendes fra primitive urreligioner, og som kredser om, at bestemte grupper af mennesker eller dyr opfattes som urene eller er omgivet af tabuforestillinger. Ofte er det nabostammen, det kan også være det ene køn eller grupper i samfundet så som syge, handikappede, åndssvage, o.l., der opfattes som urene eller er omfattet af taburegler. Den urene part anses gennemgående som stående på et lavt stade og har sjældent de samme rettigheder som de rene. Denne tanke kendes dog også fra større religioner, selvom det føles meget fremmed for danskere med en kristen kulturbaggrund, der anser det som en selvfølge, at vi er lige. I eksempelvis islam gælder forskellige love og retsregler for henholdsvis rene og urene. Alene det at komme i forbindelse med det urene kan opfattes som et brud på lov, anstændighed eller et korrekt forhold til Gud.
Da problematikken er så ukendt og fremmed for de fleste, har de svært ved at takle og forstå den. Et eksempel, som er redigeret for at undgå en genkendelse kan illustrere det:
En kvinde fra Sjælland fik et muslimsk barn i dagpleje. Barnets fader krævede af dagplejemoderen, at barnet udelukkende skulle have hallalslagtet kød efter muslimske slagteforskrifter om ren og uren, tilladt og forbudt føde, derunder forbud mod svinekød. Dagplejemoderen accepterede uden videre kravet, da kun ville være samarbejdsvillig. Men efter et stykke tid fulgte en nyt krav. Faderen krævede nu, at ikke kun barnet, men også dagplejemoderen og hendes familie skulle spise efter disse forskrifter, for at ikke barnet som muslim på nogen måde skulle udsættes for at komme i berøring med urene ting, tallerkener eller køleskab. Hvad skulle hun gøre? Men just da kom det næste krav. Dagplejemoderen og hendes familie skulle nu sørge for at aflive deres "urene dyr": to små grævlingehunde. Dette var for meget for kvinden, ikke mindst da den muslimske far nu heller ikke ville give hende hånden mere. Hun ringede til mig og spurgte: "Hvad skal jeg gøre?", hvorpå jeg forklarede hende, hvilken glidebane man begiver sig ud på, hvsi man giver efter. For enten fastholder man konsekvent, at alle dyr og mennesker er rene, eller også vil man utilsigtet pga. af sin ligegyldighed eller eftergivenhed indirekte komme til at acceptere, at nogle er urene, hvilket er en farlig glidebane at komme ud på. Med hensyn til ren-uren problemet findes der ingen mellemvej. I den kristne kultur anses alle for skabt i Guds billede og dermed lige. I nogle kulturer har man et "guddommeligt" skel mellem ren og uren. Giver man efter for presset og accepterer dette skel, har man allerede opgivet sin egen kulturarv, at alle er skabt lige. Når for eks. den amerikanske grundlovs fædre ud fra en kristen baggrund formulerede, "at vi anser det som indlysende, at alle mennesker er skabt lige", må man erindre, at det aldeles ikke er indlysende for eks. for muslimer og en række andre religioner og kulturer. Især i islam har tanken om ren-uren en række virkninger bl.a. for kvinders og ikkemuslimers retsstilling.
I nyere tid er vi vidne til mange kultursammenstød. Det, som muligvis giver flest problemer, er sammenstødet mellem det kristne verdensbillede, at Gud har skabt alle dyr og mennesker rene og lige, og på den anden side den islamiske idé om en guddommelig åbenbaret lovgivning (sharia), som skelner mellem grupper afhængig af renhed eller urrenhed, som er underkastet forskellig lovgivning. Særligt problematisk bliver det for et samfund, når disse apartheidlignende forestillinger listes ind i dansk lovgivning efter islamisk pres, således at praksis for slagtning, bedøvelse, madskik og samvær kommer til at indgå i cirkulærer og ordinær lovgivning, som det forbløffende nok er tilfældet i Danmark.
Europæernes tanker, kultur og love er et resultat af kristendommen, som tager afstand fra en verden delt i rene og urene individer. Dette udspringer af Jesu opgør med Det gamle Testamentes lovgivning ( 3. og 5. Mosebog) om de rene og urene, en lov, som siger at Gud skabte noget rent og andet urent. De uomskårne blev i førkristen tid ifølge Det gamle Testamente betragtet som urene (Esajas 52.1), føde kunne være uren (Hosea 9.3), og mennesker kunne være urene (4.Mos.19.7). Det urene måtte ikke komme den rene nær.
Forestillingen om verden delt i ren- og uren genfinder vi i forstærket form i islam. De urene sammenlignes her gang på gang med dyr (aber, hunde og svin jfr. Koranen) og stilles på samme stade. Aber er mennesker, som Guds i sin vrede forvandlede til aber.



Anbefal siden til en ven...
Webdesign by Style-IT

© www.islaminfo.dk